Ferieramt marked gav C20-fald

Facebook Twitter LinkedIn

TDC steg pænt mandag, men kunne ikke forhindre et stærkt feriepræget marked i at dykke samlet 

På trods af en positiv konsolidering i telesektoren, der sendte milde vinde i TDC's retning, kunne det danske aktiemarked som samlet enhed ikke holde sig oven vande mandag.

Investorerne trådte i høj grad vande frem mod regnskabssæsonens start, der for Danmarks vedkommende starter torsdag med regnskabet for andet kvartal fra forsikringsselskabet Tryg. Inden da indledes den amerikanske regnskabssæson med Alcoas tal for andet kvartal tirsdag aften.

Lav omsætning

Det skete under lav omsætning, med små udsving og med et samlet fald til C20 Cap-indekset på 0,6 pct. til 812,94 på en mandag, hvor blot tre ud af 20 eliteaktier var i fremgang.

"Det er meget stille på markederne. Pilen peger lidt nedad over det hele. Det har den gjort i Europa siden morgenstunden, og nu er USA også kommet med. Der er naturligvis feriestemning, men vi har også haft en periode med godt humør, og så er det helt naturligt, at man trækker lidt luft ind, inden regnskabssæsonen starter tirsdag," siger Otto Friedrichsen, der er kapitalforvalter hos Formuepleje, til Ritzau Finans.

Helt i toppen af C20-indekset var TDC dog i fremgang dagen igennem på udsigten til konsolidering i sektoren, der ellers er tungt præget af priskonkurrence.

Svenske Teliasonera meddelte tidligt mandag, at selskabet køber Tele2's norske aktiviteter for godt 4 mia. danske kr., og det smittede positivt af på TDC, der steg med 1,7 pct. til 56,10 kr.

Biotekselskabet Genmab kunne sidst på eftermiddagen melde om en milepælsbetaling på 25 mio. dollar – eller godt 137 mio. kr. – fra samarbejdet med Janssen Pharmaceuticals om Daratumumab.

Milepælsbetalingen er udløst af fremskridt i fase III studiet med Daratumumab i kombination med Lenalidomid og Dexamethason til behandling af recidiverende eller refraktær myelomatose (tilbagevendende, alvorlig kræftsygdom i knoglemarven, som er upåvirkelig af lægebehandling, red).

Det hjalp en del på humøret omkring aktien, som inden meddelelsen lå sidst i C20 Cap-indekset, men efter meddelelsen genvandt en smule terræn og sluttede 1,1 pct. lavere i 225,30 kr.

I bunden af eliteindekset endte i stedet FLSmidth uden større selskabsspecifikke nyheder. Aktien faldt med 1,9 pct. til 308,10 kr.

Blandt sidepapirerne var der fokus til flyselskabet SAS, der rapporterede trafiktal for juni mandag formiddag. De indeholdt både skidt og kanel i form af stigende passagertrafik og kapacitetsudnyttelse, men også klart faldende yield. Investorerne valgte dog at fokusere på det positive, og SAS-aktien steg med 2,9 pct. til 10,50 kr.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

 

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser