Aktier: Pilen peger på mindre fald

Eksternt forfatter 25/07/2014
Facebook Twitter LinkedIn

Det danske aktiemarked ventes fredag at åbne uden de store bevægelser, men der er dog umiddelbart lagt op til mindre fald. Selskabsmæssigt kommer de fleste af fredagens nyheder i form af regnskaber fra udenlandske konkurrenter til danske selskaber.

Torsdagens udvikling på det danske aktiemarked afspejlede i mild grad Tour-rytternes klatren op ad bjerget Hautacam, da det toneangivende C20 Cap-indeks lukkede 0,4 pct. højere i 807,7.

Fredag er der dog umiddelbart lagt op til mindre fald. Det amerikanske aktiemarked faldt marginalt efter dansk børslukketid torsdag, og efterfølgende falder futures svagt, hvilket også gør sig gældende for det britiske FTSE 100-indeks, hvor futures peger på fald i niveauet 0,2 pct.

Selskabsmæssigt kan Danske Bank igen fredag komme i fokus, efter at banken torsdag offentliggjorde et stærkt regnskab for andet kvartal, der også førte en opjustering med sig.

Efterfølgende har en mindre række finanshuse justeret kursmålene for Danske Bank. Nomura har løftet med 5 kr. til 180 kr., UBS med 10 kr. til 157 og Deutsche Bank med 6 kr. til 160.

Danske Bank-aktien steg torsdag 4,6 pct. til 162,9 kr.

Ellers har Coloplast sent torsdag fået nyt fra konkurrenten C.R. Bard i form af regnskabet for andet kvartal, der viste en fremgang i væksten i selskabets urologiforretning til 8 pct. fra 7 pct. i første kvartal.

Derudover har Carlsberg fået løftet sit kursmål hos JPMorgan Chase til 530 kr. fra 510 kr.

Der er også nyt til ALK-Abelló, da den franske konkurrent Stallergenes efter børslukketid torsdag rapporterede halvårstal. Stallergenes kunne i årets første halvdel fremvise en vækst i omsætningen på 1,2 pct. til 130,3 mio. euro. Der var også fremgang på driftsresultatet, EBITDA, der steg til 42,3 mio. euro fra 41,6 mio. euro.

I en helt anden branche kan NKT skele morgenens regnskab fra franske Nexans, der i årets første halvdel formåede at vende sidste års underskud på 145 mio. euro til et overskud på 25 mio. euro. Det skete trods et fald i omsætningen til 2304 mio. euro fra 2351 mio. euro i samme periode året før.

Blandt de mindre sidepapirer er der nyt fra møbelkoncernen Boconcept, der har indgået en partnerskabsaftale med det kinesiske selskab Kinetic. Aftalen skal være med til at sætte fart på Boconcepts ekspansion på det kinesiske marked.

Den danske møbelkoncern meddeler, at aftalen vil øge væksten i selskabets kinesiske aktiviteter fra 2015, men at det ikke ændrer forventningerne til selskabets resultater i det forskudste regnskabsår 2014/2015.

/ritzau/FINANS

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Eksternt forfatter  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser