Attraktive europæiske aktier

De europæiske økonomier er generelt på vej frem, hvilket kan mærkes på aktierne, der er begyndt at røre på sig. Der er dog fortsat problemer i form af høj arbejdsløshed og svagt privatforbrug i flere lande.

Facebook Twitter LinkedIn

Europa har igennem længere tid været præget af en svag udvikling, men er nu ved at blive trukket med op af den globale vækst.

Således er der fremgang at spore på flere markeder. Vigtigst er det dog nok, at den store vigtige tyske økonomi for alvor er ved at få gang i hjulene. De tyske virksomheder og for den sags skyld også forbrugerne ser således lysere på fremtiden, og alene dét kan føre til øget vækst fremover, i og med at der bliver investeret mere og brugt flere penge.

Nøglefaktoren for væksten i Europa er lige netop Tyskland. Mange andre europæiske lande er afhængige af samhandlen med Tyskland for at få sparket gang i de enkelte landes vækst-muligheder.

Problemet er imidlertid at det ikke er helt let at dæmme op for den tyske økonomi. Det er en supertanker, der skal vendes, og det tager tid.

Den tyske økonomi er stadigt præget af en forholdsvis høj arbejdsløshed. Og det har fået forbrugerne til helt naturligt at holde igen med at bruge penge, enten fordi der ikke er så mange penge i de enkelte familier eller fordi fremtiden har været usikker, så der er lagt ekstra til side til dårligere tider.

Dermed er der skabt en ond spiral, fordi der har været faldende privatforbrug, hvilket igen har ført til faldende aktivitet i erhvervslivet og deraf manglende økonomisk vækst med stigning i arbejdsløsheden til følge.

Situationen kendes også fra mange andre europæiske lande, hvilket har medført at hele den europæiske region har været inde i en periode med meget lav vækst.


Tyske varer efterspørges

Ser vi på den danske situation har den danske økonomi været begunstiget af et højt niveau for den indenlandske efterspørgsel. Danskerne har haft ekstra penge mellem hænderne og da de økonomiske konjunkturer har set positive ud og arbejdsløsheden har været faldende, er disse ekstra penge blevet brugt til forbrug af den ene eller anden art. Blandt dette kan nævnes ombygninger, rejser eller ekstra restaurantbesøg.

Mange økonomer har da også sået tvivl om, hvorvidt det indenlandske forbrug i Danmark kan blive ved med at være den trækkraft for væksten, som man hidtil har oplevet det. Derimod har man sat sin lid til, at eksporten vil tage mere over i fremtiden for at sikre den høje danske vækst, som man er vidne til i øjeblikket.

I Tyskland er billedet et noget andet. Som tidligere nævnt har privatforbruget i en del tid været svagt. Til gengæld har eksporten været ganske pæn. En stor global efterspørgsel efter tyske varer har således ført til, at Tyskland i første halvår 2005 fik det største handelsplus i samhandlen med udlandet nogensinde. Overskuddet, der vidner om pæn eksport i forhold til import, blev på 84,8 mia. euro.

Dermed har erhvervslivet da også noget at holde sin optimisme op på. For eksporten kan faktisk være den faktor, som for alvor får økonomien på ret køl. Øget udenlandsk efterspørgsel vil betyde større afsætning af varer blandt tyske virksomheder, mere vækst, flere i arbejde og deraf større privatforbrug, hvorved virksomhederne igen får et løft.


Billige aktier i Europa

Kigger man på investeringsmulighederne rundt om i Verden, synes de europæiske aktier da også at være attraktive ud fra flere synspunkter.

Dels er aktierne forholdsvis billigere prissat i forhold til aktierne på de store amerikanske markeder. Dels er aktierne attraktive i forhold til investering i obligationer, der ved de nuværende lave renter stort set ikke giver mere end hvad mange virksomheder udbetaler i udbytte hvert år, - hvortil kommer muligheden for vækst i virksomhederne med kursgevinster til følge.

Ser man på det store verdensbillede, går det også overordnet godt. Dette har en direkte afsmittende effekt på de europæiske lande, hvor man da også i et godt stykke tid har kunnet se virksomhedernes indtjeninger stige ganske fornuftigt.


Energiprisen truer

Det er dog vigtigt at understrege, at den økonomiske vækst fortsat er noget skrøbelig.

Den vedvarende høje energipris sætter i øjeblikket væksten på prøve. Selv om en nylig analyse sagde, at de industrialiserede lande sagtens kunne klare en oliepris på 70 dollars og måske også højere, kan det ikke undgå at komme til at koste både virksomheder og forbrugere dyrt.

Mange forbrugere har måske endnu ikke mærket energiprisen i form af højere varmeregninger eller lignende. Men de fleste kan sætte sig ind i, hvor stor en betydning energiprisen har, når bilen skal tankes og når benzinprisen har rundet 10 kr. og nogle gange måske endda 11 kr. pr. liter.

Udviklingen betyder, at forbrugerne lige pludseligt skal til at ofre en større del af det frie beløb hver måned på grund af de høje energipriser. Det betyder mindre købekraft til forbrug og er dermed til skade for virksomhederne, der i forvejen også selv vil blive ramt af de høje priser som følge af øgede udgifter.

Samtidigt kan de stigende oliepriser føre til øget inflation. I så tilfælde vil renterne formentligt blive sat op i et forsøg på at bremse inflationen. Dette vil alt andet lige gøre investering i aktier mindre attraktive end det er på nuværende tidspunkt.

Investerer man derfor i en fond med europæiske aktier gælder det om at have et ekstra øje på, om der måske skulle ske noget i negativ retning med den europæiske vækst.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Ricky Steen Rasmussen  Ricky Steen Rasmussen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser