Finanskrisens næste drejning

Krisen i de amerikanske boliglån giver stadig rystelser over hele verden. Aktieinvesteringer er fortsat i farezonen, og det gælder ikke kun bankaktier.

Las Olsen 01/10/2007
Facebook Twitter LinkedIn

Samlet set har den seneste måned ikke budt på den helt store dramatik. De fleste kategorier af fonde har i værste fald givet beskedne tab. Mange af dem, der blev hårdt ramt i august, har faktisk genvundet en pæn del af det tabte. Men det betyder bestemt ikke, at finanskrisen med rod i det amerikanske marked for boliglån nu er overstået.

Det hører for eksempel ikke til det normale, at folk står i lange køer i Englands gader for at tage deres penge ud af banken, som det nyligt skete for banken Northern Rock. Finanssektoren har bestemt ikke lagt krisen bag sig. Banker over hele verden har indirekte lånt penge ud til amerikanske boligejere med tvivlsom kreditværdighed, og står derfor til tab, når de boligejere ikke betaler af på deres lån.


Uklarhed stadig trussel

Problemet er især, at ingen har noget overblik over, præcis hvilke banker, der har hvor meget i klemme. En del banker har gradvist lukket op for oplysningerne over de seneste uger, men mange har fortsat ikke. Den usikkerhed betyder, at det pludselig er blevet meget mere besværligt og dyrt for banker at låne penge af hinanden og af andre investorer. Northern Rocks problemer skyldes for eksempel ikke, at banken faktisk havde tabt penge på de amerikanske boligejere. I stedet var problemet, at Northern Rock er en bank med betydeligt større udlån end indlån. Banken er derfor afhængig af at kunne låne penge af andre investorer for at have balance i kassen. Når så det lånemarked går i stå, stiller det pludselig spørgsmålstegn ved, om banken vil være i stand til at svare enhver sit – også selv hvis regnskabet sådan set er solidt nok.

Balladen om Northern Rock fik den britiske centralbank Bank of England til at gribe ind. Groft sagt kan banker i samme situation få lov til at låne de nødvendige midler i Bank of England. Også i andre lande har centralbankerne gjort en stor indsats for igen at få gang i markedet for lån bankerne imellem, og det har hjulpet.


Fonde fulde af bankaktier

Risikoen for et sammenbrud i bankvæsenet er dermed meget lille. Men som investor står man stadig tilbage med det oprindelige problem: De mange ukendte tab og risici i bankerne. Finansaktier har klaret sig forrygende de senere år, og de fylder meget i investorernes porteføljer. Almindelige danske investeringsforeninger har omkring 60 milliarder kroner af deres medlemmers penge placeret i finansaktier, hvilket svarer til en fjerdedel af deres samlede aktiebeholdning. Der er dermed fortsat gode muligheder for yderligere tab i takt med, at eventuelle lig i lasten kommer frem – især, hvis finansinvesteringerne ikke er fordelt på mange forskellige finansvirksomheder og virksomhedstyper.

Men ikke kun investorer i finansaktier er fortsat i farezonen på grund af finanskrisen. Det er nemlig endnu meget usikkert, hvad konsekvenserne bliver for verdensøkonomien og dermed aktiekurserne generelt.


Stor usikkerhed om alle aktier

Allerede inden panikken for alvor bredte sig, var det amerikanske boligmarked dårligt kørende, og udviklingen i landets økonomi noget vaklende. Oven på finansuroen er det næppe ligefrem blevet nemmere at få et boliglån i USA, og dermed er der også fare for, at der er færre købere til ledige huse. Også andre låntagere med broget kreditværdighed, for eksempel blandt virksomhederne, vil formentlig opleve strammere vilkår i bankerne og på lånemarkederne. Det trækker klart i retning af en svagere udvikling, og er dermed dårligt nyt for aktiekurser over en bred kam. Også uden for USA, idet både finansmarkederne og selve økonomierne er tæt forbundne globalt.

Som altid er billedet dog langt fra så enkelt som, at nu er aktier i farezonen. De amerikanske myndigheder arbejder energisk på at undgå, at de negative effekter fra finanskrisen og boligmarkedet breder sig til økonomien som helhed. Centralbanken har således sænket sin toneangivende rente med et halvt procentpoint, netop med det formål – og det er rigtig godt nyt for aktieejere. Mere kan være på vej fra samme skuffe. Desuden er det meget muligt, at kreditkrisen kun aftager herfra. Holder man sig ude af aktiemarkedet, er der altså også nu en risiko for at gå glip af en optur.

Også i skyggen af kreditkrisen gælder det derfor om at sørge for, at éns samlede investeringer er fornuftigt fordelt. Har man en risikoprofil og opsparingshorisont, der giver plads til en andel af aktier – så er det også nu det rigtige at holde fast i. Men det er en god ide at se efter, at aktierne er ordentligt fordelt på tværs af selskaber, lande og ikke mindst brancher, så man ikke er for udsat, hvis lånekrisen rammer igen.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Las Olsen  Las Olsen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser