Årsanalysen: Sparinvest bedst i 2004

Sparinvest indtog for tredje år toppplaceringen i Morningstars årsanalyse. For tredje år i træk var Danske Invest-gruppen ligeledes på andenpladsen

Sten Blindkilde 01/02/2005
Facebook Twitter LinkedIn

Sparinvest indtog igen i 2004 pladsen som den bedste forening i Danmark i Morningstars årsanalyse. Det var tredje år i træk, at Sparinvest lagde sig foran de øvrige danske konkurrenter.

Sparinvests topplacering i 2004 er først og fremmest kommet på baggrund af det høje snit i Morningstar Rating™, som foreningen gennem hele året fastholdt, men også på baggrund af relativt mange femstjernede fonde og en overvægt af fonde, som i 2004 målt på afkastet klarede sig bedre end deres respektive Morningstar Kategorier™.

På andenpladsen kom Danske Invest-gruppen, som den første af de store foreninger, og som især på grund af et bredt udbud kombineret med relativ høj gennemsnitlig rating kvalificerede sig til toppen, mens Nykredit Invest indtog tredjepladsen. Danske Invest var også i 2003 og 2002 nummer to i årsanalysen, mens Nykredit Invest i 2004 er med for første gang. Lige uden for podiet stod BankInvest og dernæst Schroder.

Årsanalysen 2004
Fondshus Point - samlet Årssnit Antal fonde (ultimo) Årssnit - korrigeret for bredde I kategorier over niveau Fem stjerner Fonde bedre end kategoriens afkast
Sparinvest 12,55 3,70 12 4,07 7 3 64,3%
Danske Invest-gruppen 11,15 3,32 78 4,31 19 6 40,6%
Nykredit Invest 10,65 3,68 6 3,68 3 1 70,0%
BankInvest 10,45 3,24 30 3,89 12 3 57,5%
Schroder 10,08 3,56 6 3,56 6 0 100,0%
SEB 8,15 3,12 15 3,43 7 0 52,6%
Sydinvest 7,80 3,06 16 3,36 7 3 35,3%
Jyske Invest 7,75 2,96 22 3,25 15 1 58,3%
Nordea Invest 7,25 2,77 25 3,32 11 3 43,3%
Midtinvest 7,08 3,28 8 3,28 6 1 27,3%
Alfred Berg 5,28 2,92 7 2,92 4 1 37,5%
EGNS-INVEST 2,85 2,62 15 2,89 5 0 16,7%
Lån & Spar Rationel Invest 2,00 2,62 7 2,62 2 0 7,7%
Alm. Brand Invest 1,98 2,32 8 2,32 4 0 25,0%



Sparinvest på gennemsnitlig rating

Morningstars årsanalyse er baseret sig på foreningernes placering i Morningstar Rating™ gennem hele året, samtidig med at der på baggrund af forskellige kriterier tages hensyn til bredden i udbuddet af fonde, og den udfordring dette giver foreningerne, og til præstationerne målt på afkastet gennem 2004.

Sparinvests førsteplads i 2004 blev først og fremmest opnået på baggrund af den høje gennemsnitlige Morningstar Rating™ gennem hele året. I fire ud af de tolv måneder opnåede Sparinvest en førsteplads på de danske foreningers rangliste, og i de øvrige otte måneder var foreningen hver gang at finde i top tre.

Samlet set havde Sparinvest et gennemsnit på 3,70 røde stjerner gennem hele 2004, mens Nykredit Invest med et snit på 3,68 stjerner indtog andenpladsen foran Schroder med 3,56 og Danske Invest-gruppen med 3,32 stjerner på fjerdepladsen.


Danske bedst i bredden

Netop Danske Invest-gruppen, som blandt andet inkluderer fondene under Danske Invest, BG Invest og Merchant Invest, placerede sig bedst af alle i det andet af de fem kriterier, som fokuserer på evnen til at fastholde kvalitet i et bredt udbud – hvilket alt andet lige er en større udfordring.

Set i denne optik er det Danske Invest-gruppen, som klarede sig bedst. Fondene under denne paraply var i Morningstar Rating™ bedømt med et snit på 3,32 røde stjerner gennem hele året, og med et samlet antal på i alt 78 fonde i Morningstar Rating™ er det et meget flot niveau – og vel over gennemsnittet i Europa på tre stjerner.

Set i forhold til bredden var det Sparinvest, som indtog andenpladsen. Med et årligt snit på 3,70 stjerner for 12 bedømte fonde lagde foreningen sig foran BankInvest, der var at finde på tredjepladsen. BankInvest havde gennem hele året et gennemsnit i Morningstar Rating™ på 3,24 stjerner for 30 bedømte fonde.


Kvalitet i universerne

Distributionen i Danmark er typisk således, at den private investor via sin bank får tilbudt at investere i fonde. Bankerne har det dog med at alliere sig med et enkelt eller måske en lille håndfuld foreninger – frem for at tilbyde fonde fra alle foreningerne.

På den baggrund kan det derfor være vigtigt, at man som investor, uanset det behov man måtte have, i de enkelte foreningers udbud kan finde gode fonde i de relevante investeringsuniverser. Altså uanset hvilken vare, man måtte vælge at hive ned fra hylden, så kan man finde en god kvalitet.

Derfor måler årsanalysen også i hvilket omfang, de enkelte foreninger ved udgangen af året havde fonde med minimum en gennemsnitlig rating – tre stjerner – i de enkelte Morningstar Kategorier™.

Målt i dette perspektiv er det ikke overraskende, at det er fire af de store foreninger, som toppede listen. Endnu en gang fandt Danske Invest-gruppen vej til førstepladsen med Jyske Invest, BankInvest og Nordea Invest på de næste pladser.


Femstjerner

Årsanalysen måler også evnen til at tilbyde topratede fonde i forhold til det antal af fonde, som bedømmes i Morningstar Rating™. Samlet set lå de 14 foreninger lidt under niveauet i antallet af femstjernede-fonde, der udgør ti pct. af alle bedømte, da 8,6 pct. af foreningerne i årsanalysens produkter opnåede den bedste karakter.

Set i forhold til eget udbud var Sparinvest dog bedst med et 25 pct. Tre af Sparinvest 12 fonde i Morningstar Rating™ opnåede ved årets udgang fem røde stjerner. På andenpladsen var Sydinvest dog ikke langt fra, da tre af 13 fonde havde opnået de eftertragtede fem stjerner.

Flest femstjerner havde Danske Invest-gruppen med seks af slagsen, men set i forhold til i alt 78 fonde betød det en placering midt i feltet.


Afkastene i 2004

Femte og sidste kriterium i årsanalysen er afkastet i 2004. I sig selv siger afkastet for en fond ikke så meget. Det kan sagtens være utroligt højt, og alligevel ikke ligeså godt som konkurrenternes. Netop derfor beregnes i årsanalysen de individuelle fondes evner til at slå gennemsnittet af konkurrenter fra hele Europa. Afkastet for den enkelte fond sammenlignes således med det gennemsnitlige afkast i Morningstar Kategorien™.

I denne sammenhæng klarede Schroder sig bedst af alle. Foreningen havde ved udgangen af året seks fonde udbudt herhjemme, og de havde gennem 2004 alle sammen klaret sig bedre end deres gennemsnitlige konkurrenter. Altså, et godt år for Schroder.

Det samme gælder for Nykredit Invest, der med syv af 10 fonde opnåede en andenplads i denne statistik. Sparinvest, der for ni af i alt 14 fondes vedkommende oplevede et afkast bedre end konkurrenternes, blev i denne sammenhæng nummer tre. Fra Sparinvest kom også den fond, som klarede sig allerbedst i forhold til konkurrenterne i 2004, da Sparinvest DK Provinsbanker med et plus på 30,8 pct. slog sin Morningstar Kategori™, ’Finans – Aktier’, med 22,3 pct.point.

Alt i alt var 2004 et lidt skævt år for de danske fonde, da blot 45 pct. af dem formåede at klare sig bedre end deres respektive Morningstar Kategorier™, og det er på den baggrund at det var seks – altså under halvdelen af de 14 foreninger – som havde mere end 50 pct. af fondene over deres kategoriers niveau.


Stabilitet i rating

Årsanalysens resultat er en gentagelse af de to øverste placeringer fra de to foregående år. Stabiliteten er dog ikke overraskende.

Morningstar har nemlig bedømt de danske fonde i mere tre år, og der har vist sig en klar tendens til, at de fonde, der i efteråret 2001 blev tildelt karakterer i dag har en rating i stort set samme niveau.

Med andre ord har der i Danmark i perioden, som omfatter seks års performance, vist sig en tendens til, at fondene har fastholdt evnen – eller manglen på samme – til at skabe resultater i veldefinerede investeringsuniverser, som er Morningstar Kategorier™.

Set henover tre år med Morningstar Rating™ i Danmark har det således vist sig, at næsten 62 pct. af de fonde, som ved udgangen af december 2001 var femstjernede, her tre år senere stadig hører til blandt de allerbedste med fire eller fem stjerner – altså maksimalt har flyttet sig en stjerne.

På samme måde har de fonde, der dengang var firestjernede, for flertallets vedkommende fastholdt deres niveau, da 63 pct. af dem fortsat ligger i niveauet omkring og over gennemsnittet i Morningstar Rating™, og det samme billede viser sig, når man ser på fondene, som for tre år siden var gennemsnitlige eller under det generelle niveau.

I sammenligningen er det vigtigt at holde fast i, at ratingen er en risiko- omkostningsjusteret bedømmelse, og at man derfor ikke alene skal se på, hvordan afkastet efterfølgende har været, men hvordan det risiko- og omkostningsjusterede afkast har udviklet sig.

Beregningerne på de danske fondes ratings er ikke videnskabelige, men de har altså vist en klar tendens. Det er dog vigtigt at holde fast i, at Morningstar Rating™ ikke er en krystalkugle, men en vurdering af den performance, som fondene har haft de foregående tre år – set i forhold til ensartede konkurrenter fra hele Europa.

Da Morningstar Rating™ er beregnet på baggrund af afkast, risiko og omkostninger i ensartede investeringsuniverser samler den tre af de vigtigste mål for den private investor i et udtryk, og derfor er den meget anvendelig for den private investor – især til at skabe overblik blandt det stigende udbud herhjemme af danske og udenlandske fonde.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser