Generelt pæne afkast til danske aktier

Trods beskedne afkast de senere måneder holder danske aktier takket være et godt første halvår skansen for hele året. Det smitter af på aktiefondene.

Facebook Twitter LinkedIn

Trods turbulens og mere moderate afkast i de seneste måneder ligger danske aktier fortsat lunt i svinget i år sammenlignet med flere andre investeringsmarkeder. C20 aktierne har passeret 20 pct. i afkast i 2014, mens afkastet for det bredere indeks for danske aktier er i underkanten af de tyve procent for det ucappede indeks og knap 16 pct. for det cappede. Globale aktier er i plus med 15 pct. for året, mens europæiske aktier halter efter med mere beskedne 5 pct., så alt i alt ser 2014 ud til at blive et ganske fornuftigt år for danske aktier.

De mindste danske aktier formår derimod ikke holde dampen oppe fra sidste år og kan ikke følge trop med de større og mere likvide aktier. Foreløbig er det blevet til godt 6 pct. i afkast i år for de mindste hjemlige aktier.

Udviklingen går igen blandt hjemlige aktiefonde med fokus på danske aktier, hvor der er endog ganske stor variation i afkastet på tværs af fondene. Fundamental Invest Stock Pick præsterer med 25,7 pct. årets foreløbigt højeste afkast i Morningstar kategorien med danske aktier. Laveste afkast i år er indtil videre -0,6 pct. Det er fonden Smallcap Danmark, som er bundproppen, og aktuelt den eneste fond i kategorien med negativt afkast i 2014.

Den typiske fond i kategorien er steget 16,2 pct. Afkastet blev især hentet hjem i første halvår, hvor afkastet blev henholdsvis 10,2 pct. og 7,3 pct. i første og andet kvartal. Tredje kvartal bød på et mindre tab for den typiske fond, hvilket indtil videre også gør sig gældende for indeværende kvartal.

Årets trækheste

Blandt enkeltaktierne er der flere som bidrager til årets positive udvikling. I C20-indekset er Pandora steget 70 pct., Coloplast er i plus 43 pct. og både Danske Bank og Novo Nordisk er oppe godt 30 pct.  Vestas rundede i juni hele 83 pct. i afkast for 2014, men er sidenhen faldet tilbage og ligger nu med afkast på 26 pct.  Forsikringsselskabet Tryg er ligeledes steget pænt de seneste måneder og er oppe med 33 pct. Carlsberg og William Demant er derimod faldet tilbage i år med tab på henholdsvis 13 pct. og 16 pct.

Uden for C20 er bl.a. Bavarian og Auriga sprunget til vejrs i år med afkast på henholdsvis 102 pct. og 65 pct. cBrain og RTX – begge to endnu mindre selskaber – nyder også godt af medvinden eftersom de to aktier er i plus med henholdsvis 341 pct. og 90 pct. Årets tabere er bl.a. dampskibsselskaberne Torm (-73 pct.) og Norden (-47 pct.).

Ud af cirka godt 160 danske aktier er knap 100 i plus for hele året. Heraf kan halvdelen præstere afkast på over 20 pct., mens 23 aktier omvendt er i minus med mere end 20 pct.

Danske fonde og OW Bunker

Bunkerselskabet OW Bunker blev børsnoteret tilbage i marts måned til en introduktionskurs på 145 kr. Aktien nåede op på 185 kr. i maj, men flere nedjusteringer – den seneste i oktober – har sidenhen pressen kursen ned under 80 kr. Torsdag kom det så frem at svindel og dårlig risikostyring stort set udvander egenkapitalen og selskabet er gået i rekonstruktion. Det vil sige, at investorernes penge med stor sandsynlighed er tabt.

Morningstar modtager månedligt porteføljer på alle investeringsforeninger. Qua udviklingen i OW Bunker har vi tjekket de seneste porteføljer fra danske fonde for at se, hvor mange der ligger inde med OW Bunker i beholdningen. I alt 27 danske fonde – primært med fokus på hjemlige aktier – har ifølge de seneste porteføljeoplysninger OW Bunker i porteføljen. Fondenes samlede investering i OW Bunker er 165 mio. kr. Selskabet havde frem til onsdag en egenkapital på 3 mia. kr. og i det lys virker fondenes investering relativt begrænset.  

For den enkelte fond er tabet i få tilfælde mere mærkbart. I alt fem fonde havde investeret mere end 2 pct. af formuen i OW Bunker og den største eksponering selskabet havde i én fond udgjorde 3,2 pct. For de fleste øvrige fonde udgør OW Bunker en mindre andel af porteføljen. De relaterede tab må derfor forventes at være overkommelig – selvom mange nok føler sig ført bag lyset af den skandale som i øjeblikket folder sig ud.

Top 5 fonde

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser