Nye prisfald i Nordea Invest

Nordea Invest fjernede i foråret tegningsprovision og forenklede omkostningsstrukturen.  Foreningen er atter på banen med nye prisreduktioner, som gør det endnu mere attraktivt for investorerne at handle fondene i Nordea Invest.

Facebook Twitter LinkedIn

I foråret kickstartede Nordea Invest det som skulle vise sig at blive en bølge af prisreduktioner i danske investeringsforeninger. Nordea Invest var først med omfattende permanente reduktioner i det såkaldte emissionstillæg i alle foreningens fonde.

Årsagen til de reducerede emissionstillæg var afskaffelsen af tegningsprovisionen, der traditionelt er den største enkeltpost i emissionstillægget. Nordea Invest fjernede i ét hug tegningsprovisionen og et andet mindre tillæg, som dækkede markedsføringsudgifter, i samtlige fonde. Tegningsprovisionen er en betaling fra foreningen til investeringsrådgiveren (ofte en bank) og kan mest af alt betragtes som en tak ”fordi du anbefalede vores fond,” og herunder betaling for, at banken ydede rådgivning til investor i forbindelse med købet.

Tegningsprovisionen gled simpelthen ud af emissionstillægget og opkræves ikke længere, når investorerne køber investeringsbeviser i fondene. Dermed er det blevet betydeligt billigere at købe dem. Det kommer først og fremmest alle investorer til gode, men afskaffelsen af tegningsprovisionen sikrer også, at ingen investorer betaler for en rådgivningsydelse, som de ikke nødvendigvis benytter sig af.

Langt hovedparten af alle private investorer betaler i forvejen for rådgivning via markedsføringsprovisionen, der en delkomponent af investeringsforeningernes løbende omkostninger. Derfor virkede initiativet i foråret fra Nordea Invest om helt at fjerne tegningsprovisionen fornuftigt og i tråd med investorernes interesser, således at ingen investorer betaler for rådgivning mere end én gang.

Flere fulgte trop

Siden Nordea Invest i foråret sandsynligvis tog fusen på konkurrenterne fulgte flere andre foreninger trop med lignende prisreduktioner. Nogle tog skridtet fulgt ud som Nordea Invest og fjernede tegningsprovisionen permanent på hele fondspaletten. Andre fjernede tegningsprovisionen midlertidig i udvalgte fonde, mens andre gennemførte permanente reduktioner, men igen i begrænsede dele af fondsudbuddet. En enkel forening sænkede ganske vist emissionstillægget, men benyttede samtidig lejligheden til at hæve fondenes løbende omkostninger.

Argumenterne for at reducere tegningsprovisionen var delte. Midlertidige reduktioner var typisk begrundet i renteniveauet, og midlertidige prisfald blev hovedsaligt gennemført i danske obligationsfonde.

Nordea Invest fremhævede dengang, at fjernelsen af al tegningsprovision i foreningen var et resultat af en gunstig forhandlingsposition over for dens primære samarbejdspartner og distributør, Nordea Bank.

Ifølge Morningstars oplysninger er der nu gennemført prisreduktioner i 168 danske fonde siden Nordea Invest kickstartede bølgen.

Efter Morningstars opfattelse burde argumentationen for afskaffelsen af tegningsprovisionen fra alle investeringsforeninger være, at ingen investorer skal betale to gange for rådgivning, hvilket de facto er tilfældet så længe investorerne både betaler tegnings- og markedsføringsprovision.

Bedre ratings

Morningstar ratings af investeringsforeninger opdateres hver eneste måned. En af komponenterne i ratingen er omkostninger, og lavere omkostninger vil alt andet lige føre til bedre ratings. Belønningen for investeringsforeninger med permanente reduktioner i emissionstillægget er da heller ikke udeblevet.

Både Danske Invest og Nordea Invest - begge har gennemført omfattende reduktioner i emissionstillægget – er på seneste rangliste over danske foreninger placeret i top som henholdsvis to’er og tre’er. I rating-beregningen er det netop korrektionen for emissionstillæg og indløsningsfradrag, som løfter rating-snittet for de to investeringsforeninger mest.

Det er blot med til at understrege betydningen af, at investorerne bør fokusere på omkostninger og ikke betale mere end nødvendigt. Hver eneste krone sparet udmønter sig i tilsvarende højere afkast, og derfor er et skarpt øje på omkostningerne en af de nemmeste genveje til bedre afkast.

Nye prisreduktioner

Nordea Invest er nu aktuel med nye prisjusteringer. I hovedparten af fondene betyder det reducerede omkostninger, og denne gang er det kurtagen, i forbindelse med køb og salg af fondenes værdipapirer, som justeres. De justerede kurtagesatser resulterer i lavere emissionstillæg og indløsningsfradrag. Udover det igen er blevet billigere at købe fondene, så er det nu også mere fordelagtigt at sælge fondene.

Hvor billigt det i alt er blevet kan illustreres med Nordea Invest USA – en af fondene med størst besparelse for investorerne. Efter de gamle priser fra før april ville det koste investorerne op til 9.375 kr. at købe og sælge 500.000 kr. i Nordea Invest USA, mens prisen i dag er sølle 500 kr. I den populære Nordea Invest Stabile Aktier er besparelsen på køb og salg af 500.000 kr. i omegnen af 8.100 kr. I Nordea Invest Basis 2 – en populær balanceret fond – er den samlede besparelse på samme investering ca. 8.900 kr. Til de nævnte beløb skal lægges kurtage til egen bank.

Med seneste initiativ er emissionstillægget faldet yderligere i 28 fonde i Nordea Invest. Tillægget er hævet i tre fonde, men er fortsat betydelig under niveauet fra før første prisreduktion i april. Tilsvarende sænkede Nordea Invest indløsningsfradraget i 32 fonde og hævede det i fire fonde. Derudover er markedsføringsprovisionen fornylig blevet hævet i to af foreningens fonde.

I Danske Invest er indløsningsfradrag og emissionstillægget tilsvarende justeret yderligere ned i otte indeksfonde.

Vi hilser initiativerne fra Nordea Invest og flere andre foreninger velkommen og håber endnu flere følger op med tilsvarende permanente prisreduktioner i både emissionstillæg og indløsningsfradrag. Hvis det også kan lykkedes investeringsforeningerne – på vegne af investorerne – at forhandle sig frem til reducerede løbende omkostninger, vil det virkelig være noget som batter og udtryk for stordriftsfordele.

Artikel

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser