Amerikanske eliteuniversiteter som Harvard, Yale og Stanford har været drivkræfter i den voldsomme udvikling på investeringsområdet, der er sket de seneste år. Og det skyldes ikke bare, at universiteternes finansprofessorer har forsket sig frem til nye resultater, der kan omsættes til investeringsprodukter. Universiteternes egne pengetanke har været helt fremme i skoene inden for nye investeringsmetoder, og har i mange tilfælde opnået imponerende resultater, som mange andre efterfølgende har forsøgt at kopiere.
Universiteterne er store investorer. Den største, Harvard, havde en kapital på 28,9 milliarder dollar (170 milliarder kroner) ved udgangen af skoleåret 2005-2006 i sin grundfond. Grundfondene (endowments på engelsk) er opbygget for at sikre universiteterne uafhængighed og stabil økonomi på langt sigt. Det gør dem til tålmodige investorer, selv om universiteterne også i stigende grad er afhængige af afkastet fra fondene i deres daglige økonomi.
Swensens metode
Blandt de mest beundrede er Yale, der har indkasseret et afkast på hele 28 procent i det seneste skoleår, og dermed er oppe på næsten 18 procent i gennemsnit over de seneste ti år. Den slags tal har gjort Yales investeringschef David Swensen til lidt af en investeringsguru, og han giver gerne gode råd. Da David Swensen kom til Yale i 1985, var universitets investeringer pænt fordelt på puljer af aktier og obligationer, sådan som de fleste almindelige menneskers investeringer fortsat er det i dag. Men det er alt for snævert, ifølge Swensen.
I stedet gjorde han sig til pioner for det, der siden er blevet kendt som alternative investeringer, hvilket groft sagt vil sige alt andet end letomsættelige aktier og obligationer. Det er produkter som fast ejendom, råvarer, kapitalfonde og hedgefonde. Yales portefølje (ved udgangen af juni) indeholder kun 27 procent almindelige aktier og så lidt som 4 procent obligationer. Teorien er, at de både kan give ekstra afkast, men også – og især – kan give ekstra risikospredning, fordi de ikke bevæger sig i takt med markederne i bred forstand.
Det alternative er blevet almindeligt
Yales og de andre store universiteters succes med den strategi har været en meget væsentlig inspirationskilde og dermed grund til, at investeringsfonde med netop råvarer og ejendomme, kapitalfonde og hedgefonde nu indgår i beholdningerne hos de fleste pensionskasser og andre større pengetanke. Og på det seneste er de også begyndt at blive tilgængelige for almindelige investorer.
Men inden man starter sin egen lille Yale-kopi er der et par ting, man skal overveje. Blandt andet har David Swensen med sin 22,5 milliarder dollar store fond frit valg på alle hylder, når det gælder investeringer. Tror han på skovbrug, køber han en hel skov. Der er åben adgang til samtlige hedgefonde og kapitalfonde på markedet, og deres omkostninger er til forhandling. Som almindelig dansk investor vil man derimod være henvist til at vælge mellem en mindre håndfuld produkter, der kan være udmærkede, men som ikke nødvendigvis ville bestå David Swensens berømte evne til at vælge de allerbedste forvaltere.
Ikke så ligetil
Man skal også huske på, at Yales succes ikke er blevet skabt ved at kopiere andre. En del af forklaringen på de meget høje afkast kan være, at kun få investorer har haft indsigt, mod og handlefrihed nok til at gå ind i de alternative investeringer. Efterhånden, som de bliver hvermandseje, kan der være en tendens til, at afkastet kommer til at minde meget mere om afkastet fra aktiemarkedet i almindelighed, og til, at de pludselig faktisk bevæger sig takt med de øvrige markeder.
Det er heller ikke alle investorer, der som Yale kan tillade sig at se stort på omsætteligheden af investeringerne. En skov er ikke sådan lige til at sælge fra den ene dag til den anden, og noget lignende gælder også mange investeringer i hedgefonde, kapitalfonde og lignende produkter. Og som enkeltpersoner investerer vi jo normalt, fordi vi har tænkt os at bruge pengene på et tidspunkt. Universiteternes grundfonde løber derimod i princippet evigt. Det giver en del mere handlefrihed, hvis man ikke har behov for, at pengene er til rådighed på et bestemt tidspunkt.
Nogle råd kan bruges af alle
At det ikke er helt ligetil kan man også se af statistikken over, hvordan det er gået USA’s mere ydmyge universiteter. I perioden fra midten af 1997 til midten af 2006 har universiteter med en formue på over en milliard dollar i gennemsnit præsteret et årligt afkast på 11,4 procent, viser tal fra brancheorganisationen NACUBO. Altså ikke helt på Yales niveau, men dog klart mere end for eksempel aktieindekset S&P 500, der kun har leveret 8,5 procent. Og også klart mere end universiteter med en formue på 25-50 millioner dollar. Det er vel også en slags penge, men afkastet hos dem har kun været 7,7 procent. De små universiteter har altså slet ikke kunnet kopiere de store.
Hvad enten man tager de alternative investeringer til sig eller ej, er der dog nogle af David Swensens metoder, som alle kan bruge. Også hvis man kun investerer i helt almindelige investeringsforeninger er det sådan, at risikospredning er en stor fordel. Yale har for eksempel været langt længere fremme end andre amerikanske investorer med hensyn til at sprede aktiebeholdningen på tværs af lande. Og også selv om man skal bruge sine penge på et tidspunkt, er det godt at være tålmodig og tænke langsigtet. Det bliver man måske ikke superinvestor af, men man vil kunne klare sig bedre end de fleste.
:quality(80)/cloudfront-us-east-1.images.arcpublishing.com/morningstar/AGAGH4NDF5FCRKXQANXPYS6TBQ.png)
