Stjernerekorder i danske foreninger

Både LD Invest og Nordea Invest har slået rekorder i denne måneds opgørelse over de bedste danske foreninger.

Karsten Henriksen 18/05/2009
Facebook Twitter LinkedIn

Efter en længere nedadgående trend i investeringsmarkederne, er udviklingen vendt 180 grader, hvor de seneste par måneder har budt på markant stigende aktiekurser næsten uanset hvilket marked man har investeret i. De kraftige stigninger er med til at påvirke fondenes rating, da de giver betydelige ændringer i selv de langsigtede afkast og ligeså på den beregnede risiko, som måles ud fra udsving i kurserne. Oven i de markant ændrede betingelser på de finansielle markeder har lanceringen af en række nye Morningstar kategorier været med til at skubbe til en række fondes ratings.

Nogle har mistet stjerner på det seneste, mens andre ha

r opnået endnu flere. Hos LD Invest er det fremgang der har præget billedet. To LD Invest fonde gik en stjerne frem i april og dermed er foreningens samlede snit helt oppe på 4,50 stjerner på baggrund af seks bedømte fonde. Det er det højeste snit der er registeret i de mere end seks år ranglisten har eksisteret og faktisk skal man tre år tilbage for at finde seneste rekord på 4,44 stjerner som Nykredit Invest stod for.

Sparinvest fastholdt andenpladsen og havde samtidig en fremgang i rating i to af foreningens obligationsfonde. I alt blev det til et snit på 3,86 stjerner på baggrund af 14 bedømte fonde. Foreningens flagskib og i øvrigt Danmarks største aktiefond målt på formuen, er i april måned blevet bedømt i en ny kategori. Det skyldes at fonden gennem en årrække har investeret i stadig større selskaber og dermed er ”vokset”ud af dens oprindelige kategori ’Globale Mid/Small Cap – Aktier’ de underliggende selskaber er blevet større de senere år og derfor er den mest retvisende kategori nu ’Globale Large Cap Value – Aktier’, fondens rating er trods skiftet uændret 4 stjerner.

Tredjepladsen i denne måned er ny og indtages af SEB med et snit på 3,47 stjerner på baggrund af 19 bedømte fonde. Kun marginalt efter ligger Nordea Invest også med 3,47 stjerner, man skal helt ud på tredje decimal for at finde forskellen. Faktisk har Nordea Invest haft en imponerende udvikling i den gennemsnitlige rating, som har været støt stigende i årevis. For tre og et halvt år siden og før da, lå foreningens snit typisk på 3,00 stjerner eller derunder måned efter måned. Det seneste resultat er opnået på baggrund af hele 47 fonde og er det bedste i Nordea Invest historie.

De kraftige ændringer i markedsudviklingen og en lanceringen af en række nye kategorier har ikke rokket ved Danmarks topplacering i europæisk sammenhæng. I april blev det atter til en europæisk andenplads med et snit på 3,264 stjerner kun lige akkurat overgået af Finland der havde 3,265 stjerner, altså en marginal forskel på tredje decimal.


Nye kategorier

Morningstar Rating er en europæisk sammenligning, hvor fondene bliver bedømt på, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år i forhold til tilsvarende fonde indenfor samme kategori i hele Europa. Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen.

Hver enkelt fonds bedømmelse afhænger således af hvordan konkurrerende fonde fra samme kategori har klaret sig i samme perioder. Derfor er det vigtigt at kategorierne er så ensartede som muligt, så der sker en retvisende bedømmelse af de enkelte fondes præstationer. De enkelte kategorier skal også have kritisk masse, så der kan ikke uden videre oprettes nye kategorier hver gang en ny variant af en fond ser dagens lys. Et stort antal nye fonde på europæiske scene har dog givet anledning til en række nye kategorier, som så dagens lys i april. Morningstar opdeler nu de mange forskellige fonde i Europa i 180 kategorier. I april var der i alt 436 danske fonde, som indgik i bedømmelsen og på europæisk plan var tallet ikke mindre end 38.692 fonde.


Bedømt i nye kategorier

Jyske Invest Tyrkiske Aktier er en af de fonde som hidtil har ligget lidt skævt i dens kategori, som primært indeholdt fonde med østeuropæiske aktier eks. Rusland. Fonden er nu kommet i rette selskab i den nye kategori Tyrkiet – Aktier’ som udelukkende indeholder fonde med Tyrkiske aktier. Dermed bliver ratingen af fonden mere værdifuld og samtidig forbedres kvalitet af stjernerne i dens oprindelige kategori ligeledes, da denne samtidig er blevet mere ensartet. Den nye kategori har betydet at fonden nu har tre stjerner mod tidligere to.

Stadig flere fonde har et helt specifikt fokus på at investere i selskaber, der har en positiv indvirkning på miljøet og klimaforandringer. Den nye kategori ’Sektor Miljø & Klima – Aktier’ indeholder tre danske fonde, hvoraf Alm. Brand Invest Miljøteknologi er den eneste der endnu er gammel nok til at blive rated. Fonden var tidligere placeret i ’Globale Mid/Small Cap – Aktier’, en kategori som rent geografisk og stilmæssig passede fint på fonden, men sektorfokus mod miljøteknologi giver egenskaber som får den til at skille sig ud. I den nye kategori er fonden gået fra to til en enkelt stjerne.

Sydinvest BRIK er flyttet fra den brede kategori ’Globale Nye Markeder – Aktier’ til den nye specifikke ’BRIK – Aktier’ kategori, som udelukkende indeholder BRIK fonde fra Europa. Ratingen forbliver tre stjerner i den nye kategori. Alle nye ratings kan ses på berlingske.morningstar.dk.


Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - April Antal Snit - Marts
LD Invest 4,50 6 4,17
Sparinvest 3,86 14 3,71
SEB 3,47 19 3,37
Nordea Invest 3,47 47 3,36
Lån & Spar Rationel Invest 3,33 9 3,33
Nykredit Invest 3,31 16 3,07
Danske Invest 3,28 78 3,25
Sparindex 3,27 11 3,55
Jyske Invest 3,25 28 3,21
Sydinvest 2,86 22 2,81
BankInvest 2,86 36 2,92
Alm. Brand Invest 2,75 8 2,75
Carnegie WorldWide 2,71 7 2,71
Alfred Berg Invest 2,67 9 2,89
EgnsINVEST 2,65 17 2,81
Handelsinvest 2,44 9 2,56

Landenes rangliste i Morningstar Rating™
Land Snit - April Snit - Marts
Finland 3,26 3,18
Danmark 3,26 3,25
Holland 3,25 3,21
Sverige 3,22 3,17
Norge 3,21 3,20
Schweiz 3,18 3,26
Frankrig 3,17 3,17
Storbritannien 3,08 3,07
Tyskland 3,06 3,07
Spanien 3,04 3,06
Italien 3,02 2,99
Irland 2,95 2,92
Luxembourg 2,88 2,85
Østrig 2,87 2,92
Belgien 2,85 2,83

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2022 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings