Et tilbagevendende spørgsmål fra private investorer og fra journalister er ofte ”hvilke afdelinger slår markedet?” – altså formår at skabe et afkast, der er højere en væksten i det generelle marked, som foreningen investerer i. Svaret er, at det kun er de færreste, som gør det.
Mange analyser og undersøgelser – heriblandt en foretaget af Morningstar i USA – har gentagne gange vist, at statistisk set kan en investor eller en forenings afdeling ikke over tid (20, 30 eller 40 år) slå markedet.
Senest har Berlingske Tidende beregnet afkastene på det danske marked, det europæiske aktiemarked og på globale aktier gennem de sidste ti år, og fundet frem til, at de danske investeringsforeningers afdelinger kun på danske aktier var i stand til at slå det generelle afkast. (Morningstar har dog tidligere vist, at de danske foreninger i snit slog deres europæiske konkurrenter på afkastet i 2001)
| Forskel mellem afkast på markederne og de danske foreninger | |
| Marked | Diff i pct. (over ti år) |
| Danske aktier | 22 |
| Europæiske aktier | -29 |
| Globale aktier | -16 |
| Kilde: IFR & Berlingske Tidende | |
Det kan der være mange grunde til. Det første, som slår en, er den oplagte mulighed for, at porteføljemanagerne ikke er dygtige nok. Det er måske tilfældet i enkle tilfælde, og måske er det tilfældet, at danske forvaltere ved mere om at investere i danske aktier. Men overordnet vil de fleste danske professionelle investorer stadig være i stand til at skaffe bedre afkast til deres kunder, end kunderne selv ville som almindelige private investorer i individuelle aktier – især ude i Europa eller på globalt plan.
Indeks har ingen omkostninger
Det næste svar er: Omkostninger. Når op- og nedgangen i det generelle marked gøres op på de mange indeks, så har de ikke omkostninger. Det har foreningerne. De skal betale løn, husleje, handelsomkostninger, porto og, ja, også kaffe. Det skal indeksene ikke.
Dernæst er der det nærmest fysisk umulige i, at en afdeling investerer i samtlige danske, europæiske eller globale aktier. På globalt plan er der jo tale om tusinde og atter tusinde selskaber. Det kan ikke lade sig gøre, og derfor må afdelingens portefølje nødvendigvis se anderledes ud end det generelle markeds sammensætning.
Ser man på de smallere indeks så som KFX, S&P 500 eller FTSE 100, så er der selvfølgelig mulighed for at skabe en portefølje, som er meget, meget lig. Det er det de, såkaldte indeksafdelinger gør. Men ikke helt.
Ikke altid 100 pct
Afdelingerne af denne type vil nemlig altid halse efter indekset, når indeksets sammensætning ændres. Det sker især for de såkaldte blue chip indeks, som sammensættes af de største selskaber på de enkelte børser.
I Danmark skiftes KFX-indekset eksempelvis ud flere gange om året, og hver gang er der et eller to selskaber, som ryger ud, mens et eller to nye kommer ind. De tilbageblevne selskaber får typisk ændret deres vægt i indekset ved samme lejlighed.
Som indeksafdeling, der følger KFX-indekset, skal porteføljen derfor jævnligt tilpasses. Igen er det ikke omkostningsfrit at foretage de justeringer, og desuden er det stort set umuligt at tilpasse afdelingens portefølje på akkurat samme tid, som indeksets ændringer træder i kraft – og til samme kurser. Afdelingerne har jo ofte mange penge, som skal placeres, og det er ikke altid lige let at finde en køber eller en sælger til de store handelsposter, som afdelingerne benytter.
Indeksafdelingerne har i relation til omkostningerne den fordel, at det er forholdsvist lettere at forvalte disse beholdninger, og derfor kan omkostningerne typisk holdes længere nede end hos de almindelige afdelinger.
Vender man tilbage til udgangspunktet i de undersøgelser, som viser, at det statistisk set ikke lader sig gøre at slå markedet, er der mange, som derfor anbefaler private investorer at vælge en indeksforening, fordi de i det mindste kommer tættest på. Udviklingen viser da også, at flere og flere af den slags foreninger lanceres i Danmark, og i udlandet har de længe været populære og mangfoldige.
Glimrende alternativer - men ikke altid
Indeksafdelingerne er da også glimrende alternativer – især som basis i en samlet portefølje – eller i mindre porteføljer, hvor der ikke er så meget at satse med på risikofyldte investeringer.
Ikke desto mindre er der også mange fordele ved at søge de bedste af de bedste blandt de øvrige almindelige afdelinger. Se bare på Alfred Berg Rusland, der sidste år præsterede langt det bedste afkast på over 60 pct., og som gennem de seneste tre år har distanceret nummer to på listen med næsten 200 pct.point. (Alfred Berg Rusland er dog en meget risikabel afdeling og har tidligere haft meget store negative afkast).
Men indeksafdelingerne har også en indbygget ulempe, som ikke er til at komme uden om: Når markederne falder, falder de partout med ned. Det er uundgåeligt, når porteføljen er sammensat efter markedets sammensætning.
Dette er godt illustreret af det japanske marked, hvor afdelingerne i Europa generelt er faldet – også indeksafdelingerne – mens de få vindere de seneste år har været sirlige stockpicking afdelinger med en defensiv strategi.
Derfor er konklusionen i forhold til indeksafdelingerne den, at de er glimrende, billige alternativer, men er man som investor overbevist om, at markederne skal falde – ligesom vi har set det de seneste par år – så skal man nok holde sig væk fra indeksafdelingerne eller i al fald nedtone vægten af dem i porteføljen… med mindre man kan finde en, som følger et valueindeks – altså et indeks sammensat af defensive og værdiorienterede selskaber.
