Yes, jeg slog markedet

Nøgletallet alpha bliver ofte benyttet når fondspræstationer skal vejes og måles, men alpha er ikke altid lige pålidelig.

Facebook Twitter LinkedIn

Når fondsforvaltere skal bedømme og evaluere på egne resultater hører man dem fra tid til anden benytte udtrykket ’de har skabt positiv alpha’. Spørgsmålet der rejser sig i kølvandet på sådan en konstatering er om man som investor skal falde på halen og blive imponeret.

Evnen til at skabe positiv alpha er da bestemt en attraktiv egenskab, men inden man tillægger nøgletallet al for megen betydning er det vigtigt at forstå hvordan det beregnes, ligesom det absolut er en fordel at kende dets styrker og begrænsninger.


Sådan fungerer Alpha

Det kan måske blive lidt langhåret, men for at beregne alpha må man kende beta. Beta er et udtryk for en fonds følsomhed overfor bevægelser i et markedsindeks. For fonde med fokus på danske aktier kunne indekset være det brede danske aktieindeks, OMXC Cap, eller det europæiske aktieindeks, MSCI Europa, for fonde med europæiske aktier. På dage hvor markedet stiger kan man forvente, at fonde med høj beta vil stige endnu mere. Omvendt vil høj beta fonde også tabe mere end indekset på dage, hvor markedet er præget af kursfald. Med en beta på 1 kan man forvente at en fond som udgangspunkt blot vil følge markedet.

Alpha prøver at vise, om en fond i tilstrækkelig grad kompenserer investorerne for dens risikoniveau. Hvis de føromtalte højbeta fonde har skabt betydelige højere afkast end deres indeks, og afkastet samtidig overstiger hvad fondenes beta ville forudsige, ja så er der tale om positiv alpha.

Alpha beregnes ved at finde ud af, hvor meget en fond og dets indeks har givet mere i afkast i forhold til en risikofri investering. Herefter finder man ud af, hvad det forventede merafkast på fonden bør være ved at gange fondens beta med indeksets merafkast. Forskellen mellem fondens faktiske merafkast og det forventede merafkast er alpha.

Lad os antage en fond og dens indeks har realiseret et merafkast på hhv. 10 pct. og 8 pct. i forhold til den risikofrie investering. Hvis fondens beta er 0,5 vil det forventede merafkast blot være 4 pct. (0,5 gange 8 pct.). Eftersom at fondens faktiske merafkast er 10 pct. betyder det at alpha er hele 6 pct. point (10 pct. minus 4 pct.). Selvom fondens merafkast i forhold til indekset er 2 pct. point (10 pct. minus 8 pct.), så er alpha hele 6 pct. point, hvilket skyldes at fonden er knap så følsom over for bevægelser i markedet.

En høj beta fond indikerer at en fond er mere kursfølsom end markedet, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med højere alpha. En høj beta fond kan meget vel indkassere en negativ alpha. Det er fordi jo større risiko fonden løber, des højere er overlæggeren for, hvad fonden skal præstere for at klare sig bedre end indekset. Vær også opmærksom på, at to fonde med identisk afkast og indeks, men forskellig risiko vil føre til to forskellige alpha.


Ignorer ikke disse forbehold

I betragtning af, at alpha er et forsøg på at måle en fondsforvalters værdi i forhold til et indeks, kan det være fristende kun at gå efter fonde med de højeste alpha og så ignorere resten.

Helt grundlæggende giver det kun mening at benytte nøgletal som alpha og beta, hvis der er en god overensstemmelse mellem fondsforvalterens valg af indeks og investeringsstrategien. En måde at måle det på kan gøres ved forklaringsgraden, R2. Nøgletallet undersøger om fondens historiske kursbevægelser kan forklares ved bevægelserne i indekset. Man bør derfor altid sikre sig, at en fond har en høj forklaringsgrad til dens indeks inden man lægger al for megen vægt på alpha eller beta.

Problemstillingen kan illustreres ved Sparinvest Value Aktier. Det er den største hjemlige aktiefond med en formue på knap 12 mia. kr. og fondsforvalteren har valgt det traditionelle verdensindeks som indeks til fonden. Over 10 år er fondens alpha imponerende 6,8 pct. point om året, men forklaringsgraden er blot 68 pct. og et udtryk for at alpha i denne sammenhæng ikke er særlig pålidelig. Det kan bl.a. skyldes at Sparinvest Value Aktier i begyndelsen af sidste årti i høj grad investerede i small cap aktier med klar valuedominans, mens indekset består af large cap aktier. I dag er fonden i højere grad koncentreret om større selskaber og forklaringsgraden over tre og fem år er da også tilsvarende steget sammenlignet med de 10 år.


Bagudrettet

Alle nøgletal er baseret på historiske afkast og det er ikke sikkert at de bagudrettede nøgletal vil fortælle meget om, hvordan det vil gå fremover. Hvis en fond har en høj positiv alpha er det forhåbentlig et resultat af dygtighed, men det kan også skyldes held, eller blot en enkelt eller to aktier, som trækker hele læsset, eller et indeks som ikke er i tråd med investeringsstrategien.

Ligesom en høj alpha ikke er et vandtæt bevis på en fondsforvalters præstationer og formåen, skal man også være varsom med at kassere fonde med en negativ alpha. Morningstar genberegner og opdaterer nøgletallene månedligt, så en positiv alpha kan hurtigt gå i minus eller det modsatte.

Man skal også huske på at omkostninger også påvirker alpha, selv når omkostningerne er meget lave. Indeksfonde vil eksempelvis typisk have en forklaringsgrad tæt på 100 pct. og beta på 1, men negativ alpha. Det skyldes, at omkostningerne gradvist snupper en stadig større andel af fondens afkast, og forskellen til indekset vil blive øget i takt med tiden.

Morningstar beregner alpha for alle danske fonde, og tallet kan ses på vores hjemmeside, ligesom man kan se forklaringsgraden R2, og dermed få et indtryk af pålideligheden af alpha.

Top 10 over danske fonde med størst alpha over 10 år
10 års horisont 3 års horisont
Fond Indeks Alpha Beta R2 Alpha Beta R2
Sparinvest Value Aktier MSCI World 6.83 0.81 68 -0.58 1.11 85
Sydinvest Fjernøsten Inc MSCI AC Far East Ex Japan 6.65 0.91 82 -0.38 0.93 88
Danske Invest Nye Markeder Inc MSCI EM 3.92 0.93 95 7.98 0.90 94
Sydinvest Latinamerika MSCI EM Latin America 3.87 0.93 93 4.51 0.91 90
Danske Invest Engros Emerging Markets MSCI EM 3.62 0.93 95 7.22 0.90 94
Danske Invest Østeuropa MSCI EM Europe 10-40 2.76 0.94 94 0.43 1.04 98
BankInvest Basis Aktier MSCI AC World 2.02 1.00 94 -0.98 0.91 94
Danske Invest Latinamerika MSCI EM Latin America 1.87 0.95 96 6.26 0.96 96
Danske Invest Fjernøsten MSCI AC Asia Ex Japan 1.83 0.92 91 4.27 0.91 92
Jyske Invest Østeuropæiske Aktier MSCI EM Europe 10-40 1.66 0.90 92 -4.93 0.92 96

Alpha er årligt i pct. point i forhold til fondens eget indeks., Jo højere R2 des mere af fondenes kursbevægelser kan forklares ved indekset, og jo mere pålidelig er alpha og beta.


I beregningen er benyttet fondenes aktuelle indeksvalg.


Kilde: Morningstar Direct

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser