Markedsfrygt: Venstre-radikale kan tage magten i Grækenland

Eksternt forfatter 09/12/2014
Facebook Twitter LinkedIn

ANALYSE - Grækenland skal vælge ny præsident 17. december, et par måneder før planlagt. Dermed åbnes en valgsæson, der kan bringe det stærkt venstreorienterede Syriza til magten og igen skabe usikkerhed om Grækenlands euro-medlemskab.

Konsekvensen vil være fornyet spekulation om sammenholdet i eurozonen, ikke mindst fordi væksten i forvejen er stagnerende, og markederne venter på et nyt stort indgreb fra ECB.

Det græske parlamentsvalg i sommeren 2012 var centrum for hele verdens og især finansmarkedernes opmærksomhed. Det var dyb nervøsitet for, at Syriza ville vinde vinde valget, og efterfølgende trække Grækenland ud af eurozonen og derfor sætte et stort spørgsmålstegn ved euro'ens overlevelse.

Spillet om magten i Athen er begyndt igen, og ifølge de seneste meningsmålinger fører Syriza og kan derfor blive det største parti i det græske parlament.

Grundlæggende er situationen i eurozonen nu langt mere stabil end i 2012, hvor de lange græske renter var på 35 pct., og medierne var fulde af dødsdomme over euro. Men iagttagere følger igen den politiske scene i Athen med stor opmærksomhed og varsler, at parlamentsvalget i det tidligere forår kan blive en historie, som hele verden igen vil følge.

Syriza har allerede skruer op for retorikken og siger, at det ekstraordinære valg er udskrevet i enighed med trojkaen for "at dække over nye finanspolitiske stramninger og at afpresse parlamentsmedlemmer til at stemme for dem".

Trojkaen kræver bl.a. nye momsforhøjelser og og flere reduktioner i pensionerne for at få sparet 2,5 mia. euro på næste års budget.

Forsøget på at vælge en ny præsident kan gå over tre runder i løbet af december.

Ved de to første runder kræves et flertal på 200, i den tredje runde 180 stemmer af 300. Mislykkes det, så bliver Premierminister Antonis Samaras sandsynligvis nødt til at udskrive parlamentsvalg i februar eller marts. Vinder Syriza vil partiets leder, Alexis Tsipras, kræve hele pakken med omfattende politiske stramninger - kravet fra trojkaen for at holde Grækenland flydende med i alt 240 mia. euro - taget af bordet.

Dermed vil der igen være usikkerhed om grækernes vilje til at overholde de nye og strikse krav til euro-medlemsskab. Udsikkerhed, som markederne hader.

De udenlandske kreditorer og trojkaen med IMF, ECB og EU-Kommissionen er ikke tilfredse med de græske reformer, og eurozonens finansministre besluttede mandag aften ikke at frigive den sidste portion af den økonomiske redningspakke, der har forhindret en ukontrolleret græsk statsbankerot.

Første skridt er valget af en ny præsident.

Premierminister Antonis Samaras skal finde mindst 180 af de 300 stemmer i det græske parlament, men råder i sin koalitions-regering selv kun over 155. Altså skal han finde mindst 25 blandt løsgængere og småpartier udenfor regeringen.

 

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Eksternt forfatter  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser