Aktier og TMT stadig favoritter

Hos eksperterne er det stadig aktierne, TMT-kategorien og Fjernøsten eksklusiv Japan, som hører til favoritterne i 2002

Sten Blindkilde 31/01/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Skal man stole på de kloge folk, som investerer knap 380 mia. kr. for europæerne, kan det være en god ide at vægte sine investeringer lidt ekstra i aktier, især i TMT-kategorien.

Det er den klare konklusion af svarene fra ikke mindre end 52 investeringsforeninger og deres rådgivere (asset managere) i Europa, som til sammen forvalter ikke mindre end 51 mia. euro eller knap 380 mia. kr.

Af de 52 adspurgte i Morningstars European Fund Trends, som i Danmark inkluderer BankInvest, Danske Invest, EGNS-INVEST, Dansk Portefølje Bank, Jyske Invest og SEBinvest.dk (SEB Asset Management), er hele 96 pct. mest varme på aktier frem for obligationer. Det er en lille stigning fra december-undersøgelsen, som havde 93 pct. i aktiernes favør.

Samtidig peger hele 88 pct. på, at aktieafdelingerne vil være dem med bedst afkast. I Danmark er en tredjedel ikke desto mindre stadig mest til obligationsafdelingerne.

Geografisk set spås det bedste marked at blive Asien ex. Japan. 39 pct. tipper det marked til at give det bedste afkast, mens knap en tredjedel holder på Europa. Når der peges på det ringeste marked er enigheden lidt større, da lige knap halvdelen af de 52 adspurgte udpeger kriseplagede Japan, som det værste geografiske valg.


TMT og vækst

TMT-aktierne (Teknologi – Media – Telekom) er eksperternes foretrukne sektor – igen. 58 pct. venter, at denne sektor vil klare sig allerbedst i de næste 12 måneder, mens 46 pct. spår, at ejendomssektoren vil være det dårligste valg.

Med TMT-aktierne som de foretrukne overrasker det ikke, at vækstaktier, som investeringsstil, af flertallet udpeges til det bedste valg i 2002. 50 pct. stemmer for, mens 38 pct. i Europa har en neutral holdning til valget mellem vækst- og værdiselskaber. I Danmark foretrækkes stockpicking konceptet – altså den individuelle udvælgelse af aktier - tilsyneladende, da hele 67 pct. er neutrale, mens 33 pct. dog stadig er til vækstaktier.

Til gengæld holder de store investorer på de store selskaber, hvor det både i Europa og i Danmark er cirka 50 pct., som foretrækker investering der, mens 37 pct. af de adspurgte i Europa holder på small cap-investeringerne.

Diskussionen om patentudløb hos de store medicinalselskaber, som vil sætte de store giganters indtjening under pres fra billige kopiprodukter, sætter samtidig sit spor i undersøgelsen, da sundhedssektoren er den næstmindst foretrukne.


Lange eller korte obligationer?

På obligationssiden har de danske deltagere mest tiltro til de korte obligationer. Totredjedele svarer, at det er de foretrukne. Dette er modsat den overordnede europæiske holdning, som har de lange obligationer med løbetid over tre år, som favorit.

De europæiske eksperter er også mest til at investere i papirer, som er noteret i euroen. I al fald har 71 pct. af dem krydset den fælles europæiske valuta af som den foretrukne. Japanske yen er helt i bund med 88 pct. af deltagerne, som siger det er den mindst foretrukne møntenhed.


Mange nye fonde på vej

De 52 deltagere i undersøgelsen har tilsyneladende alle gang i produktudviklingen – næsten alle. Hele 92 pct. af deltagerne planlægger at lancere nye afdelinger i 2002, og i Danmark er alle deltagerne på den vogn.

Og i tråd med forventningerne til de finansielle markeder spår flest eksperter, at det bliver aktiebaserede afdelinger, der kommer flest af. I Danmark er vandene dog delte mellem obligations- og aktieafdelinger.

I det overordnede europæiske perspektiv bliver det dog ikke de almindelige afdelinger, plain vanilla, som amerikanerne kalder det, men de mere specielle typer af afdelinger, som ser dagens lys i 2002. Hedge fonde og garanterede fonde er i al fald de to topscorere i buddet om, hvilke afdelingstyper, der kommer flest af.

Foreningerne i Europa får tilsyneladende ikke bare travlt med at lancere nye produkter. Fire ud af fem deltagere regner med, at branchen som sådan vil opleve konsolideringer. Det vil sige, at foreninger vil fusionere eller blive overtaget af andre. I Danmark er det en tredjedel af de seks deltagere, som har samme forventning.

Læs hele undersøgelsen: European Fund Trends, som udover de danske deltagere har store internationale navne som Schroders, DWS (Deutsche Bank), Aberdeen Asset management, Threadneedle, HSBC, Morgan Stanley Asset Management, BNP, ABN Amro og mange andre med.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser