Mange vindere i kåringernes jungle

Der kommer stadig flere kåringer af fonde og foreninger i de danske medier og holder man ikke tungen lige i mund kan man som investor nemt miste overblikket. Kåringerne kan dog sagtens være nyttige, hvis de bruges rigtigt.

Karsten Henriksen 14/01/2008
Facebook Twitter LinkedIn

I takt med investeringsforeningens udbredelse og popularitet er der helt naturligt kommet mere fokus på deres præstationer. Morningstar har de seneste seks år tildelt stjerner til foreningernes fonde på månedlig basis og en gang om året kåret årets investeringsforening.

Der kommer imidlertid flere og flere kåringer til fra både aviser, foreninger og sågar udenlandske tidsskrifter. Således blev Jyske Invest kåret som bedste Europæiske fondshus på aktiefonde af Global Investor Magazine i efteråret 2007, på baggrund foreningens gennemsnitlige Morningstar Rating på aktiefonde.

I december blev den norske forvalter SKAGEN kåret som årets bedste investeringsforening af JyllandsPosten. Ganske snart kommer årets kåringer så fra Morningstar og i februar plejer Dansk Aktionærforening at uddele medaljer til de bedste fonde ud fra deres egen model. Herudover er der de månedlige ranglister over de danske foreninger, som ligeledes bliver opfattet som en slags månedlig kåring.


Forskellige resultater

Analyser, rangliste og kåringer er grundlæggende en god ting, da de sætter fokus på gode og dårlige præstationer og forhåbentlig er med til at fremme konkurrencen i branchen. Men de mange og forskellige kåringer kan også være med til at skabe forvirring blandt investorerne.

Hvordan forholder man sig eksempelvis til, at Jyske Invest blev kåret som nummer ét i Europa mens foreningen på samme tid lå på en fjerdeplads på den danske foreningernes rangliste? Svaret er at forudsætningerne for de to analyser er forskellige uden på nogen måde at være forkerte eller vise forkerte resultater.

Den europæiske sammenligning fra Global Investor Magazine så kun på foreninger med 30 eller flere ratede aktiefonde og det har Jyske Invest, når man inkluderer deres internationale fondsudbud. I den danske rangliste kræves der kun 5 fonde bedømt i Morningstar Rating og her ses der på alle bedømte fonde og ikke kun aktiefonde. I denne sammenligning klarede både Nykredit, Carnegie og BankInvest sig bedre.

Der kan således være stor forskel på hvem der vinder afhængig af hvilke forudsætninger der ligger til grund for kåringen og det bør man som investor være opmærksom på. Dog skal forudsætningerne være meget skæve før end en decideret ringe fond eller forening bliver nummer et, hvilket heldigvis ikke er noget man normalt ser.

På samme vis vil det være forskellige kriterier, der er relevante når den enkelte investor skal vælge blandt de mange fonde på markedet. Nogle er mest til aktiefonde andre mest til obligationsfonde. Det kommer an på mange forhold omkring investor, som dennes formue, tidshorisont, risikovillighed altså det man normalt kalder for investors risikoprofil.


Sund fornuft og kritisk sans

Man bør altid sætte sig grundigt ind i forudsætningerne for en analyse før man tillægger den vægt i investeringsbeslutningen. Det gælder både når en fond eller en forening bliver kåret som årets bedste, men det gælder også når man som investor vælger en fond på egen hånd ud fra eksempelvis Morningstar Rating. Man bør forstå hvad man kan og ikke kan bruge ratingen til før den er værdiskabende i investeringsprocessen. Og sådan er det med en hver anden kåring eller analyse af investeringsforeninger eller fonde.

Hvis forudsætningerne ikke er relevante for en given investor, så er analysen det heller ikke. Lidt simplificeret så giver det ingen værdi for en obligationsinvestor at læse om Jyske Invest kåring som Europas bedste aktieforvalter, mens kåringen tilgengæld er ganske interessant for aktieinvestorer.

Uanset analyser, kåringer, ranglister og ratings, så er det helt afgørende, at man som investor sætter sig grundigt ind i en fond inden der investeres rigtige penge. Det er godt og nyttigt med hjælpemidler og inspiration, men i sidste ende skal man danne sig en mening og forventning selv, inden man inviterer en ny fond ind i den samlede portefølje.

Med den kritiske sans og sunde fornuft i baghovedet kan investorerne se frem til Morningstars snarlige kåringer af de bedste fonde på det danske marked inden for udvalgte Morningstar Kategorier – men husk at læse forudsætningerne for kåringen.

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser