Store råvaresats koster på bundlinjen

Investeringer i råvarer er ikke længere ensbetydende med høje afkast. Investeringsforeninger med mange råvareaktier rammes nu på afkastet

Facebook Twitter LinkedIn

Igennem det meste af det sidste års tid har råvareaktierne midt i al tumulten på de finansielle markeder været et af få lyspunkter. I adskillige måneder har en kraftig efterspørgsel efter råvarer fra især udviklingslande som Kina og Indien drevet priserne i vejret og brancherelaterede aktier har nydt godt af udviklingen.

Olien er den vel nok mest kendte og omtalte råvare, men mange andre råvarer er steget endnu mere end olien. De bedste aktier sidste år målt på afkastet var fra råvarerelaterede brancher. Mens verdensindekset kom ud af 2007 med et beskedent minus, steg flere aktier inden for bl.a. stål, aluminium og kul med mere end 1

00 pct. Flere af aktierne fortsatte endda stigningerne ind i 2008 til trods for at markedet til stadighed blev mere trist.

Men ingen træer vokser ind i himlen, og festen måtte stoppe før eller siden. De sidste par måneder har været en brat opvågnen for mange råvareinvestorer, især for dem som først for nylig kom med på vognen. Den faldende oliepris har tiltrukket de fleste overskrifter, men også andre råvarepriser er dykket i juli og august. De tidligere så hotte brancher er i den seneste tid nogle af dem med de ringeste afkast og mange prominente råvareaktier er faldet betydeligt. Dominerende råvareselskaber som Rio Tinto og Freeport McMoRan er eksempelvis begge faldet med knap 20 pct. i de sidste tre måneder. Selskaber som for bare et par måneder tilbage ville have været gode bidragsydere til afkastet i langt de fleste porteføljer.


Fonde med råvarer

Vi har set nærmere på hvor meget danske aktiefonde har investeret i råvareaktier og ikke mindst hvordan de har klaret sig igennem de seneste måneder i takt med den negative udvikling i råvarepriserne tog til. Porteføljerne er blevet screenet for om de indeholder en eller flere af mere end 3.000 råvarerelaterede aktier.

Hvis vi inkluderer olieaktier er det især fonde med østeuropæiske aktier i porteføljen som generelt set har mange råvareaktier. Flere fonde har investeret op til den maksimale grænse i et enkelt selskab på 10 pct. i aktier som Gazprom og Lukoil. Aktierne har begge mistet godt 30 pct. i værdi over de seneste tre måneder. Af østeuropæiske aktiefonde er det især gået ud over Jyske Invest Østeuropæiske aktier og Nordea Invest Østeuropa. Det er også dem med størst eksponering mod råvarer med andele omkring de 40 pct. af porteføljen. Afkastet på tre måneder for de to fonde er blandt de laveste 10 pct. i kategorien eller tæt derpå.

En anden aktiefond med mange råvareaktier er Jyske Invest Favorit Aktier. Knap 40 pct. af porteføljen har fondens rådgiver satset på råvarerne. Desværre for investorerne er de udvalgte råvareaktier i snit faldet med 19 pct. og det trækker ned. For bare et par måneder tilbage var fonden blandt de bedste i Morningstar aktiekategorien ’Globale Large Cap Blend’, men er siden raslet gennem tabellen og ligger nu helt i bund, både i de seneste tre måneder og for hele året.

Ser vi på hvilke fonde der har investeret mest i råvareaktier, når vi udelader olierelaterede aktier, er billedet nogenlunde det samme. Jyske Invest British Equities har knap 15 pct. af porteføljen i råvareaktier som alle trækker ned i tre måneders afkastet. Værste bidragsyder til afkastet er råvarekonglomeratet BHP Billiton, som er nede med 20 pct. siden sommerens begyndelse.

Flere af top 5 selskaberne i tabellen her på siden er også ramt negativt af kursudviklingen i Rio Tinto. Selskabet søger efter og udvinder en række naturmineraler verden over med størst koncentration i Nordamerika og Australien. Blandt råvarerne er aluminium, kobber, energiprodukter og guld. Aktien steg mere end 80 pct. i 2007, men har på bare tre måneder sat 20 pct. af kursværdien til.

Top 5 fonde med flest råvareaktier
Fondsnavn Råvarer i pct. af portefølje 3mdr. afkast Placering i kategori 3mdr.*
Alfred Berg Rusland 44,3 -20,9 70
Jyske Invest Østeuropæiske Aktier 39,2 -17,1 92
Nordea Invest Østeuropa 38,9 -15,2 87
Jyske Invest Favorit Aktier 37,9 -12,2 99
Nordea Invest Latinamerika 36,7 -9,6 59
Top 5 fonde med flest råvareaktier eksl. olieaktier
Fondsnavn Råvarer i pct. af portefølje 3mdr. afkast Placering i kategori 3mdr.*
Jyske Invest British Equities 14,7 -4,6 84
LD Invest Kontra 13,7 1,3 21
Carnegie WorldWide/Globale Aktier 9,8 -0,6 51
Carnegie WorldWide/Emerging Growth 9,2 -2,5 71
Carnegie WorldWide/Europa 8,3 -6,8 95

Bevar roen

Hvad kan man udlede af dette? For det første illustrerer de kraftige fald i råvareaktierne, og de fonde som investerer i dem, risikoen ved at jagte historiske afkast, og især i volatile markeder som har kendetegnet den seneste udvikling. Ofte køber private investorer op i det, som er steget mest og vender ryggen til det uhotte, men mange vil opleve at justeringerne kommer for sent. Investorer, som for et par måneder tilbage, købte eksempelvis Jyske Invest Favorit aktier i håb om at de historiske flotte afkast ville fortsætte, er utvivlsomt blevet ganske skuffede over afkastet. Fondens langsigtede præstationer er – til trods for dens volatilitet - bestemt imponerende, men den seneste kursudvikling illustrerer også fint at jagten på hurtige gevinster kan give bagslag.

Erfaringen viser at investorer, der opnår pæne langsigtede resultater, ofte er dem, der ikke lader følelserne dominere investeringsprocessen, men derimod formår at bevare overblikket, selvom det i perioder ser ud til at græsset er grønnere hos naboen.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser