Markedet kører sit eget løb

I bund og grund er den danske økonomi ganske sund og udsigterne er pæne sammenlignet med landene omkring os. De finansielle markeder er dog på den store nedtur, og det smitter af på Danmark

Sten Blindkilde 24/09/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Dansk økonomi udvikler sig pænt. Det samme gør den globale ifølge de fleste økonomer, selv om et opsvinget er udskudt. Alligevel fortsætter aktiemarkederne nedad, og de danske aktier er desværre ingen undtagelse.

Tirsdagens marked er et godt eksempel: De europæiske børser faldt over en kam, og det danske marked fulgte med ned. KFX-indekset lukkede i 194,58 point efter et fald på 3,3 pct., da det mandag var lukket i 201,23.

På en måned er det toneangivende danske indeks dermed faldet 12,5 pct. og siden årets start har det mistet 28,1 pct. I septembers første 24 dage er der alene skåret 13,3 pct. af værdierne på de største 20 danske selskaber.

Indekset så sin top i oktober 2000, da det på et tidspunkt var så højt oppe som i 354,08, og det har altså mistet 45 pct. siden. Man skal faktisk også helt tilbage til første halvår 1999 for sidst at finde det toneangivende danske indeks, KFX-indekset, i niveauet omkring 190’erne.


Fornuftig økonomi

Det er en ordentlig mundfuld, når man ellers overvejer de underliggende makroøkonomiske forhold i Danmark.

Væksten i Danmark er på vej frem. Ganske vist spås om en ikke-prangende BNP-fremgang på 1,5 til 1,6 pct. i år, men næste år og i 2004 anses væksten af blandt andet Danske Bank at blive på 2,5 pct.

Dermed har den danske økonomi udsigt til bedre fremgang end Sverige, Norge og de 12 medlemmer af euroland i de kommende år, mens USA ventes at få vækstrater, der er højere end det danske.

De danske forbrugere har også vist øget tillid i denne måned. Den seneste måling af de danske forbrugeres forventninger til fremtiden viste en fremgang fra indeks minus 1 til plus 3. Det er særligt positivt og underbygger forventningerne om den danske vækst, da forbruget er udpeget til at være den vigtigste motor de kommende år. Forbruget i Danmark har ellers stagneret siden 1998.

Også den danske arbejdsløshed er relativt lav på cirka 5,1 pct. og målinger viser også, at de danske husstande er forholdsvist positive i forhold til situationen omkring arbejdsløsheden om 12 måneder.

Samtidig er der positive tal på det nationale regnskab både på handels- og betalingsbalancen.


Surt med andre

Aktiemarkederne er internationalt og tillige i Danmark midt i et glidende krak. Efter forskrækkelsen og chokket i forbindelse med terrorangrebet den 11. september sidste år, steg markedet markant frem til december. Herefter er det dog gået ned ad bakke med kun få ophold til at genvinde pusten.

Først var der erhvervsskandalerne, der rystede markedets tillid til selskaberne og deres ledere, og som hævede risikopræmierne på aktierne. Så haltede – og det gør den stadig – verdens vigtigste økonomi, USA, med skuffende vækstrater.

Krigstruslerne fra USA mod Irak er det sidste slag i ansigtet. En konflikt i Mellemøsten er ikke markedets håb, da det blandt andet betyder højere oliepriser. Det rammer igen selskaberne på indtjeningen og lægger en dæmper på den globale vækst. Alene de seneste ugers raslen med sablen har allerede sendt olieprisen godt i vejret – over 28 dollar – og aktierne ned.

Markederne har i bund og grund ingen gode nyheder at gribe efter, og i stedet betyder de fortsatte fald, at flere og flere investorer kaster håndklædet i ringen og sælger ud. Det betyder endnu en gang et pres på aktiekurserne – og Danmark er ingen undtagelse. Det fremgår blandt andet af nedenstående tabel, der viser, at det danske marked målt på MSCI Danmark frem til den 23. september i år havde tabt 19,7 pct., mens verdensindekset var faldet 25,6 pct. – begge målt i dollar.

Indeksenes udvikling siden primo september og siden primo 2002 - frem til den 23. september
MSCI Indeks Måned til dato - Lokal valuta År til dato - Lokal valuta Måned til dato - USD År til dato - USD
KFX -10,3% -28,1% - -
New Zealand -2,5% -2,8% -2,2% 9,4%
Østrig -6,9% -9,3% -6,6% 0,2%
Australien -2,0% -11,6% -3,3% -6,2%
Japan -1,5% -11,6% -5,6% -6,4%
Singapore -5,7% -12,9% -7,2% -9,6%
Norge -13,2% -31,6% -12,5% -17,9%
Schweitz -12,4% -26,9% -11,7% -18,5%
Danmark -10,3% -27,3% -10,0% -19,7%
Hong Kong -6,4% -20,5% -6,4% -20,5%
Canada -8,3% -22,4% -9,8% -21,9%
Italien -14,7% -30,2% -14,4% -22,9%
UK (Storbritannien) -11,5% -29,2% -10,8% -24,1%
Verden -9,8% -28,0% -10,1% -25,6%
Grækenland -13,6% -33,6% -13,4% -26,6%
USA -9,3% -28,0% -9,3% -28,0%
Belgien -16,7% -35,4% -16,5% -28,6%
Portugal -14,8% -35,6% -14,5% -28,8%
Spanien -14,3% -35,8% -14,0% -29,1%
Irland -9,9% -37,3% -9,6% -30,7%
Frankrig -15,8% -38,7% -15,6% -32,2%
Holland -19,1% -38,8% -18,9% -32,4%
Euroland -17,2% -40,3% -17,0% -34,1%
Norden -11,3% -43,6% -10,5% -36,5%
Tyskland -21,1% -43,8% -20,8% -37,9%
Sverige -14,8% -47,0% -13,3% -39,7%
Finland -7,4% -49,3% -7,1% -44,0%



Optimister og pessimister

Alt er dog ikke helt skidt: genvinder markedet fodfæstet og tilliden til aktierne, så er der igen udsigt til positive afkast. Et eksempel er Danske Bank, som på så kort sigt som tre måneder også spå fremgang. Banken venter et KFX i niveauet 225 om tre måneder, mens det om henholdsvis seks og tolv måneder ses i 235 og 240. Det svarer på kort sigt til en stigning fra tirsdagens niveau på 15,6 pct., mens det på tolv måneders sigt vil sige en stigning på 23,3 pct.

Danske Bank er ikke alene i flokken af positive finanshuse, og mange af de store har peget på, at de danske aktier ser ganske billige ud.

Omvendt er der også de, der er mere negative, heriblandt Henton, som baserer sine forudsigelser på teknisk analyse. Hos Henton har man længe peget på et KFX i niveauet 190, og man ser det endda helt ned omkring 150 til 157. Altså et stykke endnu med et fald på næsten 23 pct.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser