Udviklingen på finansmarkederne i de senere år er bemærkelsesværdig. Kun afbrudt af en midlertidig opbremsning under gældskrisen i Europa er aktiemarkederne stort set steget uafbrudt siden finanskrisen ebbede ud. I samme periode er renterne faldet, obligationskurserne er dermed gået vejret og også obligationsinvestorerne kan se tilbage på en periode med pæne afkast.
Det bemærkelsesværdige består i, at kursmønstret på aktie- og obligationsmarkedet i den grad har fulgtes ad i de senere år. Uanset om investorerne foretrækker høj eller lav risiko er de blevet belønnet hæderligt i form af attraktive afkast.
Når risikable aktiver som aktier gør det godt, vil det traditionelt ske på bekostning af mere lunkne afkast blandt mindre risikable aktiver som obligationer – og vice versa. Men det er ikke tilfældet i de senere år. Vi taler ligefrem om all-time high på aktiemarkederne, men omvendt er renterne nu så langt nede, at en acceptabel forrentning blandt kvalitetsobligationer synes milevidt borte.
Faktum er et scenarie, hvor aktiemarkederne umiddelbart ligner en af få aktivklasser med udsigt til et fornuftigt afkast. Omvendt taler flere nu om en overophedning med fare for korrektion, og samtidig er udsigterne til ligefrem negative afkast på obligationssiden overhængende. Sidstnævnte har den seneste tid allerede givet forsmag på.
Så hvad skal man gøre? Flere søger mod aktiemarkedet på bekostning af obligationer. Dvs. andelen af risikable aktiver øges og defensive aktiver reduceres. Tendensen kan også blot skyldes investorernes jagt efter kortsigtede afkast. Mange private investorer vil dog erfaringsmæssigt vide, at jagten på kortsigtede historiske afkast ofte giver bristede forventninger. Det giver sig udslag i lavere afkast end forventet.
Et velkendt ordsprog går på, at man ikke skal lægge alle æg i samme kurv. Når aktieandelen øges lægges flere penge i den risikable kurv. Aktier kan spredes på lande, regioner, brancher, men historikken viser, at de ofte følges i flok, når det for alvor brænder på. Når man har mest brug for det, vil værdien af ordsproget om at sprede risikoen og minimere tabsrisikoen, miste sin effekt hvis for mange æg puttes i aktiekurven. Derfor er den optimale løsning på afkastudfordringerne sjældent at øge risikoen.
Fokuser på helheden
Derimod må man tilbage til start. Man må definere sit afkastkrav, risikovillighed og tage højde for tidshorisont, likviditetsbehov og andre faktorer med indflydelse på konstruktionen af den endelige portefølje. Stemmer kravet til afkast ikke overens med forventningerne og risikovilligheden, må det løses på andre måder end ved at øge porteføljerisikoen. Det kan være større løbende opsparing eller i sidste ende en reduktion af afkastkravet.
Det giver et godt udgangspunkt til at bygge porteføljen op om flere aktivklasser, som giver den nødvendige risikospredning. Her er investeringsforeninger en uovertruffen genvej til en bred eksponering. Antallet af aktivklasser kan variere fra investor til investor, men op til 10 fordelt over korte danske obligationer, emerging markets til hjemlige aktier vil være passende for de fleste.
I sidste ende er du selv ansvarlig for dine investeringsbeslutninger. For mange handler det om aldersdomsopsparingen, så betydningen af at tage ansvaret, kan ikke undervurderes.
