Danske fonde er Europas bedste

De danske fonde under ét, er for første gang blevet bedømt som de bedste i Europa foran Finland. Og på den nationale rangliste har SEB overtaget førstepladsen.

Karsten Henriksen 17/03/2008
Facebook Twitter LinkedIn

De danske foreninger har i februar sat rekord med det højeste snit i Morningstar Rating til dato på hele 3,45 stjerner på baggrund af samtlige 392 bedømte fonde. For første gang ligger de danske fonde som nummer ét i ranglisten foran Finland, der ellers har ligget som suverænt det bedste land siden marts 2003.

Et tal over 3,00 viser at det gennemsnitlige udbud af fonde i Danmark er over middel i europæiske sammenhæng og samtidig er snittet så højt at ingen af de 14 andre europæiske lande kan være med. Kvaliteten af de danske fonde er steget støt over en årrække. Det er imidlertid ikke alle fonde, der er blevet bedre. Nogle er blot

blevet lukket og andre fusioneret ind i bedre fonde. Det er med til at få det samlede udbud til at se mere attraktivt ud og med til at give illusionen om stigende kvalitet.

Landenes rangliste i Morningstar Rating™
Land Snit - Februar Snit - December
Danmark 3,45 3,39
Finland 3,41 3,43
Norge 3,31 3,33
Sverige 3,26 3,26
Schweiz 3,23 3,21
Frankrig 3,21 3,21
Holland 3,20 3,20
Belgien 3,14 3,16
Tyskland 3,13 3,13
Storbritannien 3,10 3,10
Østrig 3,05 3,00
Irland 3,00 3,01
Spanien 2,87 2,92
Luxembourg 2,82 2,84
Italien 2,65 2,59

Fonde der ikke lever op til forventningerne bliver også lukket i de øvrige lande, så illusionen er ikke isoleret til danske fonde og dermed kan vi i Danmark være tilfredse med topplaceringen, som er opnået på et sammenligneligt grundlag. En væsentlig pointe er imidlertid, at det er gennemsnittet af de danske fonde, som er bedre end gennemsnittet af de udenlandske. Det vil sige, at det ikke er alle de danske fonde, som er bedre end de udenlandske. På det danske marked findes der eksempelvis 11 fonde, som kun har én stjerne og dermed er blandt de ti pct. ringeste i hele Europa. Herudover findes der 50 danske fonde med kun to stjerner, hvilket betyder at de er blandt den ringeste tredjedel i Europa. Og selvom en fond har tre eller fire stjerner, så er der stadig andre fonde som har klaret sig endnu bedre. Der er altså to gode nyheder, Danmark er bedst i Europa og der er stadig rigelig af plads til forbedring.


SEB er ny dansk 1’er

Selvom Carnegie har et snit på 4,0 stjerner, samme som i december måned, så bliver det alligevel kun til en andenplads i februar. Foreningen har ellers ligget i spidsen i de fleste måneder siden juni sidste år. Den nye indehaver af førstepladsen er SEB, der både er kommet stærkt igen det seneste år, når man ser på antallet af pladser foreningen er kravlet op ad listen, men også målt på den gennemsnitlige rating, som er helt oppe på 4,06 stjerner, selvom foreningen deltager med hele 17 bedømte fonde.

Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - Februar Antal Snit - December
SEB 4,06 17 3,76
Carnegie WorldWide 4,00 6 4,00
Nykredit Invest 3,75 12 3,67
Sparinvest 3,69 13 3,43
Sydinvest 3,67 18 3,56
Jyske Invest 3,62 26 3,54
BankInvest 3,49 35 3,50
Nordea Invest 3,35 40 3,22
Danske Invest-gruppen 3,30 73 3,34
Sparindex 3,18 11 3,60
EgnsINVEST 3,00 12 2,92
Lån & Spar Rationel Invest 2,89 9 2,67
Alm. Brand Invest 2,71 7 2,71
ABN AMRO Invest 2,67 9 2,56
Midtinvest 2,60 10 2,70

På tredjepladsen ligger Nykredit med 12 bedømte fonde og et snit på 3,75 stjerner. Det er en lille fremgang siden december, men placeringen er uændret. Derimod er fjerdepladsen helt ny. Det er Sparinvest der er sprunget fire pladser op fra en ottende plads i julen. Snittet er oppe på 3,69 stjerner på baggrund af 13 bedømte fonde. En væsentlig del af fremgangen skyldes imidlertid, at foreningens passive en-stjernede fond, OMXC20 er blevet flyttet fra Sparinvest over under Sparindex. Dermed tynger fonden ikke længere snittet for Sparinvest, men derimod er det Sparindex det går ud over. Hovedsageligt derfor er Sparindex gået seks pladser tilbage siden december.


Fremgang til Nordea Invest

Nordea Invest er atter gået frem og er nu oppe på et snit på 3,35 stjerner på baggrund af 40 bedømte fonde. Det rækker til en ottendeplads i den samlede stilling. Det er samtidig det højeste snit foreningen nogensinde har opnået og for første gang ligger Nordea Invest bedre placeret end Danske Invest-gruppen, der kommer ind som nummer ni i denne måned.

Udenfor den officielle rangliste, som kræver minimum fem fonde bedømt i Morningstar Rating, ligger den norske forening SKAGEN med fire fonde, der alle har fået topkarakteren fem stjerner. En anden forening, som ikke er med i den officielle rangliste, er ATP Invest, idet dens fonde kun kan købes via Folkebørsen.dk. Foreningen har 14 fonde bedømt i Morningstar Rating med et imponerende snit på 4,64 stjerner. Den lille uafhængige forening Independent Invest har en bedømt fond med fem stjerner.

Morningstar Rating er en europæisk sammenligning, hvor fondene bliver bedømt på, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år i forhold til tilsvarende fonde indenfor samme kategori i hele Europa.

Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen. Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i 160 kategorier. I februar var der i alt 392 danske fonde, som indgik i bedømmelsen og på europæisk plan var tallet ikke mindre end 34.871 fonde. På www.berlingske.morningstar.dk kan man se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond.

Fonde der i januar eller februar blev rated for første gang
Fond navn Morningstar Kategori™ Morningstar Rating™
BankInvest Global Eq.(Etisk) Global Large Cap Blend - Aktier 4
Danske Invest Erhverv Aktier Højt Udbytte Europa Large Cap Value - Aktier 5
Merchant Invest Østeuropa Konvergens Europa Nye Markeder ex. Rusland - Aktier 3

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser