Hvad betaler man egentlig i omkostninger når man investerer i investeringsforeninger og hvad går de til? Det er et spørgsmål vi ofte modtager hos Moningstar og med rette, for det kan være vanskeligt at finde rundt i omkostningsbegreberne. I det følgende ser vi nærmere på det samlede billede. Investeringsforeningernes omkostninger kan deles op i tre grupper: - Løbende omkostninger opgøres i to nøgletal, et over de årlige administrationsomkostninger og et for de direkte handelsomkostninger inde i fondene. - Engangsomkostninger omfatter emissionstillæg og indløsningsfradrag i fondene. - Skjulte omkostninger som omfatter indirekte handelsomkostninger inde i fondene som funktion af forskellen i købs og salgspriser i de underliggende aktiver når fonden omlægger investeringerne.
Løbende omkostninger
Den største og vigtigste post at forholde sig til, især for langsigtede investorer, er den årlige omkostningsprocent også kaldet administrationsomkostningerne. Denne omkostning er typisk ganske stabil fra år til år og bliver taget direkte ud af investorernes formue på daglig basis, uanset om afkastet er positivt eller negativt. Tallet opgøres som en årlig procentsats og består groft sagt af tre områder:
Beholdningsprovision til bankerne for salg og rådgivning. For aktiefonde udgør den omkring 0,75 pct. af formuen og for obligationsfonde er satsen noget lavere. Provisionen betales hvert år, uanset om fonden tjener eller taber penge og uanset om man modtager løbende rådgivning eller ej.
Den anden betydelige omkostningspost er provision til investeringsrådgiveren på fonden, dvs. betaling for selve forvaltningen af porteføljen. For aktiefonde udgør den typisk omkring 0,45 pct. af formuen hvert år og for obligationer noget lavere, igen betales der uanset om fonden tjener eller taber penge.
Den tredje del af de årlige administrationsomkostninger dækker over mere jordnære forhold som husleje, edb, revisor, bestyrelseshonorar mm. Disse omkostninger er typisk af mere fast karakter – det er altså her, at stordriftsfordelene kan skabes, men det er samtidig den absolut mindste del af omkostningerne i de fleste fonde.
Ud over administrationsomkostningerne findes der en selvstændig post for de direkte handelsomkostninger i fondene. Disse kan typisk variere ganske meget fra fond til fond og fra år til år. For aktiefonde ligger de gennemsnitlig handelsomkostning omkring 0,20 pct. mens tallet er betydelig lavere for obligationsfonde.
Engangsomkostninger
Engangsomkostninger omfatter emissionstillæg og indløsningsfradrag, der betales når investeringsforeningerne henholdsvis udsteder nye beviser eller indløser eksisterende beviser. Emissionstillægget lægges oven i den indre værdi når investeringsforeningen udsteder nye beviser. En del går til at dække omkostningerne ved at købe nye papirer, således at eksisterende investorer ikke belastes af nye. Den største del af emissionstillægget er formidlingsprovision til distributører, typisk 1,25 pct. for aktiefonde og noget lavere for obligationsfonde. Indløsningsfradraget træder i kraft ved salg ved at der trækkes en procentdel fra den indre værdi når beviset indløses hos investeringsforeningen. Hovedparten eller hele indløsningsfradraget går til at holde eksisterende investorer skadefrie når foreningen skal sælge papirer i forbindelse med indløsningen.
Stort set alle danske investeringsforeninger til private investorer er børsnoterede, så investorerne handler til børskurser i stedet for indre værdier. Når køberne er i overtal, vil børskurserne nærme sig den indre værdi plus emissionstillægget og på samme vis vil børskurserne nærme sig indre værdi minus indløsningsfradrag når der er en overvægt af sælgere i markedet. De to omkostningsposter slår altså igennem selvom fondene er børsnoterede, men bare ikke en til en i forhold til den individuelle investor.
Den enkelte investor kan således være heldig at købe når andre sælger og derved slippe for emissionstillæg og ligeså have mulighed for at sælge til en højere kurs end indre værdi i perioder, hvor andre ønsker at købe.
Skjulte omkostninger
Når investeringsforeningerne køber og sælger værdipapirer er der udover direkte handelsomkostninger som kurtage også indirekte omkostninger i form af kursspænd – dvs. forskelle i købs og salgs kurser i de papirer der handles. De indirekte handelsomkostninger afhænger af hvor store kursspænd der handles til, samt hvor meget der handles. De indirekte omkostninger opgøres ikke særskilt, men ved at se på fondenes omsætningshastighed kan man få et fingerpeg om niveauet.
ÅOP for fonde
I 2007 introducerede branchen et ÅOP tal for investeringsforeninger. Tallet indeholder både administrationsomkostninger, direkte handelsomkostninger i fondene, samt emissionstillæg og indløsningsfradrag. ÅOP tallet forudsætter at investor holder fonden i syv år og er således et udtryk for de samlede direkte omkostninger i procent om året ved at være investeret i fonden. Oveni dette kommer så eventuel kurtage for at købe og sælge fonden og inde i fonden vil der fortsat være indirekte handelsomkostninger, som er vanskeligere at kvantificere.
Overordnet set går omtrent halvdelen af de samlede omkostninger i danske investeringsforeninger direkte til bankerne i form af provisioner. Selvom man som investor kunne ønske sig, at det var mindre, så giver investeringsforeningerne en bred og professionel eksponering mod de globale finansielle markeder – nogle vil hævde de kan gøre det billigere selv, men det er langt fra sikkert, at de kan gøre det lige så godt. For de fleste giver det god mening at benytte investeringsforeninger trods omkostninger – men det er vigtigt at forstå hvad man betaler for.
