Brasilien trækhest i Latinamerika

Brasilien skal trække væksten i den Latinamerikanske region, men trods god historik er der ikke entydige holdninger til hvor attraktiv fremtiden er.

Karsten Henriksen 31/10/2005
Facebook Twitter LinkedIn

Morningstar Kategorien ’Latinamerika – Aktier’ er den bedst performende kategori de seneste tre år med et gennemsnitligt afkast for alle de europæiske fonde i kategorien på 171 pct.. Men afkastene topper også listerne for det seneste år, siden årsskiftet og sågar de seneste tre måneder. Risikoen i denne kategori er til gengæld helt i top og langt over eksempelvis ’Danmark – Aktier’, der i samme periode har fulgt rigtig godt med på afkastet.

De latinamerikanske aktiemarkeder har været gunstige i en længere periode og derfor har Morningstar sat ekstra fokus på netop denne region i den seneste European Fund Trend undersøgelse, som udarbejdes månedligt på baggrund af svar fra fondsselskaber fra hele Europa.

Der er en tendens til at fondshusene kommer med nye produkter når tiderne er gode. Produkter er ofte udspringere af gode investeringshistorier og de seneste trends i markedet, som er lette at sælge ind til de private investorer. Eksempler herpå er fonde med fokus på enkelt lande i asien som Kina eller Indien. Et andet og nærmest klassisk eksempel på fonde der opstår på baggrund af en ”hot” trend var tilbage i slut halvfemserne med lanceringen af smalle IT fonde med tårnhøj risiko, hvor porteføljemanagerne under den snævre investeringsmålsætning reelt set ikke havde mulighed for at skifte over i mere sikre papirer da IT boblen punkterede.

Dette er ikke en hentydning til, at de latinamerikanske markeder har boblestatus, men derimod at det ikke altid er hensigtsmæssigt med et for smalt investeringsfokus når der investeres i høj risiko markeder.


Flest tror på Brasilien

Til spørgsmålet om hvilket af de to betydende latinamerikanske markeder Mexico og Brasilien der kommer til at bidrage med den højeste vækst de kommende fem år, er der stor enighed blandt de adspurgte, hvor 82 pct. tror mest på Braislien. Flertallet af de adspurgte har ligeledes de største positioner investeret i Brasilien.

Ser man alene på porteføljerne for de danske fonde med investeringer i Latinamerika, så er det ikke ualmindeligt med en andel på 60 pct. i Brasilien. Dermed er der en del fonde, hvor afkast og risiko pt. i høj grad bestemmes af udviklingen i Brasilien. Når vækstudsigterne eller investeringsklimaet ændrer sig, har fondene mulighed for at justere porteføljerne hen mod nye vækstlande inden for deres overordnede investeringsmålsætning. Netop derfor er det betrykkende, at høre, at hele 97 pct. af de europæiske fondshuse ifølge European Fund Trends ikke har planer om at lancere fonde med et rent landefokus på Brasilien eller Mexico.


Fremtid og risiko

Til spørgsmålet om hvilke aktiemarkeder der kommer til at klare sig bedst og dårligst de kommende 12 måneder er der ikke synlig fokus på Latinamerika, hverken på den positive eller negative side. 10 pct. mener det bliver det bedste marked, mens 6 pct. mener det bliver det dårligste.

Der er altså ikke nogen entydig eller tungtvejende retningspil for de latinamerikanske aktier i undersøgelsen. Ser man på hvordan fondshusene rent faktisk prioriterer investeringerne i deres globale porteføljer hænger det ganske godt sammen med besvarelserne ovenfor. Der er nemlig i snit kun investeret 0,9 pct. i Latinamerika, på baggrund af 509 europæiske porteføljer med globale aktier.

Obligationsmarkederne i regionen er heller ikke de mest attraktive for tiden ifølge de europæiske fondshuse. 33 pct. af de adspurgte peger på obligationerne, som investeringer, der i øjeblikket bør undgås, mens kun 8 pct. af de adspurgt mener det er en rigtig god investering.

Afkastet i de latinamerikanske fonde har været højt, også set i forhold til udviklingen i de globale aktiemarkeder som helhed. Sammenlignes til gengæld med Danmark er afkastet skønt det er højere, set over tid ikke bemærkelsesværdigt højere. Derimod er det helt tydeligt, at risikoen har været langt højere i de latinamerikanske fonde. Ses der på standardafvigelsen, som er et mål for hvor meget værdien svinger op og ned, så ligger Latinamerika med en standardafvigelse på 20,1 pct. og er dermed blandt de fem mest risikable kategorier. Til sammenligning har fonde med danske aktier kun haft en standardafvigelse på 13,9 pct..

Latinamerika kan have sin berettigelse i de lidt mere aggressive private investorers porteføljer, men andelen bør ikke blive for stor.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser