De fleste ved, hvad en aktie er… en ejerskabsandel i et selskab. Det vil sige, køber man en aktie, så køber man også en del af selskabet. Selskabet har ikke nogen juridisk forpligtelse til at holde kursen på aktien på et særligt niveau, alligevel håber man som investor på at få et afkast på aktien ved senere at sælge den til en højere kurs eller ved periodisk at modtage udbytter – når selskaber udbetaler del af deres overskud til ejerne.
Sådan forholder det sig ikke med en obligation. Når man køber en obligation, har man ikke fået sig en ejerandel i et selskab. Man har derimod besluttet sig for at låne et selskab, et realkreditinstitut eller en stat sine penge. Selskabet, realkreditinstituttet eller staten er udstederen af obligationen, og udstederen skal betale pengene – hele beløbet – tilbage… med renter.
En obligation er altså ”noget for noget”. Investor låner sine penge ud, og udsteder forpligter sig til at betale tilbage. Det vil sige, at en ejer af obligation modtager et afkast på sin investering på to måder. For det første betaler udstederen en årlig rente på obligationens lånebeløb. Den rente kaldes ”kupon-renten”, og den er typisk fast. Endelig modtager man som investor indfrielse af obligationens hovedstol – typisk ved obligationens udløb. Det vil sige, at man får pengene, som man i sin tid lånte ud, tilbage.
Obligationens hovedstol betales tilbage over forskellige perioder, der afhænger af obligationens egen ordlyd. Man kan således både finde obligationer, der betales tilbage over et år, tre år, fem, syv år, 10 år 20 år 25 år og 30 år. Perioden, som rentebetalingerne, skal ske over, kaldes obligationens ”løbetid”, og indfrielsen af hovedstolen sker på ”udløbstidspunktet”.
Det giver sig selv, at en obligationsafdeling, er en afdeling, som investerer i obligationer. Afdelingen tager alle de penge, som medlemmerne har skudt ind, og placerer dem i forskellige obligationer for at sikre det bedste afkast, mens risikoen spredes.
I Danmark er det typisk selskaber, staten og realkreditinstitutter, der udsteder obligationer, men der findes mange andre mulige udstedere – eksempelvis ser man ofte i udlandet, at kommuner eller amter – også låner penge på denne måde.
Det giver sig selv, at obligationer ikke er et rent dansk fænomen, og derfor kan man finde obligationer, der er udstedt i alverdens valutaer, ligesom eksempelvis en dansk udsteder sagtens kan udstede en obligation i andet end danske kroner – typisk dollar, euro eller yen.
Kreditkvalitet
Generelt siger man, at obligationer er mere sikre end aktier. Det er de da også, men det er en fælde, hvis man tror, at dette gælder alle obligationer. Det afhænger nemlig af udstederen, af udstederens finansielle styrke og evne til at indfrie sine forpligtelser… det kaldes kreditkvaliteten.
Kreditkvaliteten er altså forskellig fra udsteder til udsteder. Ser man eksempelvis på den danske stat, så er der taler om en meget sikker og kreditværdig udsteder af obligationer, da den danske økonomi hører til blandt de sundeste i verden.
Det samme kan man sige om mange andre stater – i den vestlige verden. Det er svært at forestille sig en statsbankerot i USA eller blandt EU-landene. Men billedet er noget anderledes, hvis man ser på de nye markeder – i Central- og Østeuropa, Latinamerika eller Asien. Faktisk gik Argentina bankerot i 2002 og holdt op med at betale af på sine obligationslån.
Det samme vil være tilfældet, hvis man sammenligner den danske stat som udsteder med for eksempel en mellemstor erhvervsvirksomhed. De fleste vil nok foretrække sikkerheden hos den danske stat end hos selskabet, der jo kan gå konkurs.
Kreditkvaliteten er svær at vurdere for almindelige investorer, men der findes en række store kreditvurderingsbureauer som Standard & Poor’s og Moody’s, der løbende holder øje med de forskellige større udstedere.
De vurderer udstederne med forskellige ratings, hvor ”AAA” eller ”Aaa” er det bedste, mens ”C” hos Moody’s og ”D” hos Standard & Poor’s er det ringeste. Den danske stat har for tiden vurderingen ”AAA”.
| Kreditvurdering hos de to store bureauer | ||
| Moody's | Standard & Poors | Definition |
| Aaa | AAA | Bedst mulige rating |
| Aa | AA | Meget høj kredit kvalitet |
| A | A | Høj kredit kvalitet |
| Baa | BBB | Laveste investment grade |
| Ba | BB | Lav kreditvurdering |
| B | B | Meget spekulativ |
| Caa | CCC | Høj risiko |
| Ca | CC | Meget ringe kreditkvalitet |
| C | D | Forestående betalingsstandsning eller i betalingsstandsning |
| Investment Grade | ||
| De store institutionelle investorer inddeler ofte obligationer i to risikogrupper. 'Investment grade' er den bedre halvdel, og obligationer med en vurdering i dette niveau kan ofte tiltrække selv de konservative investorer. Under 'investment grade' må mange af de institutionelle investorer ikke gå ind i de enkelte obligationer, fordi præmisserne for deres investeringsunivers forhindrer det. Kun de fire højeste kreditvurderinger betragtes som 'investment grade', mens ratings under dette betegnes som ’speculative grade’. | ||
Kreditkvaliteten hos udstederen har altså betydning for den sikkerhed, hvormed man kan forvente at få de renter, man har krav på, og for tilbagebetalingen af lånebeløbet. En fornuftig og rationel investor vil selvfølgelig foretrække at sætte sine penge i en obligation hos en udsteder med en høj kreditvurdering, for her er risikoen for at tabe penge mindst. Målt på dette forhold alene vil de mindre kreditværdige udstedere derfor ikke kunne låne penge via obligationsmarkedet. Fornuftige investorer ville jo vælge andre udstedere.
Derfor lokker de ofte med højere kupon-renter. Det vil sige, at de lover at betale flere renter end de mest kreditværdige udstedere. Ser man eksempelvis den danske stat udstede obligationer på 6 eller 7 pct., vil en erhvervsvirksomhed måske love 8 eller 9 pct. i rente.
Den højere rente er altså den belønning, man som investor får, for at tage en større risiko.
Obligationsafdelinger
De fleste investeringsforeninger tilbyder afdelinger, som investerer i almindelige danske obligationer – med kort såvel som lang løbetid. Begge typer af afdelinger hører til de mest sikre, man kan finde, for de underliggende investeringer i obligationer hører i sig selv til de mest sikre.
Men i denne tid lanceres og markedsføres ofte mere risikable obligationsafdelinger – typisk under navnet ’”højrente”. Disse afdelinger investerer i obligationer udstedt af stater i mindre udviklede lande eller i erhvervsobligationer. De lokker med større afkast – fordi de modtager højere rentebetalinger – men man skal som privat investor være opmærksom på, at risikoen i disse afdelinger er en helt anden end de almindelige obligationsafdelinger, som satser på danske obligationer.
Det er den som sagt fordi, at risikoen for, at udstederen ikke kan betale er større end hos eksempelvis den danske stat. Faktisk er højrenteobligationer ofte ligeså, hvis ikke mere, risikable end aktier.
Disse afdelinger investerer samtidig ofte i obligationer i udenlandske valutaer, hvilket øger risikoen, fordi de valutaer kan svinge i forhold til den danske krone.
Endelig er det værd at huske på, at ”højrente” i virkeligheden blot er et nyere, pænere og mere politisk korrekt navn, for det man i gamle dage kaldte for ”junk bonds”. ”Junk” er engelsk for ”ragelse”.
