Danske fonde trækker fra udlandet

Udviklingen i ratingen på danske fonde tyder på at fondene klarer sig bedre gennem krisen, sammenlignet med fonde fra resten af Europa.

Karsten Henriksen 14/04/2008
Facebook Twitter LinkedIn

De danske fonde går atter frem i Morningstar Rating, når der ses på gennemsnittet af samtlige 392 bedømte fonde og dermed lægges der yderligere afstand til Finland og de øvrige europæiske lande i ranglisten. Det danske snit er på hele 3,49 stjerner mens Italien, som atter indtager den dårligste placering i bunden af listen må nøjes med et snit på bare 2,70 stjerner.

Landenes rangliste i Morningstar Rating™
Land Snit - Marts Snit - Februar
Danmark 3,49 3,45
Finland 3,42 3,41
Norge 3,29 3,31
Schweiz 3,29 3,23
Sverige 3,25 3,26
Frankrig 3,22 3,21
Holland 3,18 3,20
Belgien 3,17 3,14
Tyskland 3,11 3,13
Storbritannien 3,09 3,10
Irland 3,00 3,00
Spanien 2,94 2,87
Østrig 2,94 3,05
Luxembourg 2,83 2,82
Italien 2,70 2,65

Det er ikke noget nyt at de danske fonde klarer sig godt når der sammenlignes med udlandet. Men ratingen er blevet stadig bedre gennem de senere år og det kan der være flere årsager til. Dels er der en tendens til at foreningerne lukker eller fusionerer dårlige fonde, så de forsvinder fra markedet og det får statistikkerne til at se bedre ud. Dette er dog ikke noget isoleret fænomen for Danmark, da man ser samme tendenser i udlandet.

De danske fonde ligger blandt de billigste i Europa, og skønt de kunne være endnu billigere, så er det relativt lave omkostningsniveau med til at gøre de danske fonde konkurrencedygtige når der sammenlignes med de europæiske fonde – det er jo netop det stjernerne er et udtryk for.

Skønt man skal være varsom med at tale om tendenser, så synes der, at være en tendens til at de danske fonde trækker fra de udenlandske konkurrenter i tider med uroligheder på de finansielle markeder. Forklaringen skal måske findes i de danske placeringsregler, der blandt andet stiller krav til spredningen af de underliggende aktiver. Den danske lovgivning kan således være medvirkende til, at de danske fonde har lidt mere defensive egenskaber end den gennemsnitlige udenlandske fond og i tider, hvor markederne er negative, som nu, så giver det altså bedre resultater end de fonde der ligger med snævre porteføljer eller på anden måde har påtaget sig en større risiko.


SEB holder føring

I ranglisten over de danske foreningers indbyrdes konkurrence holder SEB fast i topplaceringen og er endda gået yderligere frem siden sidst til et snit på 4,12 stjerner på baggrund af 17 bedømte fonde. Carnegie ligger uændret med 4,00 stjerner i snit på andenpladsen, mens Sparinvest er gået en plads frem siden sidst til nummer tre med et snit på 3,92.

Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - Marts Antal Snit - Februar
SEB 4,12 17 4,06
Carnegie WorldWide 4,00 6 4,00
Sparinvest 3,92 13 3,69
Jyske Invest 3,81 26 3,62
Nykredit Invest 3,67 12 3,75
Sydinvest 3,67 18 3,67
BankInvest 3,57 35 3,49
Sparindex 3,45 11 3,18
Nordea Invest 3,41 41 3,35
Danske Invest-gruppen 3,39 74 3,30
EgnsINVEST 3,00 14 3,00
Lån & Spar Rationel Invest 2,89 9 2,89
Alm. Brand Invest 2,86 7 2,71
Midtinvest 2,70 10 2,60
ABN AMRO Invest 2,67 9 2,67

Jyske Invest er gået to pladser frem og ligger nu som nummer fire og til gengæld er Nykredit rykket to pladser tilbage, så foreningen nu deler femtepladsen med Sydinvest. Nykredit har ellers længe ligget i toppen af den danske rangliste.

Nordea Invest der for første gang i sidste måned overhalede Danske Invest-gruppen i ranglisten, ligger igen i denne måned marginalt foran med et snit på 3,41 stjerner på baggrund af 41 bedømte fonde.

Udenfor den officielle rangliste, der kræver mindst fem fonde bedømte i Morningstar Rating ligger der foreninger med fonde, som har klaret sig helt i top, sammenlignet med de europæiske konkurrenter. Seks fonde fra disse foreninger har opnået topkarakteren 5 stjerner og de kan alle ses i tabellen her på siden. Der er tale om ganske forskellige fonde. Fra Gudme Raaschou er det foreningens nordiske aktiefond, som fornyelig blev rated for første gang. Også den lille uafhængige forvalter Independent Invest deltager i det fine selskab med deres globale aktiefond. Den socialt ansvarlige globale aktiefond Investin SRI –aktier er et bud på at afkast og etik godt kan følges ad.

5-Stjernede fonde udenfor den officielle rangliste
Fond navn Morningstar Kategori™ Morningstar Rating™
Gudme Raaschou Nordic Alpha Norden - Aktier 5
Independent Invest Global Globale Large Cap Blend - Aktier 5
Investin SRI-aktier Globale Large Cap Blend - Aktier 5
SKAGEN Global Globale Large Cap Blend - Aktier 5
SKAGEN Kon-Tiki Globale Nye Markeder - Aktier 5
SKAGEN Vekst Globale Mid/Small Cap - Aktier 5

Herudover findes der tre topfonde fra den norske forvalter Skagen. Fondene er netop begyndt at opgøre indre værdi i danske kroner, men man skal ikke tage fejl af det danske look and feel – skattevæsenet betragter nemlig fortsat fondene som udenlandske og derfor skal man være opmærksom på, at det typisk ikke kan betale sig at investere i disse fonde for frie midler. For pensionsmidler og under virksomhedsskatteordningen og for midler fra børneopsparingen er beskatningen derimod ensartet.

Morningstar Rating er en europæisk sammenligning, hvor fondene bliver bedømt på, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år i forhold til tilsvarende fonde indenfor samme kategori i hele Europa.

Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen. Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i 160 kategorier. I marts var der i alt 392 danske fonde, som indgik i bedømmelsen og på europæisk plan var tallet ikke mindre end 35.401 fonde. Her på sitet kan man se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond.

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser