Fald i sundhed

Kursfaldene rammer stort set alt i sundhedssektoren. De bedste afdelinger har dog været de defensive, som fokuserer på de klassiske medicinalselskaber

Sten Blindkilde 14/10/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Ingen investeringsafdelinger i aktier synes at kunne klare sig uden om det finansielle uvejr. Således heller ikke de aktieafdelinger, som har valgt at sætte medlemmernes formue i sundhedssektoren.

Der findes i dag 11 afdelinger til danskerne med fokus på investering i sundhedssektoren, dem i Morningstar Kategorien ”Sundhed – Aktier”, som dækker over både klassiske medicinalselskaber og de unge bioteknologiske virksomheder, der udvikler fremtidens medicin.

De 11 afdelinger har siden årets start og frem til udgangen af september i snit tabt mere end 40 pct. Det vil sige, at for hver 100 kr. en privat investor satte i en af disse afdelinger ved årets start, er der blot 60 kr. tilbage. På blot ni måneder. Det er samtidigt mere end verdens aktier generelt, der i samme periode er faldet med 26 pct.

Morningstar Kategori "Sundhed - Aktier" - sorteret på år til dato
Afdeling September 3. kvartal År til dato Afkast - 1 år
BG Invest Health Care -5,6% -9,0% -30,1% -27,5%
BankInvest Pension Health Care (PAL) -6,5% -8,8% -31,8% -
BankInvest Health Care -6,5% -8,8% -33,9% -30,8%
Nordea Invest HealthCare -8,0% -12,3% -36,3% -33,0%
Gudme Raaschou Invest Health Care -6,4% -14,4% -38,3% -34,8%
Jyske Invest BiotechMedicinal Aktier -7,7% -9,1% -41,9% -31,7%
EGNS-INVEST Global Biotek & Medicin -12,0% -15,2% -44,9% -36,5%
BankInvest Pension Bioteknologi (PAL) -8,0% -13,9% -49,6% -
BankInvest Bioteknologi -8,6% -15,0% -52,4% -42,2%
Danske Invest Bioteknologi -8,0% -10,5% -54,3% -42,4%
Danske Invest Sundhed -6,3% -9,4% - -
Gennemsnit - "Sundhed - Aktier" -7,6% -11,5% -41,3% -34,9%

Health care bedre end bioteknologi

Det er især det seneste halvår, at denne sektor er faldet. Den sure stemning på aktiemarkederne er ikke gået udenom denne sektor, men oven i det har den været yderligere ramt dårlige nyheder, og faldene har stået på i et godt stykke tid. Derfor skal man næsten have været investeret i disse afdelinger i fire år for ikke at have oplevet tab. I al fald har ingen af de tre afdelinger, som er tre år gamle kunne præstere positive afkast på den horisont, mens de dog har plusser på fem års sigt.

Morningstar Kategori "Sundhed - Aktier" - sorteret på tre års afkast
Afdeling Afkast - 3 år 5 år Risiko (målt på standardafvigelse) Morningstar Rating
BankInvest Health Care -5,4% 19,2% 29,9% 2
Gudme Raaschou Invest Health Care -10,5% 0,8% 18,2% 3
BankInvest Bioteknologi -25,0% 6,5% 47,6% 2
Gennemsnit - Sundhed - Aktier -13,6% 8,8% 31,9% -

Ikke alle afdelinger er ramt lige hårdt. BG Invest Health Care har som den bedste ”blot” mistet 30 pct. i år, mens Danske Invest bioteknologi har tabt næsten 45 pct. Ser man på alle 11 afdelinger er det tydeligt at se, at de, der har investeret mere i traditionel health care, heriblandt de store, udenlandske medicinalselskaber som Pfizer, Merck og GlaxoSmithKline, har klaret sig bedst. Dårligst er det gået for de afdelinger, som har fokus rettet på bioteknologien.


Lige med Europa

Faldene i afdelingernes værdi er ikke kun et dansk fænomen. Den gennemsnitlige danske afdeling har som nævnt mistet 41,3 pct. i årets første ni måneder, og på 12 måneders sigt har de mistet 34,9 pct. Sammenligner man med ensartede afdelinger i Europa – der er 375 af slagsen – så har de i snit mistet 40,1 og 32,1 pct. i de samme to perioder. Altså er Danmark ikke meget ringere end gennemsnittet.

De danske afdelinger i Morningstar Kategorien udgøres dog for cirka halvdelens vedkommende af de mere usikre og svingende bioteknologiske afdelinger, men selv de defensive health care afdelinger er langt fra det bedste i Europa. Den bedste afdeling indtil nu i år i denne kategori er nemlig den luxembourgske Argenta Fund Farma-chemiesector Europa, der kun har tabt cirka 5 pct. i årets første ni måneder.

Den afdeling har ganske vist en portefølje bestående af mere defensive medicinalselskaber og ikke de aggressive biotekselskaber, men det beviser at tabene med dygtighed kan begrænses. Det skal bemærkes, at danske investorer af frie midler ikke bør investere i Argenta-afdelingen, da det vil medføre betydelige skattemæssige konsekvenser.

Morningstar Kategorien ”Sundhed – Aktier” består af meget smalle, fokuserede og specialiserede afdelinger, der alle som én typisk vil blive ramt af de samme negative tendenser. Det gør sådan en sektor-afdeling til en risikabel investering. Derfor bør man som privat investor ikke placere særligt meget af opsparingen i dem, men betragte dem som et mindre tilvalg til en bredere portefølje med både obligationer og aktier generelt.

Denne artikel blev første gang bragt i Berlingske Erhverv lørdag den 12. oktober 2002.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser