Maj Invest holder fast i toppen

I Moringstars månedlige opgørelse over foreningernes gennemsnitlige ratings holder Maj Invest standhaftigt fast i toppen. Herudover er der dog sket flere ændringer siden årets start.

Facebook Twitter LinkedIn

Sommeren 2011 har været en særdeles turbulent periode på finansmarkederne. Den europæiske gældssituation har været i fokus og usikkerheden har medført store udsving på aktiemarkederne. Vi har set nærmere på hvordan de danske investeringsforeninger har klaret sig indbyrdes i den månedlige rangliste siden årets start.


Årets udvikling
Sammenholdes ranglisten fra januar med den seneste rangliste for september skabes der et overblik over udviklingen i de enkelte foreningers gennemsnitlige rating. Maj Invest holder forsat fast i toppen som foreningen uden afbrydelse har fastholdt siden december 2008, hvor foreningens fonde første gang blev ratet. For at være en del af ranglisten kræves det at en foreningen som minimum har fem fonde med minimum tre års historik, som dermed kan rates. Foreningerne i toppen af ranglisten har generelt udvist stor konsistens. Skagen Fondene, Danske Invest og Nordea Invest er forsat at finde i top fem, akkurat som ved årets start. Det er værd at bemærke at Danske Invest og Nordea Invest befinder sig i top fem med deres store fondsudbud på henholdsvis 58 og 42 ratede fonde, fondsudbud der er lang større end konkurrenternes.

I september indtog SEB ranglistens andenplads, marginalt foran Skagen Fondene som ellers de sidste mange måneder har besat denne plads. SEB er rykket fem pladser frem på listen i år, og har i løbet af sommeren besat tredjepladsen. En forening vi mangler i top fem når vi sammenligner med januar ranglisten er Sparinvest. Foreningen har henover sommeren været nede og snuse til de midterste placeringer, men er i september gået yderligere tilbage, så foreningen nu ligger andensidst. Sparinvest har i løbet af sommer og efterår fusioneret henholdsvis EGNSInvest og Atrium Value Partners ind i foreningen. I den forbindelse er nogle fonde blevet lagt sammen med andre, og nye fonde er kommet til. Visse af de overtagede afdelinger fra EGNSiInvest, eksempelvis den nuværende Sparinvest Momentum Aktier, trækker godt ned i det samlede regnskab, med kun en stjerne i september. Den gennemsnitlige rating tilbagegang kan dog ikke forklares ud fra fusioner alene, da der også har været tilbagegang blandt fonde som er uberørt af fusionsaktiviteterne.

I september runder Handelsinvest forsat ranglisten af. Foreningen har gennem længere tid delt de nederste placeringer med Alfred Berg Invest og EGNSInvest, der begge ikke længere er med i ranglisten grundet fusioner. EGNSInvests er væk efter fusionen med Sparinvest og Alfred Bergs har efter interne afdelings fusioner i efteråret ikke længere fem fonde med rating.


Et stærkt dansk fondsmarked
Samlet set er det danske fondsmarked forsat stærkt. Det siger noget om kvaliteten i udbuddet, at man skal helt ned på 16. pladsen for at finde en forening, der ligger under middel. Et rating gennemsnit på 3,0 indikerer at en forening har klaret sig gennemsnitligt . Det betyder, at der på nuværende tidspunkt kun er en forening i ranglisten med et snit under middel.

September gennemgangen af Morningstar Rating for det samlede europæiske marked viser da også, at Danmark befinder sig på en fin andenplads med en mindre margin til Holland som er nummer et. Bunden af tabellen udgøres fortsat af Luxembourg, Italien og Spanien, der i løbet af året har skiftes til at besætte ranglistens nederste plads. I september runder Spanien tabellen af med et gns. på 2,92 stjerner.


En bred europæisk sammenligning
Morningstar Rating er en sammenligning af ensartede fonde fra hele Europa på baggrund af, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast fondene har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år. Sammenligningen sker indenfor europæiske kategorier. Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen.

Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i mere end 250 kategorier. I september var der i alt 423 danske fonde, som indgik i bedømmelsen. På Morningstar.dk kan man under fanebladet ’Risiko og Rating’ se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond. Morningstar Rating vil ofte give et godt fingerpeg om hvor god en fond er, men man bør dog altid vurdere en fond på mere end et enkelt nøgletal inden der investeres.

Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - Sep Antal Snit - Aug Ændring på ranglisten ÅTD
Maj Invest 4,63 8 4,63 -
SEB 4,05 19 4,00 ↑5
SKAGEN Fondene 4,00 5 4,20 ↓1
Danske Invest 3,66 58 3,70 ↓1
Nordea Invest 3,52 42 3,55 -
Carnegie WorldWide 3,33 6 3,33 ↑9
Jyske Invest 3,33 24 3,29 ↑5
Sparindex 3,30 10 3,30 ↓2
Lån & Spar Invest 3,25 8 3,13 -
Nykredit Invest 3,18 28 3,23 -
Sydinvest 3,08 24 3,04 ↑2
BankInvest 3,04 26 3,00 ↑2
Alm. Brand Invest 3,00 7 3,14 ↓2
Gudme Raaschou Invest 3,00 6 3,00 ↓6
Sparinvest 3,00 17 3,38 ↓11
Handelsinvest 2,78 9 2,89 -

Landenes rangliste i Morningstar Rating™
Land Snit - Sep Snit - Aug
Holland 3,53 3,46
Danmark 3,44 3,44
Finland 3,33 3,34
Schweiz 3,32 3,37
Storbritannien 3,20 3,16
Østrig 3,19 3,09
Sverige 3,19 3,21
Norge 3,14 3,15
Irland 3,10 3,08
Tyskland 3,05 3,07
Belgien 3,03 3,02
Frankrig 2,98 3,02
Luxembourg 2,95 2,96
Italien 2,93 2,96
Spanien 2,92 2,94

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser