IT-fremgang på hold

IT-aktierne har indtil nu haft et glimrende 2003, men stigningerne i sektoren får mange selskaber til at se dyre ud

Sten Blindkilde 24/11/2003
Facebook Twitter LinkedIn

Gennem de forrige tre år var IT-fondene udskældte. Men IT-sektoren har i 2003 fået ny luft. Siden bunden på aktiemarkedet i midten af marts er det gået stærkt fremad, og siden årets start har den gennemsnitlige IT-fond i Danmark oplevet en stigning på 28 pct.

Den fremgang er over det gennemsnitlige niveau for fonde i hele Europa i Morningstar Kategorien™ ’Tech Media Tele – Aktier’, da fondene her er steget med 21,7 pct. Fremgangen er dog ikke helt på niveau med markedsudviklingen. Eksempelvis er Nasdaq-indekset steget med mere end 42 pct. i år, men faldet i dollaren over for euroen og den danske krone har betydet, at IT-fondene herhjemme og i Europa har sat en del af fremgangen til på den konto.

- Aktiemarkedet har været på forkant med den makroøkonomiske udvikling og forudset fremgangen i væksten og øgede investeringer i IT, men fremgangen skyldes også, at risikopræmierne på aktier og især IT-selskaberne er blevet reduceret, og det har givet nogle store engangsstigninger, forklarer Niels Skovvart, der er fondschef hos Sydinvest.

Sydinvest har to fonde i Morningstar Kategorien™ ’Tech Media Tele – Aktier’, heriblandt Sydinvest e-Business, som er steget med 47 pct. siden årsskiftet. Det placerer den, som den af IT-fondene med det største afkast i år og som nummer fire blandt alle fonde i Danmark i samme periode.

Fondens særlige succes skyldes ifølge Niels Skovvart, at e-business området var særligt hårdt ramt af IT-nedturen, men efter vendingen har det vist sig, at de noget højere forventninger til vækstraterne i dette særlige område ser ud til at blive indfriet.


Skruen er strammet

Fremgangen for IT-aktierne i år har fået mange forsigtige kommentatorer til at pege på, at det ikke kan blive ved, og udviklingen har da også været mindre markant den seneste tid.

Fremgangen har været bred, men på rekordlisterne for i år, finder man også Nasdaq-selskaber, som har tidoblet værdien af deres aktiekurser. De mest markante stigninger kan findes på de såkaldte lavkvalitets-selskaber med lave kurser, lav markedskapital og anstrengte balancer.

På den baggrund er investorerne igen begyndt at tale om stramme prissætninger og spekulere i, om IT-aktierne igen er overvurderede – som de var det i starten af 2000, da nedturen startede.

- Vurderingerne er igen i den høje ende, men det er også understøttet af de lave renter. Man kan derfor godt se scenarier foran os, hvor kurserne er for høje, men omvendt er der også positive forhold i den anden vægtskål, siger Niels Skovvart.

Han peger på, at fremgang i investeringerne i IT blandt erhvervsvirksomhederne giver IT-aktierne udsigter til vækst, der er højere end gennemsnittet for det generelle aktiemarked.

Her er fondschefen for Sydinvest på linie med mange kommentatorer, selv om de færreste venter investeringer på niveau med de glade dage i slutningen af 1990’erne. Virksomhederne har ganske vist for en stor dels vedkommende et opsparet behov for nyinvesteringer i IT efter den økonomiske nedtur, men mange af de store selskaber har samtidig i højere grad fokus på omkostningerne.


Sparet sig frem

På samme måde har langt de fleste IT-selskaber strammet bæltet ind gennem de seneste tre år. Det har været nødvendigt for ikke at dreje nøglen om, og det er da heller ikke alle, som har formået at stå krisen igennem.

Det er blandt andet på den baggrund, at stigningerne i år har vist sig. Besparelserne hos IT-selskaberne har slået igennem på bundlinien og ansporet optimismen hos investorerne.

Mange peger dog samtidig på, at IT-selskaberne endnu mangler at vise fremgang i salget og omsætningen – at skabe vækst. Derfor vil netop dette være i fokus i forbindelse med regnskaberne for fjerde kvartal og hele første halvår 2004, da mange mener, at IT-selskabernes egne besparelser nu er indregnet i aktiekurserne.

Her lysner det dog. Flere af de største IT-virksomheder som eksempelvis Intel og Microsoft har nemlig givet positive løfter for fjerde kvartal i år. Man skal dog ikke vente, at IT-aktierne fortsætter spurten – i al fald ikke før, de har vist den nødvendige vækst.

Fundamentalt set er der gode argumenter for IT-fondene med udsigt til flere investeringer i IT og med udsigt til økonomisk fremgang. På den anden side er faren, at kurserne igen er i den høje ende af spektret, og skuffelserne derfor ikke er så langt væk. Under alle omstændigheder bør man huske på, at IT-universet er yderst risikabelt. Således er Morningstar Kategorien™ ’Tech Media Tele – Aktier’ den kategori med klart størst udsving – altså med størst op og nedture.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser