Investorerne er ikke til europæiske aktier i år

Overskrifterne fra Sydeuropa har kølnet investorernes interesse for europæiske aktier, der halter efter det globale aktiemarked i år.

Facebook Twitter LinkedIn

Vi nærmer os afslutningen på første halvår og selvom mange nok synes de seneste måneder har kastet malurt i bægeret, er der stadig pæne aktiegevinster for 2012. Globale aktier er oppe med mere end 7 pct. og danske aktier ligger endnu højere med stigninger i niveauet 10 pct. alt efter indeks. Amerikanske aktier er også godt med efter første halvår i kombination af pæne aktieafkast og stigende dollar over for euroen og danske kroner.

En af de regioner det kniber mere for i år er europæiske aktier. Investorerne har tilsyneladende mistet interessen for regionens aktier. Mens investorerne i år har skudt mere end 15 mia. kr. nye penge ind i aktiefonde fra europæiske fondshuse er pengene gået udenom fonde med dem på europæiske aktier. Faktisk rundede investorernes tilbagesalg i disse fonde i år godt 40 mia. kr. ved udgangen af april måned.

Europæiske aktier ligger som helhed også mere beskedent til på afkastet. Små 2 pct. er det blevet til, mens ØMU-landene er nede med et tab på 2 pct. Udviklingen dækker imidlertid over en stor spredning blandt regionens lande. Det er gået rimeligt for tyske, engelske og schweiziske aktier, mens det ser langt værre ud for landene, der med stor sandsynlighed er årsagen til investorernes flugt ud af europæiske aktier.

Grækenland og Spanien er nede med mere end 20 pct. i år og alene i andet kvartal dykkede græske aktier med 32 pct. Italien og Portugal ligger med tab på mere end 10 pct. i år og begge lande aktier har mistet omkring 15 pct. af kursværdien i andet kvartal.


Fonde også påvirket af udviklingen
De hjemlige investeringsforeninger giver private investorer et bredt udvalg af fonde at vælge imellem, når fokus skal være europæiske aktier. Langt hovedparten af dem benytter MSCIs europæiske aktieindeks som benchmark. På afkastet ligger den typiske fond bedre end indekset i år, men det svinger fra plus 10 pct. i Handelsinvest Europa til minus 2 pct. i Sydinvest Euroland.

Interessen for de fire sydeuropæiske lande hos de danske porteføljeforvaltere er til at overse. Græske og portugisiske aktier udgør gennemsnitligt kun meget begrænsede andele i porteføljerne hos de europæiske aktiefonde. Derimod er der flere italienske og spanske selskaber i porteføljerne. Hos den typiske fond udgør hvert af de to lande i underkanten af 5 pct. i porteføljen. Tilsammen vægter de fire lande godt 10 pct. af porteføljen hos den typiske hjemlige fond med fokus på europæiske aktier. I sommeren 2009 var andelen oppe på 14 pct., så der er tale om en tilbagegang.

Blandt fondene er der også variation i, hvor meget de aktuelt har investeret i de fire lande. Danske Invest Europa Fokus har mere end 20 pct. af porteføljen investeret i landene, primært Spanien, hvorimod Nordea Invest Special Europæiske Fokusaktier kun har nogle få portugisiske aktier og ellers ingen selskaber fra de tre øvrige lande.


Positivt bidrag
Selvom Danske Invest Europa Fokus har langt flere aktier fra de fire lande i porteføljen end både den typiske fond og benchmark er det ikke noget der er gået ud over dens afkast i år. Faktisk rækker præstationen til årets næsthøjeste afkast blandt europæiske aktiefonde fra hjemlige foreninger – kun overgået af Handelsinvest Europa.

Ud af det samlede merafkast på ca. 10 pct. point i forhold til benchmark kommer cirka halvdelen ifølge Morningstars estimater fra selskaber fra netop de fire gældsplagede lande. Manageren, Henrik Husted Knudsen, har altså formået at navigere uden om nogle af de helt store kurstabere og i stedet ramt plet med andre investeringer. Det er selskaber som fx italienske Pirelli og spanske Grifols, der trækker fondens relative præstation op i år.

Sydinvest Euroland ligger med feltets laveste afkast. Den følger ikke det brede europæiske aktieindeks, men i stedet MSCIs ØMU indeks, der er et noget smallere indeks. Fondens manager, Christian Kirk-Thomsen, har valgt at undervægte de fire lande og får derved et positivt bidrag til det relative afkast. Generelt har Christian Kirk-Thomsen et positivt bidrag til årets performance fra hans landeallolkering, mens hans aktievalg trækker i den gale retning. Samlet set giver det et afkast på niveau med benchmark.

Selvom Europa – og i særdeleshed Sydeuropa – ikke har været det bedste bekendtskab for aktieinvestorerne i år skal man passe på med forhastede beslutninger. Betydelige overvægte i porteføljen i de sydeuropæiske lande er ingen hindring for pæne relative afkast hos de danske aktiefonde, ligesom undervægte ikke er nogen sikkerhed for det modsatte.

Så meget har fonde med fokus på europæiske aktier investeret i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal
Fond Pct. af portefølje investeret i problemlandene* Afkast i år**
Alm. Brand Invest Europæiske Aktier 6,8 3,5
BankInvest Europæiske Aktier 5,9 2,1
Carnegie WorldWide/Europa 17,9 4,0
Danske Invest Europa 2,5 6,2
Danske Invest Europa Fokus 20,3 9,8
Danske Invest Europa Højt Udbytte 9,7 0,6
Danske Invest Europa Indeks 8,2 2,3
Danske Invest Europa Indeks BNP 21,5 -0,3
Danske Invest Europa Valutasikret - Akk 2,6 4,6
Gennemsnit 10,6 3,6
Gudme Raaschou Classics 10,9 1,0
Handelsinvest Europa 9,0 10,6
Jyske Invest Europæiske Aktier 8,1 1,4
Lån & Spar Invest - Europa 2,6 0,9
Maj Invest Europa Aktier 7,3 0,9
MMI Europa - BlackRock 9,9 4,6
Nordea Invest Europa 3,0 2,9
Nordea Invest Special Europ Akt Fokus 1,9 5,3
SEB Inst. Europa Indeks 8,4 1,2
Sparindex Europe Growth index 4,8 5,3
Sparindex Europe Value Index 11,7 -2,0
Sydinvest Euroland 12,0 -2,0
Sydinvest Europa 4,3 0,6
Indeks
MSCI EMU 20,0 -1,7
MSCI Europe 8,6 1,9

* Estimat over hvor meget fondene har investeret i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal i pct. af porteføljen

** Opgjort pr. 18/6/2012 i pct. i dkk.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser