Jagt efter kortsigtede afkast kan nemt blive dyrt

Kan man undgå at blive forblændet af nærmest overnaturlige afkast, er vejen banet for bedre investeringsafkast.

Facebook Twitter LinkedIn

Lad det være sagt med det samme. Det er mere end vanskeligt at finde en fond, som klarer sig godt året rundt, år efter år og uanset om markederne går op eller ned. Jo, hurtigere man indser det og undgår at blive forfalden til – eller forelsket i - en bestemt fond eller aktie for den sags skyld, des bedre vil investeringsafkastet givetvis blive.

Bernie Madoff er det mest markante eksempel på, hvordan investorerne kan lulles til at tro, at en enkelt investor kan opnå det umulige. Selv garvede og rutinerede investorer flokkedes om at komme med på Madoff’s pengemaskine, og var for blinde eller grådige til at stille spørgsmål til de opnåede resultater.

Heldigvis har vi stadig sådan en katastrofe til gode, når det handler om investeringsforeninger, men dermed ikke sagt, at fondsinvestorer ikke begår en lignende mental fejl, år ud og år ind. De kommer rendende i flok efter en dygtig porteføljerådgiver, netop som han har leveret en perlerække af fremragende afkast. Og når de ebber ud, som de uundgåeligt gør i langt de fleste tilfælde, ja så er der kø ved udgangen og investorerne vil ofte akkurat nå at forlade skuden lige inden resultaterne igen viser styrke.


Uheldig timing

Der har været såkaldte stjerneforvaltere på det danske marked igennem de senere år, og hvad man sandsynligvis vil se på investorernes adfærd er, at de systematisk fik timet deres køb og salg på uheldige tidspunkter. Det, som Morningstar kalder investorafkastet, tager netop højde for, hvornår og hvor længe investorerne i gennemsnit har haft deres penge i fonden. Med investorafkastet får man et udtryk for, hvad den typiske investor i snit har opnået i afkast, mens de officielle afkast er et udtryk for afkastet hvis man blot havde fulgt en køb og behold strategi fra start til slut. Der er ganske stor forskel på, hvordan det er lykkedes investorerne at gå ind og ud af fondene på fordelagtige tidspunkter, og man vil ofte se at afkastet hos den gennemsnitlige investor ikke tilnærmelsesvis er i nærheden af fondenes officielle afkast.

Beslutningen om ikke at investere i hotte fonde er naturligvis nem at drage, når man ser sig tilbage. Langt de fleste i flokken var måske i virkeligheden bare grådige investorer, som fik hvad de fortjente, eller hvad? Men der dukker altid en anden strategi op, som er endnu bedre og smartere, og den onde cirkel fortsætter. Så skal man helt undgå aktivt forvaltede fonde, og i stedet lade sig nøjes med markedsafkastet fratrukket lidt omkostninger? Nogle vil bestemt mene ja. Man vil sandsynligvis undgå konstant at være på bagkant og i stedet kan man rette fokus til andre centrale beslutninger som fordelingen mellem aktier og obligationer o.lign.

Men man behøver ikke nødvendigvis drage forholdet mellem investorafkast og fondsafkast til en så bombastisk konklusion for at blive en bedre investor. I stedet for at investere hele opsparingen på én gang, vil man med fordel kunne investere ad flere omgange. Her vil man både købe dyrt, når markedet drøner ud over stepperne, men også købe op i perioder, hvor priserne er langt lavere og mere attraktive. De kontinuerlige køb sænker risikoen for at gå ind, når det måske er allerfarligst.

Vi ser også en tendens til at fonde, hvor investorerne ikke kan handle deres investeringsbeviser fra dag til dag, ofte har bedre investorafkast end dem, hvor der kan handles dagligt. Formentligt fordi fraværet af denne mulighed fungerer som en fortrydelsesfrist for nogle investorer og beskytter dem mod deres egne værste impulser.


Bevar roen

Bagsiden her er at man må tro på porteføljerådgiveren, selv i perioder med mere middelmådige afkast. Men tror man på rådgiverens evner, ja så bør man satse endnu mere på fonden i perioder med middelmådige eller lave afkast, da porteføljens aktier eller obligationer givetvis handles på mere attraktive niveauer end tidligere.

Endelig, hvis man er den heldige ejer af en fond med solide kortsigtede afkast, må man også indse risikoen for, at det hurtigt kan gå den anden vej. I så fald bør man enten være komfortabel med denne risiko eller i det mindste sprede investeringerne på flere fonde, så man ikke går i panik, hvis eller når de solide afkast afløses af mindre gode resultater.

Ofte bliver investorer forfaldne til en bestemt investering og sælger andre investeringer for at kunne øge beholdningen hos stjerneforvalteren. Det er sjældent en særlig rationel beslutning og jagten efter de kortsigtede afkast kan hurtigt blive en dyr fornøjelse. Bliver man for ivrig ender det for mange med et lavere afkast, end hvis man havde investeret mere langsigtet, og man bør nu en gang se sin portefølje i en bredere sammenhæng end blot én enkelt favorit eller to.

Sådan klarede den gennemsnitlige investor sig i de globale fonde
Fondsnavn Fondsafkast 3 år Investor-afkast 3 år Fondsafkast 5 år Investor-afkast 5 år Fondsafkast 10 år Investor-afkast 10 år
BankInvest Basis -5,7% -7,0% 0,7% -0,8% -0,5% -0,1%
Carnegie WorldWide/Globale Aktier -7,0% -8,0% 1,4% 0,7% -1,8% -2,3%
Sparinvest Value Aktier -9,0% -13,0% -1,0% -4,4% 6,6% -1,4%
Sådan klarede den gennemsnitlige investor sig i teknologifonde
Fondsnavn Fondsafkast 3 år Investor-afkast 3 år Fondsafkast 5 år Investor-afkast 5 år Fondsafkast 10 år Investor-afkast 10 år
Danske Invest Teknologi 0,5% 2,8% 2,4% 3,5% -13,2% -15,0%
Jyske Invest IT -6,1% -14,0% -0,7% -2,2% -10,6% -11,3%
Nordea Invest IT -3,5% -5,2% -1,4% -1,9% -13,6% -13,8%
Sydinvest IT -5,0% -6,3% -1,4% -1,2% -13,0% -15,5%
Sådan klarede den gennemsnitlige investor sig i tyske aktiefonde
Fondsnavn Fondsafkast 3 år Investor-afkast 3 år Fondsafkast 5 år Investor-afkast 5 år Fondsafkast 10 år Investor-afkast 10 år
Danske Invest Tyskland -4,8% -9,4% - - - -
Sydinvest Tyskland -12,0% -17,1% - - - -

Afkast opgjort pr. 30/9/2010 og i DKK. Afkast udover 12 mdr. er annuliseret

Tabellen viser fondenes officielle afkast samt hvad den typiske investor i gns. har realiseret i afkast over samme periode

Kilde: Morningstar Direct

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser