Passiv forvaltning buldrer frem – i udlandet

Det er sandt, at aktive forvaltere - ud fra en gennemsnitsbetragtning – ikke har skabt det bedste markedsføringsmateriale for dem selv, når historiske præstationer skal vejes og måles. Ofte skal akilleshælen dog findes hos forvalterne selv, nemlig at prisen på deres aktive produkter er for høj. Men selv om gennemsnitlige afkast ikke slår markedet, er det ikke ensbetydende med, at der ikke kan findes dygtige fonde og forvaltere som rent faktisk kan slå markedet. De er derude, men de er sjældent i flertal.

Mange investorer er lykkedes med at nå deres finansielle mål med enten aktiv eller passiv forvaltning eller en kombination af de to. En nem og billig måde uden det store behov for løbende opfølgning er at vælge en passiv forvaltet global fond med lave omkostninger. På den anden side er der også eksempler på investorer som med aktivt forvaltede fonde er kommet i mål med ambitionen om solide relative afkast.

Et vigtigt aspekt, når man skal overveje hvilken investeringstilgang, der passer bedst til en, er at gøre sig klart, hvilke faktorer man tillægger størst betydning ved en investering. Her er nogle af de mest centrale.

Lave omkostninger

Selvom ikke alle indeksfonde er billige og ikke alle aktivt forvaltede fonde er dyre, så er prisen på passiv forvaltning generelt lavere end for aktive fonde. Denne omkostningsfordel er uden tvivl en drivende faktor bag de pæne afkast som brede indeksfonde har leveret over længere perioder. Lave omkostninger kan nærmest betragtes som en årlig tilbagevendende gave som gives til investorerne i form af et højere afkast. Den typiske aktivt forvaltede globale aktiefond koster 1,58 pct. om året. Passive fonde med global fokus kan nu fås helt ned til 0,2 pct. om året, hvilket vi satte fokus på i forsommeren.

Enkelthed

En minimalistisk portefølje med lav vedligeholdelse kan bygges op af få passive fonde, som følger brede markedsindeks, og giver god spredning på mange værdipapirer. I modsætning hertil kan en sådan portefølje bygget op omkring aktivt forvaltede fonde ende op med overlap af værdipapirer. Porteføljen kan desuden være sværere at håndtere eftersom nogle fonde måske har frihedsgrader til at navigere ind og ud af regioner, lande, brancher osv. Indeksinvestorerne slipper også for at bekymre sig om administrative forhold, som fx udskiftning af investeringsrådgiver.

Når det er sagt er det muligt at bygge en simpel portefølje bestående af en håndfuld aktive fonde. Her er nøglen til succes at man er fortrolig med de enkelte fondes investeringsstrategi. Går man desuden målrettet efter fonde med mange værdipapirer i porteføljen, og fonde som er konkurrencedygtige på prisen, vil man have et fornuftigt udgangspunkt. Porteføljen bør tjekkes regelmæssig (dvs. et par gange om året). Vil man ikke det eller har man det dårligt med perioder med underperformance, bør man overveje indeksvejen.

Mulighed for at slå markedet

Indeksfonde kan brøste sig med fine afkast til investorerne, og hovedparten vil ofte give baghjul til mange af alternativerne på markedet. Omvendt kan indeksfonde som udgangspunkt aldrig slå markedet, og man kan næsten være sikker på at ens afkast altid vil være lavere end markedsafkastet. Typisk vil afkastet svare til markedsafkastet minus fondens omkostninger.

Aktive fonde giver derimod udsigten til at slå markedet. Når det er sagt bør man være ærlig om sine egne evner til at finde de rette fonde. Kig på de historiske valg og se hvor mange af dem, som har indfriet målsætningen om et afkast, der er bedre end markedet.

Justere efter markedsvilkår

En af de vigtigste potentielle fordele ved en aktiv fond er forvalterens mulighed for i en vis udstrækning at justere porteføljen efter markedsforholdene. For eksempel kan porteføljen trimmes efter, hvilke aktier der vil klare sig bedst i et givet økonomisk scenarie ligesom der er fleksibilitet til at gå kontant med en mindre del af porteføljen. Eksempelvis blev kontantandelen i flere aktiefonde øget under finanskrisen, hvilket bidrog positivt til fondenes relative performance. På den anden side kan man argumentere for at det ikke forvalterens opgave at foretage denne disposition, men op til investor at vurdere om der skal sælges ud af aktiebeholdningen. Det er dog ikke altid fleksibiliteten går investorernes vej og fx spillede finansaktierne flere aktive fonde et puds i reboundet som kom i kølvandet på finanskrisen.

Indeksfonde har ikke samme fleksibilitet og en indeksinvestor skal selv på banen og lave disse valg og kan altså ikke regne med at andre gør det for en.

Hvis ikke dem begge, så er det i sidste ende er det op til investor at vælge hvilket ben, der skal vælges. Vil man spille på begge heste viser vores tidligere analyser at passiv forvaltning er mest oplagt til større og likvide markeder. Omvendt har danske aktive fonde haft bedre held til at slå hjemlige aktier og emerging markets. Vi er på trapperne med en dugfrisk analyse af præstationerne i danske aktivt forvaltede aktiefonde, og de foreløbige resultater tyder på, at forvalterne har mere end svært ved at manøvrere under de nuværende markedsforhold.