Nye fonde på markedet i 2014

En god håndfuld fonde er kommet til i 2014. De er alle aktivt forvaltede og betaler markedsføringsprovision.

Facebook Twitter LinkedIn

Private investorer får løbende nye valgmuligheder på den hjemlige fondspalette. Herhjemme er siden årsskiftet lanceret en god håndfuld fonde. Hovedparten af dem er børsnoterede og derved lettilgængelig for de fleste investorer. Vi ser nærmere på dem.

Balancerede fonde

I januar blev PFA Invest Balance A lanceret. Det er den ottende fond fra den forholdsvise nye forening PFA Invest, og den anden balancerede fond under foreningen. Modsat Balance B investerer denne nye fond mere defensivt og fonden er kategoriseret i Morningstar kategorien EUR Cautious Allocation – Global. Den investerer bl.a. i en række af foreningens øvrige fonde, og største position i porteføljen er aktuelt PFA Invest Kreditobligationer. Formuen er ca. 162 mio. kr. og løbende omkostninger forventes at udgøre 0,98 pct., hvoraf 0,05 pct. er markedsføringsprovision. Der kan være yderligere provision via underliggende fonde. Ved køb betales tegningsprovision på 0,75 pct. af et samlet emissionstillæg på 0,90 pct. PFA Invest ønsker ikke at oplyse, hvilke porteføljeforvaltere, der er tilknyttet fonden. Fonden er aktivt forvaltet.

I slutning af februar blev den balancerede fond, Alm. Brand Invest Defensiv, lanceret og som navnet antyder, er investeringstilgangen forsigtig. Maksimalt 15 pct. vil være investeret i aktier og den resterende andel og langt hovedparten er dedikeret danske og udenlandske obligationer. Strategien er med et såkaldt taktisk overlay, hvilket betyder, aktieandelen til tider kan være nul pct., hvis porteføljeforvalterne skønner det hensigtsmæssig. Fonden er den tredje balancerede fond fra Alm. Brand Invest. Investeringerne varetages af et team fra Alm. Brand Asset Management, herunder aktiechef Michael Adler og obligationschef Erik Rasmussen. Formuen er endnu beskeden med 64 mio. kr. Løbende omkostninger udgør 1,4 pct., emissionstillæg 1,2 pct. Formidlingsprovision og tegningsprovision udgør 0,20 pct. og 1,00 pct. Fonden er aktivt forvaltet.

I marts blev Investin Demetra lanceret på initiativ af Finanshuset Demetra. Det er en balanceret fond med frie investeringsrammer, hvor andelen af aktier og obligationer kan svinge i intervallet 0 til 100 pct. Andelen i aktivklasserne vil variere efter økonomiens vækstfaser, hvor aktier overvægtes i positive konjunkturer og undervægtes i recession. Den ønskede eksponering opnås primært via ETF’ere. Peter Jensen er fondens porteføljeforvalter. Foreløbig er formuen på 66 mio. kr. Løbende omkostninger forventes at være 1,67 pct., emissionstillæg 1,5 pct. Tegningsprovision er 1,00 pct. Der er indgået markedsføringsaftale med Finanshuset Demetra, men prisen for ydelsen er ikke oplyst i prospektet. Fonden er aktivt forvaltet.

Virksomhedsobligationer

Den første lancering i februar var Sparinvest Value Bonds 2017. Fonden forvaltes af Sparinvests high yield team med Klaus Blaabjerg i spidsen. Investeringsfokus er virksomhedsobligationer, hvor hovedparten af obligationerne udløber i 2017. Maksimalt 50 pct. af obligationerne udvælges i High Yield segmentet med ratings under Baa3/BBB-, og der må maksimalt investeres 50 pct. fra emerging markets. Fonden er en opfølgning på Sparinvest Value Bonds 2016 som nu er lukket for emission. Løbende omkostninger forventes i niveauet 1,36 pct., hvoraf 0,70 pct. er formidlingsprovision. Emissionstillægget er 1,65 pct. og heraf udgør tegningsprovisionen 1,00 pct. Fondens formue er nu 260 mio. kr. og strategien er aktivt forvaltet.

Stort set samtidig med lanceringen af Sparinvest fonden lancerede Sydinvest en ny fond med en lignende strategi – nemlig virksomhedsobligationer med udløb i 2017. Hovedfokus er lavt ratede obligationer med kort løbetid. Det giver muligheden for attraktivt afkast i kombination med begrænsede kursfald ved rentestigninger. Adriaan Stoffelen forvalter de ca. 740 mio. kr. som investorerne allerede har skudt i fonden. Løbende omkostninger udgør 1,05 pct. og emissionstillægget 1,85 pct. Heraf udgør markedsføringsprovision og tegningsprovision henholdsvis 0,60 pct. og 1,00 pct. Fonden er aktivt forvaltet.

Danske Invest Nye Markeder Obligationer Lokal Valuta Akk.

I april lancerede Danske Invest en akkumulerende fond til deres strategi på obligationsudstedelser i lokal valuta fra højrentelandene. Det er derfor en pedant til foreningens eksisterende fond af samme navn, men som blot udlodder optjente renter og kursgevinster. Formuen i den oprindelige udbyttefond overstiger 5,3 mia. kr. og denne nye fond er kommet fra start med 760 mio. kr. i formue. Det gør fonden til den største lancering i 2014 – målt på formuen. Danske Invest har outsourcet investeringsrådgivningen til Goldman Sachs. Her har Sam Finkelstein ansvaret for denne fond. Løbende omkostninger er 1,09 pct., emissionstillæg 1,35 pct. Markedsføringsprovision anslås at udgøre 0,5 pct. og tegningsprovision 1,0 pct. Fonden er aktivt forvaltet.

Lukkede fonde

Ifølge vores oplysninger er ingen fonde målrettet private investorer endnu blevet lukket ned i indeværende år. En enkelt fond har justeret strategien. Det er Sparinvest Index Stabile Obligationer, som nu fokuserer på korte obligationer, hvor det tidligere var obligationer med en varighed på 5 år. Med den nye strategi estimeres løbende omkostninger til 0,25 pct. Det gør fonden til en af de absolut billigste i dens kategori for private investorer, og i en aktivklasse, hvor afkastpotentialet må forventes at være begrænset, er det bestemt en attraktiv egenskab.

 

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser