Det danske obligationsmarked har fredag morgen lagt ud med at falde en anelse.
Intet har dog været sikkert, når det kommer til udviklingen på både obligations- og aktiemarkederne i denne uge, og derfor kan stemningen hurtigt skifte endnu engang fredag.
Et eksempel på dette stemningsskifte var tydeligt i torsdagens handel, da den 10-årige danske tiårige statsobligation med udløb i 2025 lukkede med en rente på 1,09 pct. - 7 basispoint mere end slutniveauet onsdag. Det var dog først efter et par markante udsving, hvor renten blev sendt helt ned til 0,97 pct., i takt med, at investorerne med stor iver søgte mod de mest sikre aktiver.
Fredag er det toneangivende statspapir åbnet med en rente på 1,08 pct. - 1 basispoint lavere end torsdagens lukkeniveau.
Blandt en række nøglebegivenheder torsdag var de amerikanske nøgletal enten positive eller bedre end frygtet. Færre amerikanere stillede sig eksempelvis for første gang op i ledighedskøen i sidste uge, end det var ventet ifølge Bloomberg News.
Derudover overraskede den amerikanske industriproduktion og kapacitetsudyttelse i september, mens det såkaldte Philly Fed-indeks for oktober "kun" faldt til 20,7 i oktober, mens der var frygtet et fald til 19,8 fra 22,5 måneden før.
- Fredag retter fokus sig igen mod USA, hvor chefen for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, holder en tale, mens der er to nøgletal at holde øje med, skriver Nordea i en morgenmeddelelse og fortsætter:
- Påbegyndt boligbyggeri og forbrugertillidsindikatoren, University of Michigan indekset. Yellen taler om indkomstulighed, hvorfor det ville overraske, hvis hun skulle kommentere på den seneste udvikling i de økonomiske nøgletal eller de seneste store udsving på de finansielle markeder. Men man kan aldrig vide.
Den toneangivende tiårige amerikanske T-bond ligger fredag morgen med en rente på 2,13 pct., hvilket er 2 basispoint lavere end ved lukketid torsdag.
/ritzau/FINANS