Danske aktier i hopla

Udviklingen på det hjemlige aktiemarked smitter af på fonde med fokus på danske aktier. Kun russiske aktiefonde er akkurat et skridt længere fremme på afkastet i 2015.

Facebook Twitter LinkedIn

Det kommer næppe bag på mange hjemlige investorer, og selvom vi endnu mangler december, tyder meget på at 2015 bliver et særdeles godt år for danske aktier. Faktisk så godt at det blandt de knap 300 Morningstar kategorier, som Morningstar inddeler europæiske fonde i alt efter investeringsfokus, er danske aktiefonde kun overgået af dem med russiske aktier.

Den typiske fond med fokus på danske aktier kan indtil videre præstere 32,5 pct. i afkast i 2015. Til sammenligning er russiske aktiefonde oppe på 32,9 pct., så det kan næsten ikke blive tættere. Meget kan nå at ændre sig i årets sidste måned, men selvom russiske aktier skulle vise sig bedst, vil danske aktier alligevel være bedst i længden. Over 10 år er danske aktiefonde steget 11,2 pct. om året i snit, mens russiske fonde er steget sølle 0,6 pct. om året.

Der er cirka 150 aktier på den lokale børs, OMX Nasdaq. Det er et relativt lille antal selskaber, og dertil kommer at det danske aktiemarked er koncentreret omkring nogle få store selskaber. Novo Nordisk er ubestridt landets største selskab med en værdi på 30 pct. af børsværdien for alle danske selskaber. Dernæst følger A.P. Møller Mærsk og Danske Bank med markedsandele i underkanten af 10 pct. Børsværdien af de 10 største danske selskaber udgør knap 75 pct. af den samlede børsværdi for alle danske aktier, ved top 25 passeres 90 pct., og værdien af de 50 største selskaber er tæt ved 98 pct. af børsværdien på hele den danske aktiebørs.

Den koncentrerede sammensætning betyder at det i høj grad er kursudviklingen i de største selskaber, som sætter dagsordenen for helhedsbilledet af det hjemlige aktiemarked. Novo Nordisk er steget 46 pct. i år og dermed en solid bidragsyder til det danske resultat. Blandt andre større og velkendte selskaber er Vestas i plus 93 pct., Pandora i plus 61 pct. og Genmab er steget intet mindre end 132 pct. Alle selskaber er dog ikke steget lige meget. Danske Bank og Coloplast er i plus på henholdsvis 15 pct. og 8 pct. og A.P. Møller Mærsk ligger pt. til et mindre minus for hele året på 2 pct.

Rundt regnet er 3 af 4 danske aktier i plus for hele 2015. Værst er det gået bl.a. rederiselskabet Torm med kurstab på 78 pct., og fra C20-indekset er TDC hårdest ramt med kursfald på 18 pct.

Danske aktiefonde

Det flotte år for aktiefonde med fokus på hjemlige aktier er faktisk ingen gang en enlig svale. I 2013 steg den typisk aktiefond 39 pct., i 2010 blev gennemsnittet 30 pct., i 2009 efter finanskrisen steg fondene 45 pct. og tilbage i 2005 blev afkastet 48 pct. Der har været kursfald undervejs (bl.a. -20 pct. i 2011 og -49 pct. i 2008), men helhedsindtrykket er solidt i forhold til fonde med andre investeringsfokus.

Der er 39 fonde i Morningstars kategori for danske aktier.  De kan alle bryste sig med solide absolutte afkast, men der er ganske betydelig variation i feltet. Den foreløbige højdespringer i år er Fundamental Invest Stock Pick med 51,2 pct. i afkast.  Det er næsten dobbelt op i forhold til Sparinvest Danske Aktier i den modsatte ende af feltet med afkast på26,2 pct.

Det er ikke nyt at se Stock Pick fonden fra Fundamental Invest forrest i feltet. Både sidste år og i 2013 præsterede den afkast, som ingen af de øvrige fonde i kategorien kunne matche. I år er det overvægte i bl.a. DFDS, Genmab og Pandora, og undervægte i bl.a. A.P. Møller Mærsk og Coloplast, som bidrager positivt til placeringen i forrest i feltet. De gode præstationer betyder også at investorerne har fået øjnene op for fonden og dens præstationer. Over seneste 12 måneder er lige knap 700 mio. kr. blevet investeret i en af Fundamental Invests to fonde.

Placeringsregler for investeringsforeninger betyder at en aktiefond højst må investere 5 pct. af formuen i én aktie, men for en del af formuen kan investeres op til 10 pct. i én aktie. Tabellen her på siden viser sammensætningen i den typiske aktiefond med fokus på danske aktier.  Novo Nordisk vægter mest i den typiske portefølje med 9,4 pct. i snit efterfulgt af Danske Bank og Pandora med porteføljevægte på henholdsvis 8,9 pct. og 8,3 pct. De 10 største aktier i den typiske fonds portefølje vægter 55 pct. af porteføljen.

Når det handler om danske aktier er det i store træk de samme aktier som investeringsforeningerne løber efter. Hvordan fondene klarer sig indbyrdes afhænger derfor først og fremmest af, hvor meget der investeres i de enkelte aktier. Selvom det reelle investeringsunivers er relativt begrænset viser fondenes præstationer også, at det bestemt ikke er ligegyldig, hvilken man vælger.

afkast

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser