Schroder tilbage i top

Schroder og Sparinvest fortsætter den tætte kamp om førstepladsen på ranglisten over de danske foreninger i Morningstar Rating™

Sten Blindkilde 28/07/2003
Facebook Twitter LinkedIn

Med to fonde i fremgang i Morningstar Rating™ har Schroder igen lagt sig øverst på ranglisten over de danske foreninger, og dermed gået forbi Sparinvest, der kom gennem måneden uden ændringer.

Henholdsvis Schroder Global Emerging Bond Markets (PAL) og Schroder Japanese Equities II (PAL) gik i ratingen for juni frem til topkarakteren fem røde stjerner. Det var med til at løfte gennemsnittet i Morningstar Rating™ for Schroder, selv om debuten for Schroder Global SmallCap (PAL) med tre stjerner trækker ned i foreningens overordnede gennemsnit.

Således gik Schroder frem til et snit på 3,57 røde stjerner i juni fra 3,33 måneden før. Dermed kravlede Schroder tilbage på førstepladsen foran Sparinvest, som med et uændret snit i juni på 3,45 røde stjerner i Morningstar Rating™ for 11 bedømte fonde, indtager andenpladsen. Ingen af Sparinvests fonde gik tilbage eller frem i Morningstar Rating™ i juni.

Også Midtinvest blev passeret af Schroder, da Midtinvest med sine otte fonde i bedømmelsen fastholdt et gennemsnit på 3,38 stjerner, mens Sydinvest, der i maj kunne dele tredjepladsen med Schroder, må nøjes med en fjerdeplads – ligeledes på uændret 3,33 stjerner.


Nykredits debut

Ny på ranglisten er Nykredit Invest, som i juni fik tre nye fonde bedømt i Morningstar Rating™. Foreningen fik blandt andet sin globale aktieafdeling bedømt, samt sin korte og sin lange obligationsafdeling. I alt bliver det til en gennemsnitlig rating på 3,29 røde stjerner på baggrund af syv fonde i bedømmelsen, og det rækker til en femteplads på ranglisten, lige foran Danske Invest-gruppen.

Netop danske Invest-gruppen markerer sig med et snit på 3,21 stjerner på baggrund af hele 72 fonde i Morningstar Rating™ som et af de bedste af de store fondshuse i Europa.

Danske Invest-gruppen ligger blandt andet på Morningstars seneste opgørelse til Global Investor over europæiske fondshuse med mere end 20 bedømte obligationsfonde på en samlet sjetteplads med 3,48 stjerner i snit for 23 fonde, mens gruppen på aktiesiden indtager en plads midt i den europæiske superliga.


Alfred Berg mest frem

Størst fremgang på den danske rangliste i juni havde Alfred Berg, der med 0,17 til 3,17 stjerner i snit, mens BankInvest måtte notere sig, at hele syv afdelinger gik tilbage i ratingen, mens blot en enkelt gik frem. Det betød, at den gennemsnitlige Morningstar Rating™ for BankInvests 28 fonde faldt fra 3,36 til 3,14 stjerner, og fondshuset faldt dermed fra en tredje- til en ottendeplads.

Ranglisten over fondshusene er alene beregnet for foreninger med fem eller flere bedømte afdelinger. Uden for ranglisten findes derfor en række mindre foreninger, der på grund af et smalt udbud af fonde ikke opnår deltagelse. Blandt dem er Dexia P-H Invest og ValueInvest, der begge med tre bedømte fonde har opnået gode karakterer. Dexias tre afdelinger har alle fem stjerner, mens ValueInvest opnår et snit på 4,67 røde stjerner.

Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - juni Antal Snit - maj Snit - april Snit - marts Snit - februar Snit - januar
Schroder 3,57 7 3,33 3,83 4,20 4,00 4,20
Sparinvest 3,45 11 3,45 3,91 4,09 4,00 4,09
Midtinvest 3,38 8 3,38 3,13 3,50 3,50 3,25
Sydinvest 3,33 12 3,33 3,17 3,25 3,18 3,18
Nykredit Invest 3,29 7 - - - - -
Danske Invest 3,21 72 3,13 3,15 3,29 3,25 3,31
Alfred Berg 3,17 6 3,00 2,80 3,00 3,40 3,20
BankInvest 3,14 28 3,36 3,11 2,96 2,96 3,07
SEB 3,08 13 3,30 3,10 3,11 3,13 3,43
Jyske Invest 3,07 15 3,00 2,93 2,93 3,11 2,93
Nordea Invest 2,73 26 2,76 2,63 2,56 2,62 2,74
Lån & Spar Rationel Invest 2,60 5 2,60 2,60 2,60 - -
EGNS-INVEST 2,57 7 2,57 2,57 2,86 2,71 2,88
Alm. Brand Invest 1,80 5 1,80 2,20 2,20 2,40 2,40

* SEB dækker over SEBinstitutional og SEBinvest
* Danske Invest består af gruppen med Danske Invest, Danske Invest Engros, Merchant
Invest, Danske Invest Erhverv, BG Invest og BG Invest Erhverv
* Nordea Invest er grupperingen af Nordea Invest, Nordea Invest Engros,
placeringsforeninger og specialforeninger under Nordea



Om Morningstar Rating™

Ranglisten over foreninger er alene beregnet for foreninger med fem eller flere ratede afdelinger. Ratingen viser hvor god eller dårlig en investeringsafdeling gennem de seneste tre år har været til at skabe så højt risiko- og omkostningsjusteret afkast som muligt – målt i forhold til tilsvarende afdelinger inden for samme kategori i hele Europa. Morningstar opdeler de mange europæiske afdelinger i mere end 80 kategorier, hvoraf over 30 har deltagelse af danske afdelinger, således at sammenligningen bliver mere homogen, ensartet og korrekt.

Morningstar Rating™ bedømmer afdelingerne i deres europæiske kategori med en til fem stjerner, hvor fem stjerner er det bedste. Fordelingen af stjernerne foregår efter følgende fordelingsnøgle:


Top 10 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Middel 35 pct. i kategorien
Næste 22,5 pct. i kategorien
Bund 10 pct. i kategorien

Morningstar Rating™ er ikke et udtryk for Morningstars forventninger til afdelingernes fremtidige præstationer, men er alene en vurdering af deres historiske.

Læs mere om Morningstar Rating™ og om, hvordan man bruger den.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser