Private investorer har trukket stikket

Private investorer har i stor stil trukket penge ud af investeringsforeningerne. Enkelte foreninger har mistet mere end en femtedel af formuen.

Facebook Twitter LinkedIn

Den kedelige udvikling på de finansielle markeder, som nærmest ingen ende vil tage, har efterhånden gjort investorerne møre, og alene i oktober solgte private investorer ud af deres investeringsbeviser for mere end 10 mia. kr. Dertil skal lægges et tilbagesalg på godt 5 mia. kr. i september og for første gang i mange år, tyder det på at 2008 bliver et år, hvor private investorer er nettosælgere af investeringsbeviser.

Investeringsforeningernes brancheorganisation, IFR, skønner at private investorer har solgt investeringsbeviser for 16 mia. kr. i år. I dette tal er der imidlertid ikke taget højde for udbetalt udbytte, som ikke er blev

et geninvesteret af investorerne. Tallet fortæller derfor ikke reelt hvor stort et beløb investorerne har trukket ud af investeringsforeningerne.

Ifølge Morningstars estimater har private investorers samlede nettosalg inkl. de udbytter, som investorerne ikke har geninvesteret, rundet 40 mia. kr. i år ved udgangen af oktober. Det svarer til at investeringsforeningerne har mistet cirka 10 pct. af formuen siden årets start. Dertil skal lægges formuetabet som følge af den negative kursudvikling blandt mange af fondene, som tegner sig for yderligere 110 mia. kr.


Størst tilbagesalg i obligationsfonde

Med den sure stemning på aktiemarkedet, kunne man frygte at mange investorer har holdt brandudsalg af aktiefonde og søgt i ly i mere sikre obligationsfonde. Derfor er det måske noget overraskende at en stor del af det samlede tilbagesalg faktisk er sket i danske obligationsfonde. For mens aktiemarkederne er buldret ned med fuld kraft, har investorerne trukket mere end 12 mia. kr. ud af fonde placeret i Morningstar kategorien ’DKK Øvrige obligationer’. Det er ellers en af de få kategorier, som kan præstere positivt om end beskedent afkast i år. Den gennemsnitlige fond har hentet 2,3 pct. hjem til investorerne. Det er ikke så meget, men et afkast som de fleste nok vil være mere end tilfredse med sådan som tingene har udviklet sig i 2008.

En af Danmarks absolut største fonde med flest penge under forvaltning er obligationsfonden Danske Invest Dannebrog. Fonden havde en formue på 21 mia. kr. ved årsskiftet, men i årets første 10 måneder har investorerne trukket cirka 3,5 mia. kr. ud af fonden jævnfør Morningstar’s estimater.

I de mere eksotiske obligationskategorier har investorerne eksempelvis reduceret deres beholdninger med i alt 6,6 mia. kr. i Morningstar kategorien ’ Nye Markeder Obligationer’ Her er tilbagesalget måske mere forståeligt, idet den gennemsnitlige fond har præsteret et negativt afkast på 21,6 pct. i år. BankInvest Højrentelande er hårdest ramt med et nettosalg på cirka 2,4 mia. kr., men fonden har også leveret årets dårligste afkast blandt kategoriens fonde.


Storudsalg af globale fonde

Blandt aktiefondene er det især globale fonde, der er ramt af tilbagesalg. Værst er det gået udover dem med fokus på value, hvor Sparinvest Value aktier alene har realiseret et tilbagesalg fra investorerne på cirka 3,3 mia. kr. fordelt på egentlig tilbagesalg og manglende geninvesterings af udbytte. Tilbagesalget i kombination med et kursfald på 45 pct. i år, har tæret på formuen, som er mere end halveret siden toppen sidste år.

Der er dog ikke kun tale om tilbagesalg. Generelt har der været en god interesse for fonde med fokus på amerikanske aktier. Den stigende dollar har begrænset kurstabene i disse fonde, og det har måske været med til at forny interessen for amerikanske aktier. I alt er der skudt 900 mio. kr. nye penge ind i fondene i aktiekategorien ’US Large Cap Bend’.


Dexia Invest og Alfred Berg ramt af tilbagesalg

Siden årets start har investeringsforeningerne Dexia Invest og Alfred Berg mistet henholdsvis 23 pct. og 20 pct. af formuen som følge af at investorerne har forladt de to investeringsforeninger. Selvom der er andre og større foreninger, der har mistet flere penge, så gør det alligevel mere ondt, når mere end en femtedel af formuen tabes på investorer som har trukket penge ud. Eksempelvis er der færre investorer tilbage til at dække omkostningerne i foreningen, og det kan få betydning for omkostningsprocenterne på længere sigt, hvis der ikke kommer nye penge til foreningen.

For Alfred Bergs vedkommende har investorerne trukket rigtig mange penge ud af fonden, som investerer i danske aktier. Hos Dexia Invest er det deres korte danske obligationsfonde, som står for skud. Den er da også en af de få fonde med helt korte danske obligationer, som har givet tab i år.

Bedre er det gået for Multi Manager Invest. Her er formuefremgangen tæt ved 20 pct. i år som følge af nye penge fra investorerne.

2008 har været et katastrofalt år på de finansielle markeder, og for første gang i mere end et årti tyder det på, at investorerne holder igen med at skyde penge ind i investeringsforeningerne. Forhåbentlig vender investorerne tilbage, når der blæser mildere vinde over markederne.

Investeringsforeninger, hvor investorerne har trukket flest penge ud i år
Investeringsforening Antal fonde i analysen Est. tilbagesalg/køb fra investorerne i mio. kr. Formue ved årets start i mio. kr. Formueændring i pct. pga. tilbagesalg
Dexia Invest 6 -379 1.654 -22,9
Alfred Berg 9 -630 3.106 -20,3
SEBinvest 11 -563 3.665 -15,4
Gudme Raaschou 6 -415 3.114 -13,3
Sparinvest 16 -5.276 41.041 -12,9

Investeringsforeninger, hvor investorerne har skudt flest penge ind i år
Investeringsforening Antal fonde i analysen Est. tilbagesalg/køb fra investorerne i mio. kr. Formue ved årets start i mio. kr. Formueændring i pct. pga. tilbagesalg
Multi Manager Invest 8 555 2.972 18,7
SEB Institutionel 11 1.471 19.496 7,5
Nykredit Invest 21 922 13.285 6,9
Handelsinvest 11 81 1.590 5,1
Alle foreninger -41.119 477.667 -8,6
* kun investeringer med 5 eller flere fonde i analysen er vist.
** I totalen indgår alle investeringsforeninger. Periode er 1/1-31/10
*** Estimeret tilbagesalg er indløsning og ikke geninvesteret udbetalt udbytte

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser