Den danske måde at beskatte pensionsopsparinger på holder ikke i EU-retten, fordi det favoriserer danske pensionsselskaber frem for udenlandske. Derfor er hele systemet nu under ombygning. Det giver masser af arbejde til jurister i ministerier og pensionskasser, men heldigvis ændrer det ikke meget ved, hvordan systemet vil virke i praksis for de fleste almindelige mennesker. Dermed består en af de bedste muligheder for danskere, der vil påvirke, hvad de betaler i skat. En demokratisk skattefidus kunne man sige, selv om ”fidus” måske nok er lidt stærkt. Der er ikke noget fordækt eller forkert i det.
Fordelen er især, at afkastet på pensionsopsparingen kun bliver beskattet med 15 procent, mens afkastet af almindelig opsparing normalt bliver ramt af skat på mellem 28 og 60 procent. Det kan gøre en meget stor forskel. For eksempel kan man forestille sig en investor, der skal investere 10.000 kroner over ti år, og kan vælge mellem at gøre det normalt eller via en ratepensionsordning.
Mere end dobbelt op
Vi er nødt til at lave nogle forudsætninger: Vi siger, at investeringen giver et afkast på 5 procent om året, at afkastet er kapitalindkomst, og at investoren betaler 59 procent i skat – altså en topskatteyder. Indbetaler man på pensionsordningen får man et fradrag her og nu – vi går ud fra, at investoren også sætter værdien af det fradrag ind på sin pensionsordning. Alt i alt vil han så stå tilbage med 12.250 kroner, hvis han har investeret normalt – men med 15.162 kroner, hvis han har brugt pensionsordningen. Altså et mere en dobbelt så stort afkast efter skat.
Betaler man ikke topskat, er fordelen mindre. Og i virkelighedens verden kan afkastet også omfatte aktieindkomst og typer af kursgevinster, som ikke bliver ramt af topskatten ved almindelig opsparing. Derfor er pensionsopsparingens fordele typisk ikke helt så store som i eksemplet. Dertil kommer ulempen ved, at man har bundet sine penge på en pensionsopsparing, og at de bliver udbetalt i rater. Der er desuden risiko for, at udbetalingerne kan blive modregnet i sociale ydelser i alderdommen.
Omvendt vil skattefordelen ved opsparing til ratepension være betydeligt større, hvis man kan trække indbetalingerne fra i topskat, men kun betaler bundskat, når man modtager pensionen. Og bindingen er ikke større end, at man har muligheden for at hæve pensionen i utide mod at betale en skat på 60 procent, hvilket jo ikke er nogen voldsom straf, hvis man har kunnet trække indbetalingen fra i topskat. Skyldes hævningen i utide, at man er død, er satsen endda kun 40 procent. Det er altså en fremragende skattefidus for topskatteydere at indbetale på ratepension og dø kort tid efter, men så er vi vist også ude i ekstremerne.
Knap så klart for låntagere
Alt i alt er der ingen tvivl om, at pensionsopsparing er en attraktiv mulighed for at dæmpe skatten, hvis man hører til dem, der ville spare op under alle omstændigheder. Men hvad så, hvis man har gæld? Er det for eksempel en skattefordel at tage et lån i sit hus for at betale ind på en pensionsopsparing?
I princippet er svaret ja. Man kan trække renterne på lånet fra i skat, som regel svarende til en negativ skat på 33 procent. Skatten af renterne på pensionsopsparingen er kun 15 procent, så der er en klar gevinst, ligesom før, hvor alternativet var at betale topskat af afkastet. Men gevinsten er markant mindre.
Tager vi igen et eksempel med 10.000 kroner over ti år, er gevinsten nede på 1.260 kroner – forudsat, at renten inklusive alle omkostninger er 5 procent både på huslånet og på pensionsopsparingen. Men i virkelighedens verden er der omkostninger ved både at låne og investere, og om gevinsten opvejer udgifterne og ulemperne vil i praksis være en individuel vurdering, der også afhænger af renteniveauet og investeringshorisonten. Med mindre, man er i den specielle situation, at man kan trække indbetalingerne fra i topskat, men kun skal betale bundskat af udbetalingerne, og i øvrigt ikke støder på problemer med sociale ydelser. Så er der sjældent noget at betænke sig på; pensionsopsparingen er en god fidus, selv om man skal låne penge.
Pas på risikoprofilen
Man kan også få en betydeligt større gevinst, hvis afkastet på pensionsopsparingen er højere end renten på lånet. Det kan det sagtens være, hvis man for eksempel investerer pengene i investeringsforeninger via en pensionsopsparing i banken eller en unit link-ordning. For eksempel: De sidste 10 år har investeringsforeningernes fonde med danske aktier i gennemsnit givet 12,4 procent om året i afkast, hvilket mageligt overgår renten på boliglån.
Men når man går efter den gevinst, er der ikke længere tale om en ren skattefidus. Det ekstra afkast får man, fordi man løber en risiko – nemlig risikoen for tab, eller i hvert fald for, at opsparingen ikke dækker tilbagebetalingen af lånet, når den tid kommer. Over de sidste 10 år har den gennemsnitlige danske fond i kategorien ’Globale Large Cap Blend – Aktier’ for eksempel kun givet et årligt afkast på 3,6 procent, og det dækker næppe lånets renter.
Også når det gælder pensionsopsparing er det således vigtigt at tilpasse investeringerne til ens egen risikoprofil. Set i forhold til andre typer opsparing er skattefordelen fortsat stor, men det er en ringe trøst, hvis man har investeret forkert – det vil sige enten med for stor risiko eller med for lille, og dermed for lille afkast.
:quality(80)/cloudfront-us-east-1.images.arcpublishing.com/morningstar/AGAGH4NDF5FCRKXQANXPYS6TBQ.png)
.jpg)
