Investorernes lettilgængelige kompas

Danske fonde drager fordel af konkurrencedygtige priser og gode investeringsegenskaber, når Morningstars stjerner fordeles.

Facebook Twitter LinkedIn

Morningstar Rating er en kvantitativ evaluering af investeringsforeningernes historiske præstationer. Ratingen skal hjælpe private investorer med at finde vej i den efterhånden kolossale og hastigt voksende fondsjungle. Alene i år er den vokset med fem pct. og private danske investorer kan blandt mere end 550 fonde, når sparekronerne skal investeres.

Derudover kan man let komme op mod overmagten, når ens investeringsrådgiver kommer med sine stærkeste argumenter om, hvorfor man netop skal følge hendes fondsanbefalinger. Her kan Morningstar Ratingen fungere som et uvildigt modspil til rådgiverens argumentation. Der skal trods alt stærke argumenter til at forsvare anbefalinger af fonde, der i historisk perspektiv har været blandt de dårligste.

Fonde med én Morningstar stjerne er således et udtryk for at en given fond er blandt de dårligste 10 pct. inden for dens investeringsfelt. Fem stjerner gives til de bedste 10 pct. Omvendt kan ratingen således også understøtte investeringsrådgiverens fondsanbefalinger. Danske investorer har aktuelt investeret 8,5 mia. kr. i de historisk dårligste fonde med én Morningstar stjerne, mens det tilsvarende beløb er 138 mia. kr. i fonde med fem stjerner.

Hvad der lægges vægt på

Når alt kommer til alt er det afkastet, som investorerne fokuserer på, og Morningstar Ratingen belønner fonde med gode historiske afkast. Men det trækker ned i ratingen, hvis afkastet er kommet i hus ved at fondsforvalterne løber flere risici end andre fonde med samme investeringsstrategi.

Morningstar Ratingen tager desuden højde for omkostningerne i fondene. Det er både løbende omkostninger, og dem der er forbundet med at købe sig ind og ud af fondene. Høje omkostninger kommer ikke blot til udtryk i form af et lavere afkast, men også antallet af Morningstar stjerner. Billige fonde vil derfor alt andet lige have en fordel, når stjernerne skal uddeles.

Morningstar har tidligere påvist at danske fonde ud fra en gennemsnitsbetragtning er konkurrencedygtige på prisen sammenlignet med den øvrige fondspalette i Europa. Det er et faktum, uanset hvordan det vendes og drejes. Kritikere der påstår andet taler mod bedre vidende. Det betyder ikke at danske investeringsforeninger kan hvile på laurbærrene. Foreningernes bestyrelse skal sikre at investorerne til enhver tid får de bedste vilkår. Her er omkostningerne ingen undtagelse.

Danske investeringsforeninger drager altså fordel af at være konkurrencedygtige på prisen, når stjernerne tildeles. Morningstar har også tidligere dokumenteret, at det ikke er omkostningerne alene, der placerer danske investeringsforeninger i toppen af tabellen over de bedst ratede lande i Europa. Vores beregninger fra foråret viste, at kvaliteten i den danske fondspalette ud fra en gennemsnitsbetragtning stort set var den samme i forhold til resten af Europa - uanset om præstationerne blev opgjort før eller efter omkostninger.

Sådan ligger landet

Maj Invest er den bedst ratede hjemlige investeringsforening. Det har de været siden december 2008, hvor de blev ratet for første gang. Det er næsten fire år siden. Dengang overtog de førstepladsen fra Sparinvest, der har været ude for noget af en rutsjetur siden da, og i dag er det kun Lån & Spar Invest, som er lavere ratet.

Mens Maj Invest tilsyneladende er urørlig i toppen er feltet mere tæt på de efterfølgende pladser. I 2012 er det typisk SEB, Skagen Fondene, Danske Invest og nu også Gudme Raaschou, der har været tættest på at matche Maj Invest.

I den modsatte ende af tabellen er der også en vis genkendelighed at spore. Lån & Spar Invest, Alm. Brand Invest og Handelsinvest har typisk befundet sig i den tunge ende af tabellen. Den nu lukkede EgnsINVEST var også en velkendt genganger i bunden af tabellen.  Fra tidligere omkostningsanalyser ved vi, at de tre sidstnævnte foreninger også døjer (døjede) med høje relative omkostninger, der som bekendt trækker ned i ratingen.

Alfred Berg Invest var også finde i bunden i mange år, men efter flere fusioner og en række balancerede fonde nu også rates ser billedet nu anderledes gunstigt ud for Alfred Berg. Noget tyder også på at Handelsinvest så småt er ved at finde formen. Foreningen gns. rating er nu højere end den har været længe og det lader til, at strategijusteringerne i flere af fondene for et par år tilbage begynder at bære frugt.

På landeranglisten over de bedst ratede europæiske lande topper Danmark igen listen.  Det er en position danske investeringsforeninger har fastholdt igennem hele 2012. Holland, Finland og Schweiz er typisk de lande, der er tættest på at kunne matche det danske fondsudbud. Schweiz skiller sig ud fra de øvrige europæiske lande ved at have den højeste koncentration af passivt forvaltede fonde.

Morningstar Ratingen fremhæver fonde med lavere risiko, lavere omkostninger, lavere omsætningshastighed, bedre fondsafkast, og mere stabilt investeringsteam – alle sammen parametre som direkte eller indirekte har effekt på antallet af opnåede Morningstar stjerner, så de er bestemt værd at holde øje med.

 

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser