I USA ruller skandalerne i finanssektoren. Først var det aktieselskaberne, der var i fokus. Så var det investeringsbankerne, dernæst mæglerne på verdens største børs New York Stock Exchange, og sidst men ikke mindst begyndte de første skandaler i fond-industrien (de amerikanske investeringsforeninger) at komme frem i lyset i starten af september.
Og så småt begynder de danske medier at skrive om den igangværende skandale blandt de amerikanske investeringsforeninger eller fund companies.
Historien er måske ikke direkte relevant for investorerne herhjemme, men interessant nok, for den handler om, hvordan de store fondshuse for egen vindings skyld har givet enkelte større, professionelle kunder særlige rettigheder, som de har kunnet udnytte til skade for de almindelige investorer i fondene eller afdelingerne.
Det hele startede i begyndelsen af september, da det kom frem, at statsanklageren for New York, Eliot Spitzer, ham der bragte flere store Wall Street-banker i knæ for deres inhabile rådgivning under IT-boblen, annoncerede, at hans kontor var i gang med at undersøge fire fondshuses gøren og laden.
De private tabte
Sagerne drejer sig om tilladelse af handel til dagens pris (en gammel pris) efter markedet var lukket om aftenen, og derved kunne de heldige investorer handle på nyheder, der var kommet efter markedets lukning. Den næste morgen, når markedet indrettede sig på nyheden, kunne de så sælge med gevinst.
Et andet forhold var såkaldt market timing, hvor enkelte kunder gik ind og ud af en fond flere gange henover dagen. De dygtigste hedge fonde kunne på den måde sikre sig gode gevinster uden nævneværdig risiko.
Og fondshusene har tilladt enkelte investorer på den måde at udnytte forskellen mellem den offentliggjorte og den reelle indre værdi, fordi de mange hurtige handler har øget deres indtjening på handelsgebyrer.
Den første praksis er direkte ulovlig i USA, mens den anden ofte strider mod fondshusenes egne regler. I prospekterne skriver man ofte, at man ikke vil tillade kunder at købe og sælge den samme fund flere gange henover en dag.
Men det er teknik. Det værste er dog, at begge dele er til skade for de investorer, der er med i en fond på lang sigt. Hver gang en hedge fund har tjent penge på de hurtige eller sene handler, så har det forringet formuen i fondene og derved udvandet værdien til skade for alle andre investorer. Det strider mod det grundlæggende princip for investeringsforeninger eller fonde, at alle medlemmer eller investorer er stillet ens!
Morningstar siger sælg
Siden de første forlydender har flere aktører erkendt deres skyld. Enkelte har allerede accepteret bøder og flere folk er blevet fyret.
De oprindeligt fire fondshuse - Bank of Americas Nations Funds, Janus, Strong og Bank One - i søgelyset har fået følgeskab af Alger Funds, der har indgået et forlig med det amerikanske børstilsyn. Og i Massachusetts har anklagemyndigheden nu også kig på Putnam med 1700 mia. kr. under forvaltning, Fidelity, der er verdens største investeringsforening, Morgan Stanley og Franklin Ressources.
I Danmark er Morningstar endnu ganske ny for mange, men i USA har Morningstar eksisteret siden 1984, og mange investorer, utroligt mange, går til Morningstar for en holdning til de mange skandaler, som oprulles. I denne forbindelse har Morningstar stået fast og været stærkt kritisk over for foreningerne i USA – og i flere tilfælde rådet de private investorer til at sælge ud af fonde hos de selskaber, der ikke har haft den rette etik (med forbehold for, at den enkelte dog bør vurdere sin egen situation i forhold til eksempelvis skat).
Morningstars holdning kan ses som et spejl af de omfattende krav investeringsforeningerne selv stiller til aktieselskaberne om information, data, åbenhed og korrekthed. Når en fond investerer, så kræver den gennemsigtighed i selskabet, et højt informationsniveau, orden i regnskaberne og selvfølgelig, at der ikke foregår uregelmæssigheder eller ulovlige ting.
Det samme må den private investor forlange af fondene. De eksempler, som er oprullet i USA gælder selvfølgelig ikke alle fonde hos de nævnte fondshuse, men eksemplerne er klare tegn på mangler i de administrative systemer, som skulle forhindre sagerne, og ligeledes store mangler i fondshusenes forretningskultur. Hvis salgschefen kan tillade en tvivlsom praksis, og porteføljemanageren finder sig i den, så er kulturen i organisationen ikke tilfredsstillende.
Etikken kommer først
Selvfølgelig er det rart at kunne varme sig på gode afkast. Det er også sådan, at flere af de skandaleramte fonde og fondshuse alligevel har formået at give deres investorer gode relative afkast.
Men det er bare ikke nok, og det er ikke tilstrækkeligt til at kunne gemme sig bag. Går det skidt for den enkelte fond, bliver det jo blot værre af, at enkelte kunder kan skumme af fløden.
I første omgang må man som privat investor kunne have tillid til, at alting gøres på korrekt vis i investeringsforeningerne, det må være grundlæggende. Man må kunne have tillid til, at alle behandles lige både hvad angår en absolut fri adgang til information og data samt til ensartet handelsvilkår.
Etikken må komme først, og bagefter kan man så se sig om efter de bedste produkter.
Ikke i Danmark?
At fondshusene i USA har haft interesse for at give særlige kunder særlige rettigheder skal findes i ejerstrukturen omkring fondshusene. Til forskel for Danmark er man som investor ikke ejer af foreningen, men derimod blot indskyder i den enkelte fond. Fondshusene er derimod ofte ejet direkte af bankerne, er børsnoterede eller er privatejede. Derfor har fondshusene i USA en interesse i at skabe indtjening på gebyrerne, for det slår igennem på bundlinien.
I Danmark er foreningerne jo ejet af medlemmerne. Foreningerne er således ideelt set til for deres skyld, og øgede gebyrer og omkostninger er således direkte til skade for ejerne, der har indskudt opsparingen i foreningerne. Derfor har man i Danmark ikke det samme paradoks som i USA.
Men den hellige grav er ikke velforvaret, da foreningerne typisk ikke er helt så uafhængige, som de ynder at påstå. Hovedparten har alle forskellige afhængighedsbånd til en enkelt eller få udvalgte bankers kapitalforvaltning, børsmæglere, depotselskaber og ikke mindst filialerne, som sælger beviserne til de private. Og for alle ydelserne modtager bankerne penge fra foreningerne.
Derved kan bankerne have en interesse i at skabe øget omsætning, som man har set det i USA, og det er således op til foreningerne og deres administrationsselskaber at modstå et sådan pres, skulle det forekomme. Og netop derfor har medierne i Danmark så meget fokus på omkostningerne i foreningerne.
Indtil nu har man ikke set skandaler i Danmark, men garantier er der ingen af… man kan blot håbe på, at etik og moral, gennemsigtigheden og åbenheden kommer før alt andet.
