Faldende dollar og deflationsrisiko

Der var fremgang for amerikanske aktier i maj, men udsigterne er endnu uklare. Deflationsrisiko er kommet på dagsordenen og dollaren svækkes fortsat

Facebook Twitter LinkedIn

I maj faldt dollaren til det laveste nogensinde over for euroen. Samtidig tabte den styrke til yennen, hvilket stiller spørgsmålstegn ved den amerikanske politik om en ”stærk dollar”.

Nylige kommentarer fra Alan Greenspan, formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og fra John Snow, finansministeren i USA, har ledt mange, blandt andet valutahandlerne, til at mene at USA er ved at slække på dets politik om at fastholde en stærk valuta. Det er en politik, som ellers stammer tilbage fra Clinton-administrationen.

Sidste weekend bidrog præsident George Bush i et interview til polsk tv i forbindelse med G8-mødet i Evian til forvirringen ved tilsyneladende at bakke op om en stærk dollar.

En svagere dollar bør hjælpe amerikansk eksport og samtidig reducere noget af det underskud, som USA har på handelsbalancen. På den anden side kan en svag dollar ramme den globale økonomi negativt. Det skyldes blandt andet, at importvarer bliver dyrere for forbrugerne i USA, og netop forbrugerne derovre har løftet opgaven med at holde den amerikanske økonomi ude af recession.

Dollaren kan dog falde yderligere, de fleste investorer venter i al fald fortsat pres på den amerikanske valuta. Især over for en række asiatiske valutaer synes der at være rum for yderligere svækkelse. På trods af at det amerikanske handelsunderskud netop har stor ubalance over for en række asiatiske lande, så har man endnu ikke set en tilsvarende svækkelse i forhold til disse landes valutaer.

Alan Greenspan skabte yderligere bekymring, da han advarede mod deflation i sit seneste vidneudsagn for fælleskomiteen for økonomi i Kongressen.

- Vi har nået et punkt, hvor sandsynligheden for et uønsket, betydeligt fald i inflationen de næste få kvartaler, selv om den er lille, er større end sandsynligheden for en stigning i inflationen, sagde han.

I maj fastholdt Federal Reserve dog sin toneangivende rente på 1,25 pct., men spekulationerne om en rentesænkning i juni tager til.

USA’s arbejdsløshed steg også og ramte 6 pct. i maj. Dette var en skarp stigning fra 5,8 pct. de seneste par måneder og en stigning fra det kvartalsmæssige gennemsnit i 2002 på 5,9 pct.


Positive rapporter

På den anden side var andre økonomiske nyheder positive. BNP-væksten i første kvartal blev oprevideret på baggrund af yderligere data til 1,9 pct. fra tidligere anslået 1,6 pct.

University of Michigan kom også med sin sædvanlige undersøgelse af forbrugertilliden, og den viste en forbedring fra april til maj, hvilket også var tilfældet med en tilsvarende rapport fra the Conference Board.

S&P 500 steg næsten 6 pct. i maj og har siden årets start haft en fremgang på næsten 10 pct.

Kongressen i Washington stemte en ændret version af præsident Bushs skattepakke igennem. Den betyder skattelettelser til amerikanerne for 350 mia. dollar over de næste ti år. Planen, der er tiltænkt at stimulere den amerikanske økonomi, har været meget kontroversiel.

Sidste uge afslørede avisen Financial Times, at Bush-administrationen har skrottet en økonomisk rapport, som den selv havde bestilt, da rapporten påpegede nødvendigheden af store skattestramninger og store besparelser, hvis USA i fremtiden skal kunne imødegå udgifterne til sundhed og pension for baby-boom generationen.

Rapporten blev ikke en gang inddraget i den årlige budgetrapport for 2004, som blev offentliggjort i februar i år.

Udsigterne for de amerikanske aktier er usikre. Aktiemarkederne har oplevet et rally efter afslutningen på krigen i Irak, men signalerne om den økonomiske udvikling er endnu blandede. Derfor er eksperterne delte på spørgsmålet om det nylige kursopsving var en midlertidigt prik på radaren eller starten på en mere langsigtet, positiv trend.

Denne kommentar er skrevet af Phoebe Davison, der er analytiker hos Morningstar i London.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Morningstar Danmark Editor  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser