Optimisme på alpetoppene

Fra deres årlige topmøde i Davos melder lederne af verdens store virksomheder om lyse udsigter for dem selv og alle aktieinvestorer. Koret af skeptikere har taget fejl i fire år, men det er måske alligevel en dårlig ide at afskrive dem helt.

Las Olsen 29/01/2007
Facebook Twitter LinkedIn

I den forgange uge har en stribe af verdens helt store økonomiske beslutningstagere været samlet til det årlige økonomiske topmøde i den schweiziske skisportsby Davos. Dem hører undertegnede ikke til iblandt, men også for os almindelige investorer er det interessant at lytte til, hvad der bliver sagt til sådan et møde. For det er jo os, der skal beslutte os til, om vi vil investere i det globale aktiemarked og dermed i virksomhedschefernes prognoser og visioner.


Højt humør

Selv er de forsamlede topdirektører er i højt humør. Og ikke kun fordi så mange af dem har høstet meget store bonusudbetalinger og optionsgevinster på det seneste. En undersøgelse foretaget af konsulenthuset PricewaterhouseCoopers viser, at over 90 procent af koncernchefer forventer stigende salg og indtjening både det kommende år og de kommende tre år. Tæt ved halvdelen er endda meget sikre på, at det vil gå sådan. Så stor har optimismen ikke været i de ti år, denne undersøgelse har kørt.

Direktørerne støttes af mange økonomer. I årevis har de advaret om trusler mod virksomhederne fra olieprisen og balancerne i verdensøkonomien. Men olieprisen er faldet betragteligt, og har i øvrigt ikke forårsaget de problemer, mange havde frygtet, mens den var høj. Ubalancerne – der især henviser til USA’s store betalingsbalanceunderskud – viser tegn på at blive mindre.


Guldlok-år

”For mig ligner det endnu et Guldlok-år,” lød det forleden fra Davos fra Laura Tyson, rektor for London Business School og tidligere økonomisk rådgiver for USA’s præsident – refereret af nyhedsbureauet Bloomberg.

Hun henviser til eventyret om Guldlok, der som bekendt spiser den grød, der hverken er for varm eller for kold, men lige tilpas. Det er netop sådan, optimister ser på verdensøkonomien: Varm nok til, at der er vækst i aktivitet og profit. Men ikke så varm, at nogen brænder sig – for eksempel på kollapsene huspriser eller uholdbare lønstigninger.

Det er med god grund, Laura Tyson taler om endnu et Guldlok-år, for de sidste fire år har stort set budt på det bedste af alle verdner – i hvert for virksomhedsejere med fokus på USA. Ikke alene har det været højvækst i forbrug og omsætning. Væksten i virksomhedernes overskud har været endnu større. Den andel af den samlede produktion, der ender som profit, er tæt på historisk høj i både USA og andre steder.


Flere skeptikere

I alle fire år har der været mørkemænd, der har formanet investorer om, at det blev nok ikke ved med at gå. Noget ville bremse festen og udløse en ny aktienedtur. Olieprisen, ubalancerne eller noget helt tredje. Men som mange af interviewene fra Davos handler om, så er det jo bare blevet ved med at gå godt. Kan vi ikke bare nyde det, erkende at vi lever i nye tider, sætte alle pengene i aktier og så få fred?

Nej, den går ikke, heller ikke i Davos. Alperne er også i år fulde af skeptikere, der gerne siger deres mening, også selv om de tidligere har taget fejl.

”Det er værd at huske, at markederne også var meget optimistiske i 1914,” lyder det for eksempel fra den tidligere amerikanske finansminister Lawrence Summers med henvisning til året, hvor 1. Verdenskrig til de flestes overraskelse brød ud – og Dow Jones-indekset efterfølgende faldt med en tredjedel.


Farerne lurer

Summers og andre mener, at investorer generelt er blevet forblændet af de gode tider med kæmpe overskud og lette penge, og overser de farer, der lurer. Måske ikke i form af en ny verdenskrig, men politisk uro rundt omkring i verden er bestemt en af de faktorer, der kan udløse et skift til en mere pessimistisk stemning. Andre skeptikere peger på de uløste problemer i forhold til Iran, Irak og Nordkorea, eller på de voldsomme indgreb mod udenlandske investorer, vi for nyligt har set i lande som Thailand og Venezuela.

Et stemningsskift på finansmarkederne kunne også komme fra stigende udgifter for virksomhederne, hvis der kommer gang i lønkravene igen, trods konkurrencen fra Kina og andre lavtlønslande. Eller det kunne være det stigende renteniveau på verdensplan, eller den vending i boligmarkederne, der er indtrådt i USA og mange andre steder.


Det plejer at gå galt

Måske er den største fare det, vi slet ikke er opmærksomme på.

”Men den store stygge ulv gemmer sig tit i skoven, hvor vi økonomer ikke kan se ham,” lyder fortsættelsen af citatet fra Laura Tyson, der åbenbart er glad for eventyr.

Det er fristende at se bort fra de dystre spådomme, der er blevet gjort til skamme så mange gange på det seneste. Men det er også farligt. Skeptikere over for IT-aktier havde også taget fejl i mange år, da boblen endelig brast i 2000. Sandheden er, at ingen kender fremtiden. Det er derfor, det som regel er en god ide at sprede sine investeringer over både det mere sikre og det, hvor der er mulighed for at komme med på kursstigninger.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Las Olsen  Las Olsen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser