Spansk syge kan ramme Europa

Den seneste tid har flere mindre lande i eurozonen trukket store overskrifter på grund af deres økonomiske problemer. De små bør dog ikke løbe med al opmærksomheden, da usikkerheden også fortsat er stor i mere markante økonomier som den spanske.

Facebook Twitter LinkedIn

På kort tid er Spanien gået fra at være en af Europas hurtigst voksende økonomier, til at være blandt dem med de største økonomiske problemer. Spørgsmålet er hvordan det kunne gå så galt, hvordan landet der nød godt af det europæiske fællesskab og monetære samarbejde, nu roder rundt med problemer som flere af de mindre økonomier som Grækenland, Irland og Portugal.

På grund af sin størrelse er Spaniens succes med genoprettelse af økonomien, meget afgørende for euroens fremtid, den europæiske union, og i sidste ende også for den globale økonomi. Formår Spanien ikke at få iværksat en holdbar plan, for at få styr på budgetunderskuddet, kommer vi til at se en finansiel uro af noget større dimensioner end tilfældet er i øjeblikket, hvor det er de mere perifere lande der trækker de store overskrifter.

Tanken om at Spanien i værste tilfælde skulle kunne gå ned på sin gæld, og være afhængig af hjælp fra sine EU kollegaer, som næsten er tilfældet i Grækenland i øjeblikket, er ikke noget der modtages pænt af den spanske regering i Madrid. Den spanske minister for infrastruktur José Blanco beskyldte i februar en international konspiration, for at være skyld i Spaniens svære situation. Internationale aviser har da også tidligere skrevet at den spanske efterretningstjeneste, undersøgte motiverne bag en række spekulative angreb på den spanske økonomi. Det er dog nok mere et politisk træk, at give ”mystiske” udenforstående skylden for Spaniens finansielle problemer. I virkeligheden er det nok snarere et resultat af bruddet på den enorme byggeboble der var opbygget i Spanien inden krisen.


Byggeboblen

Godt polstret med udviklingsfonde og lave renter, efter sit medlemskab af EU, og euroens ankomst, har et byggeboom i de seneste 6-7 år, skabt en farlig ubalance i den spanske økonomi, der på toppen udgjorde hele 15 pct. af det spanske BNP. Da den globale recession lagde en kraftig dæmper på efterspørgslen efter ferieboliger, og investeringsejendomme, stod Spanien tilbage med et stort økonomisk hul at fylde. Boblen omfattede dog ikke kun ferieboliger og investeringsejendomme, men inkluderede samtidig stort set alle former for infrastruktur. Alt dette blev en meget vigtig del af den spanske økonomi. På et tidspunkt udgjorde byggeriet i Spanien hele 45 pct. af det samlede byggeri i Europa, mens den spanske økonomi til sammenligning nærmere udgør i omegnen af 15 pct. af den europæiske økonomi. Byggebranchen er meget arbejdstung, og når den bremser hårdt op, står en masse mennesker pludselig uden arbejde, som vi også har set det i Danmark, dog i mindre målestok, sammenlignet med de spanske forhold.

Spaniens BNP skrumpede med 3,6 pct. i 2009, og endnu et fald er forventet i 2010, hvor der til sammenligning forventes vækst i de fleste andre store vestlige lande. Arbejdsløsheden befinder sig i øjeblikket omkring 20 pct., hvilket er godt dobbelt så højt som for blot to år siden. En genopretning af økonomien i 2011 og fremad, afhænger i høj grad af den spanske regerings evne til at introducere en vifte af politiske foranstaltninger, der kan dæmme op for de massive budgetunderskud. I 2009 udgjorde det spanske budgetunderskud 11 pct. af BNP, hvilket har været med til at sætte en tyk streg under bekymringerne for den spanske økonomi. Som et resultat af Spaniens medlemskab af euroen, er landet forpligtet til at reducere sit underskud til maksimalt at udgøre 3 pct. af BNP inden 2013, selvom landet havde budgetoverskud så sent som i 2007, så bliver det en hård, og formentlig også langstrakt opgave at vende udviklingen igen.


Investering i Spanien

Spanien er verdens niende største økonomi, den fjerde største i eurozonen, mere end dobbelt så stor som Grækenland og Portugal tilsammen. I Danmark findes naturligt nok ingen rene spanskfokuserede fonde, men helt generelt har de danske europæiskfokuserede fonde, selvfølgelig en hvis del af porteføljen investeret i landet. De to danske fonde med den største eksponering til spanske aktier, er Danske Invest Euro Stocks 50 og Sparinvest Euro STOXX 50, der som navnet antyder, begge tager udgangspunkt i det europæiske indeks Dow Jones Euro STOXX 50. Indekset indeholder 50 af de største selskaber i eurozonen, herunder blandt andet de to store spanske banker, Banco Santander SA og Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA.

Det er endnu uvist hvad der præcis kommer til at ske med eurozonens udsatte økonomier, og hvordan fællesskabet vil gribe eventuelle redningsforsøg an. Det er dog sikkert at det vil have konsekvenser for hele eurozonen, hvis vi når dertil hvor Spanien har brug for reel hjælp fra fællesskabet. Sker dette kunne man frygte at det kan koste procentpoint på væksten i Europa, på et tidspunkt hvor økonomien i forvejen befinder sig på tidlige stadier i genoprettelsen.

Top 10 danske fonde med størst eksponering til spanske aktier
Navn Morningstar kategori Manager Navn Eksponering til spanske selskaber i pct. ÅTD afkast i pct. Afkast 1 år i pct. Afkast 3 år i pct. ann. Morningstar Rating
Danske Invest EuroStocks50 Euroland Large Cap - Aktier Asger Lund Nielsen 16,92 -2,99 39,72 -10,32 3
Sparinvest EURO STOXX 50 Euroland Large Cap - Aktier Jacob Loiborg 15,52 -1,80 39,42 -9,03 3
Sydinvest Euroland Euroland Large Cap - Aktier Mads Lauritsen 11,57 -0,66 49,52 -11,50 2
LD Invest Miljø & Klima Sektor Miljø & Klima - Aktier Morten Rask Nymark 10,74 -0,58 61,09 - -
Danske Invest Engros Aktier Højt Udbytte Europa Large Cap Value - Aktier Peter Nielsen 10,71 2,12 46,05 -6,01 5
EgnsINVEST Klima & Miljø Sektor Miljø & Klima - Aktier Ej oplyst 10,65 3,98 - - -
Danske Invest Engros Europæiske Aktier Europa Large Cap Blend - Aktier John William Olsen 9,80 4,04 52,09 -5,81 4
Danske Inv Aktier Med Højt Udbytte Europa Large Cap Value - Aktier Peter Nielsen 9,69 2,02 46,00 -6,01 4
Jyske Invest Europæiske Aktier Europa Large Cap Value - Aktier Morten Borg 9,11 5,40 49,74 -11,24 3
SEB Inst Europa Small Cap Europa Mid Cap - Aktier Carsten Dehn 8,98 5,62 64,90 -6,33 4

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser