Ny luft til amerikanerne

Sidste uge gav ny optimisme til det plagede amerikanske aktiemarked efter især en hård juli-måned. Denne uge har fokus på blandt andet Greenspan og den amerikanske centralbanks rentemøde

Sten Blindkilde 12/08/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Juli var endnu en hård måned for de amerikanske investorer, men sidste uge viste ny positiv stemning trods det tunge åg af erhvervsskandaler og dårlige økonomiske nøgletal.

I ugen som sluttede den 9. august steg de førende amerikanske indeks alle omkring 5 pct. Dow Jones vandt 5,2 pct., Nasdaq gik 4,7 pct. frem, og S&P 500 steg 5,1 pct. For hele august er der dog stadig et lille minus på 0,34 pct. på MSCI USA og minus 0,28 på MSCI Nordamerika, som inkluderer Canada.

Fremgangen den seneste uge skyldes en ny positiv stemning trods negative økonomiske nyheder sidste mandag, fremgang i finanssektoren, bioteksektoren og medicinalbranchen samt positive udmeldinger fra analytikere og stigende forventninger til en rentesænkning fra FED i denne uge (tirsdag).

Disse tal skal dog ses i lyset af udviklingen i juli, da markederne fortsat faldt på baggrund af en yderst sur stemning. Dow faldt i sidste måned 4 pct. til 8711, Nasdaq drattede 5 pct. til 1328.

Der var dengang endnu et hul mellem de dårlige aktiemarkeder og en ganske stabil økonomi på trods af, at BNP for andet kvartal blot steg 1,1 pct. i en tidlig prognose mod de reviderede 5 pct. i første kvartal.


Stemning og markedet

Den seneste uge har løftet stemningen ikke bare i Europa og på verdensmarkederne, men så sandelig også på de amerikanske markeder. Flere og flere håber på en rentesænkning i denne uge efter de fortsat store kursfald og den tilsyneladende højst slentrende vækst i andet kvartal. Flere sætter dog spørgsmålstegn ved centralbanken, FEDs, og formanden, Alan Greenspans, evner til at styre økonomien og markederne. Opjusteringer af individuelle selskaber fra analytikere har også løftet stemningen.

Juli var ellers præget af starten på en renselsesproces i USA. I midten af måneden angreb netop Alan Greenspan i Kongressen de amerikanske virksomheder med kritik af den ”smitsomme grådighed”, mens finansminister Paul O’Neill senere på måneden søgte at forsikre investorerne om, at markedet nok skal vende og komme igennem skandalerne.

Greenspan indikerede også i juli, at renten ikke vil blive hævet i den nærmeste fremtid, men at økonomien var godt på vej. Det ledte til en større fremgang, der dog hurtigt blev punkteret af skæmmede økonomiske nøgletal og flere iagttagere fremhævede, at det er sjældent set, at formanden har taget så meget fejl.

I en Wall Street-tale lovede præsident George W. Bush også hårdere straffe til lederne ar erhvervsvirksomheder, som begår kriminalitet, men kritikerne var oprørte over, at præsidenten ikke støttede en gennemgang eller undersøgelse af revisionsbranchen i USA. Revisionsselskaberne har været meget indblandet i de mange skandaler.

Undersøgelserne af erhvervsskandalerne fortsatte også. Justitsministeriet krævede at WorldCom indstillede sin interne undersøgelse, da myndighederne ønskede at afhøre nøglepersoner før alle andre. Den 1. august blev den tidligere økonomidirektør i WorldCom, David Myers, arresteret, sigtet for bedrageri.

Andre anholdelser i mediernes søgelys var blandt andet fem tidligere fremtrædende medlemmer af Adelphia Communications’ ledelse. De fem, inklusiv tre af medlemmerne fra den grundlæggende familie, Rigas, blev anholdt og sigtet forsøg på bedrageri.

Flere og flere firmaer imødekommer nu kritikken af de skjulte udgifter og omkostninger i forbindelse med optionsprogrammer til medarbejderne. Blandt andet Coca-Cola har meddelt, at selskabet i fremtiden vil omkostningsføre de mange optionsprogrammer i resultatopgørelsen – et tiltag, der ikke er lovpåkrævet, og som sikkert og vist vil reducere indtjeningstallene.

De skidte juni- og juli-måneder fik mange investorer til at trække sig ud af markedet. En opgørelse fra Investment Company Institute viser at 18 mia. dollar blev trukket ud af de amerikanske foreningers afdelinger i juni. En tidlig prognose for juli spår om et tal på 47 mia. dollar – mere end der findes i alle de danske foreninger tilsammen – og ny rekord i USA på nettoindløsning.


Prognose

Den styrkede fokus både fra erhvervsledernes side, men så sandelig også fra lovgiveres og myndigheders side bør øge tilliden til markedet. Høj-profil anholdelser og lovgivning synes at have dæmmet noget op for panikken den seneste tid.

Også udsigten til, at renteniveauet holdes intakt eller endda sænkes i denne uge ventes at have en positiv indflydelse. Langt de fleste økonomer havde ellers for længst ventet renteforhøjelser i USA, men har nu skudt den forventning til en gang i de nye år eller helt ændret til en rentesænkning.

Alligevel kan en fortsat nedtur i markedet risikere at ødelægge den amerikanske økonomi, der trods alt er på vej frem. Ringe afkast eller negative afkast eroderer den såkaldte velstandseffekt og giver forbrugerne færre penge at tage af. Det kan i sidste ende være med til at ødelægge opsvinget, der for en stor del hænger på forbrugernes penge. Forbrugerne tegner sig for cirka totredjedele af det amerikanske BNP, der ligger i niveauet 10 billarder dollar.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser