Latinamerika starter svagt

Efter et forrygende 2003 er de latinamerikanske aktier vaklet ind i det nye år. Inflationsfrygt i Brasilien får skylden

Sten Blindkilde 16/02/2004
Facebook Twitter LinkedIn

Ovenpå et 2003, hvor ingen andre Morningstar Kategorier™ kunne følge ’Latinamerika – Aktier’ har fondene, som fokuserer på samba- og sombrero-aktierne haft en noget vaklende start i 2004.

I 2003 gav den gennemsnitlige fond i Europa i kategorien ’Latinamerika – Aktier’ et afkast på lige knap 41 pct., men selv om året er startet i plus for fondene i investeringsuniverset, så ser man ikke den samme dominans her efter årets første seks-syv uger. 2,8 pct. er det i snit blevet til, hvilket placerer denne type fonde helt nede på en 32. plads med langt op til eksempelvis ’Danmark – Aktier’ med mere end 10 pct. i plus og ’Central – og Østeuropa – Aktier’, som er steget mere end fem pct.

Investorerne herhjemme kan dog glæde sig over, at de syv fonde, som danskerne kan købe næsten alle klarer sig bedre end gennemsnittet med eksempelvis 7,3 pct. i plus til BankInvest Latinamerika.


Stigende tillid

De latinamerikanske aktier halter således indtil nu i år efter de andre nye markeder i Østeuropa og i Asien. Den noget ringere performance i regionen skyldes først og fremmest to forhold; frygt for stigende rente i USA og inflationsfrygt i Brasilien.

Hidtil har regionen syd for USA’s grænse nydt godt af det amerikanske opsving og hjulpet de latinamerikanske aktier, der kom langt nedefra efter kriserne i Brasilien og Argentina. De kraftige stigninger i 2003 skyldtes også et markant skifte i tilliden og risikovilligheden hos investorerne.

Eksempelvis var det blot 6 pct. af de europæiske fondshuse, som i Morningstars European Fund Trends i januar 2003 betragtede Latinamerika som det mest interessante marked, mens det i januar i år var mere end det dobbelte antal.


Brasiliens skyld

Den lidt haltende start i 2004 har først og fremmest skyldtes Brasilien. De brasilianske aktier tabte faktisk 4,4 pct. i januar målt i dollar, hvilket især har ramt de fonde, som har størst eksponering til sambalandet, og den typiske fond i kategorien har i snit lidt under 50 pct. af investeringerne i Brasilien.

Faldet i januar skyldtes spekulationer om, at den amerikanske centralbank i år vil begynde at løfte renten, da højere renter i USA vil gøre investering i Brasilien mindre attraktivt for mange udenlandske investorer. Og Brasilien er ekstremt afhængig af udlandets investeringer.

Et andet forhold var, at den brasilianske centralbank er begyndt at frygte inflationen i Brasilien. Den var da også oppe på 9,3 pct. ved udgangen af 2003, og banken har som mål at bringe inflationen ned til 5,5 pct. ved udgangen af i år.

Det vil formentlig kræve et stop for rentesænkninger i Brasilien. Den korte rente ligger i dag på 16,5 pct., det laveste niveau i 2 år. Centralbanken overraskede da også negativt ved faktisk at fastholde sin rente i januar, og investorerne frygter på den baggrund, at en fastholdelse af renten vil bremse det brasilianske opsving.

Der er dog ikke kun dårligt at fortælle om Brasilien. De fleste investorer og analytikere mener fortsat, at de brasilianske aktier er undervurderede sammenlignet med de udviklede aktiemarkeder i USA, Europa og Japan. Samtidig mener investeringsbanken Morgan Stanley, at den nuværende risikoappetit blandt investorerne og de gode priser på råvarer især gavner lande som Brasilien.


Positivt i Mexico

Det andet meget vigtige marked for de latinamerikanske fonde er Mexico. Landet var et af de dårligste i Latinamerika i 2003 med et plus på blot 10,8 pct. Den haltende performance sidste år skyldtes først og fremmest hård konkurrence for mange af landets virksomheder fra Kina og langsom fart i vigtige strukturelle reformer. Situationen i dag er dog den, at Mexico på grund af sine tætte handelsbånd til USA, vil nyde særligt godt af det amerikanske opsving, og MSCI Mexico er da også steget med 13,7 pct. indtil nu i år – målt i dollar.

Generelt er forventningerne til latinamerikanske aktier positive – også for de brasilianske. For selv om Brasilien har skuffet i år og fået mange fonde til at reducere i landet, så er forventningen dog stadig, at det er de brasilianske aktier, som vil klare sig bedst på lidt længere sigt. Rentesænkningerne er ikke aflyst, men kun sat på hold, mens den brasilianske centralbank holder øje med inflationsudviklingen.

Den private investor bør dog holde risikoen for øje, når de kigger på fonde, som investerer i Latinamerika. Det er et usikkert aktiemarked, der stiger hurtigt, når det går godt, og som falder mindst lige så hurtigt i dårlige tider. Kun IT-fonde har gennem de seneste tre år vist større udsving end de latinamerikanske.

Fernando Luque, redaktør hos Morningstar i Madrid, bidrog til denne artikel.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser