Hvor er mulighederne i dagens aktiemarked?

Den igangværende kursfest har taget toppen af aktiemarkedets kurspotentiale, men ifølge Morningstars aktieanalytikere kan der stadig gøres attraktive køb

Facebook Twitter LinkedIn

Med det amerikanske aktieindeks, Dow Jones, svævende omkring 11.000 og mere end et år efter starten på et rasende aktierally, er det let at tro, at gode investeringsmuligheder på aktiemarkedet efterhånden er udtømte. Det er ikke en helt urimelig antagelse.

Der er ingen tvivl om at den aktuelle værdiansættelse af markedet er langt mindre attraktiv end de udsalgspriser mange selskaber blev handlet til på bunden af markedet. Morningstar aktieanalytikere vurderer at det samlede amerikanske aktiemarked i øjeblikket er overvurderet med 7 pct.

Men fordi der er færre muligheder derude betyder ikke, at man som investorer helt skal opgive aktierne. Har man et langsigtet fokus, er det stadig fornuftigt at fastholde sin aktieallokering for at få en bid af de kursstigninger, som aktierne sandsynligvis vil give over en årrække. Det er naturligvis rigtigt, at en portefølje med kontanter eller obligationer ville have været en vellykket strategi i løbet af det seneste årti, men det er næppe den bedste kombination i de næste årtier. Vores analytikere mener fortsat, at der kan gøres attraktive køb, især blandt kvalitetsvirksomheder.


Potentiale i sundhedssektoren

Grafen her på siden viser hvor attraktiv Morningstars analytikere lige nu vurderer de amerikanske aktier. Analytikernes værdiansættelse af de enkelte virksomheder er aggregeret op for at få et overblik over, hvorvidt hele markedet er billigt eller dyrt og et indblik i prissætningen af de enkelte brancher.

Lige nu er der kun to brancher, som ser undervurderede ud. Potentialet i sundhedsaktierne vurderes til 4 pct. og blandt aktierne inden for forretningsservice er der et meget begrænset potentiale på godt 1 pct.

Mange andre brancher er overvurderet med 5 -10 pct. Aktierne inden for software og hardware skønnes at være mest overvurderede med henholdsvis 16 og 21 pct., og dermed de brancher der ligger længst fra Morningstars værdiansættelse.


Aktier med bred voldgrav

En anden måde at se virksomhederne på er ud fra deres konkurrencemæssige fordele. For hver virksomhed vores analytikere dækker, tildeler vi en ’moat’ rating, eller oversat direkte til dansk ’voldgrav’, som udtrykker vores vurdering af virksomhedens konkurrencemæssige styrke.

Selskaber med bred voldgrav karakteriseres ved betydelige konkurrencemæssige fordele. Det gør dem mindre følsomme over for de økonomiske konjunkturer i forhold til flere af konkurrenterne uden denne markedsdominans og som derved har sværere ved at snuppe markedsandele fra de markedsførende selskaber. Det er blandt de aktier vi ser det største potentiale. Det er ikke så overraskende idet den seneste kursfest har været drevet af selskaber med meget få eller slet ingen konkurrencemæssige styrker.

En konkurrence stærk aktie med et godt potentiale er Monsanto. Virksomheden er verdens førende producent af frø og benytter sig af avancerede avl og bioteknologi til at producere frø til majs, sojabønner, bomuld, frugt, grøntsager og andre afgrøder. Selskabet producerer også en række ukrudtmidler, herunder det velkendte Roundup.

Monsanto er en hård konkurrent, der fortsætter med at dominere dets marked. Gennem sit igangværende engagement i forskning og udvikling har selskabet skabt værdi for aktionærerne i det lange løb. Monsanto investerer i snit 10 pct. af omsætningen til forskning og udvikling. Vores analytiker på Monsanto har et kursestimat 122 dollars og aktien handles i øjeblikket lige under 70. Carnegie WorldWide/Globale Aktier og Danske Invest Klimatrends er blandt de danske investeringsforeninger, som har flest penge i Monsanto.


Større usikkerhed, højere sikkerhedsmargin

Vores analytikere giver også for hver aktie et skøn af, hvor stor usikkerhed der er knyttet til den aktuelle værdiansættelse af aktien. En højere usikkerhed er et udtryk for at der er større risici for at udviklingen i selskaber ikke går som forventet. Derfor kræves en højere sikkerhedsmargin for at kompensere for denne ekstra risiko.

Hvis vi nedbryder værdiansættelsen efter sikkerhedsmargin, så ser vores analytikere størst potentiale i aktier med lav usikkerhed tilknyttet værdiansættelsen. Derimod vurderes aktierne med middel eller høj usikkerhed tilknyttet kursestimatet som helhed at være overvurderet.

Selvom aktierne er steget meget bør man som langsigtet investor stadig have en passende andel af porteføljen investeret i aktier. Tabellerne her på siden giver et indblik i, hvordan Morningstars aktieanalytikere netop nu vurderer at aktierne er prisfastsat, og til trods for at markedet skønnes overvurderet, kan der altså stadig gøres gode køb.

Klik på billedet for større visning

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser