Norden topper - Danmark toer

Danmark indtager atter andenpladsen på Morningstars rangliste over de europæiske investeringsafdelingers præstationer i Morningstar Rating™

Sten Blindkilde 15/08/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Med små skridt synes de danske investeringsforeningers afdelinger at indhente de finske, der topper ranglisten over de europæiske lande i Morningstar Rating™. Det bliver samtidig fortsat til en -stadigt flot - andenplads for de 207 danske afdelinger, der i snit har sikret sig en Morningstar Rating™ på 3,25 stjerner i juli mod 3,23 stjerner måneden før.

Finland ligger stabilt på førstepladsen med et snit på 3,38 stjerner – for anden måned i træk.

Holland, der i juni-ratingen indtog tredjepladsen, er i juli drattet ned til en femteplads. I snit mistede hver bedømte hollandske afdeling 0,12 stjerner – det største fald på listen i juli. Tredjepladsen afgiver Holland til Norge, og dermed udgøres top-tre udelukkende af nordiske lande.

Både juni og juli ratingerne er beregnet på baggrund af Morningstars nye rating-metodik, MRAR, der i højere grad end tidligere straffer risikoen i afdelingernes performance. Med det in mente er det værd at bemærke, at de danske afdelinger holder fast i toppen af listen.



Fremgang i bunden

De to største vindere i juli er Italien og Spanien, der ellers begge hører til landene i bunden af listen. Italien går mest frem med 0,09 stjerner til et snit på 2,92 stjerner, mens Spanien vinder 0,07 til et gennemsnit på 2,69. Spaniens fremgang hindrer dog ikke, at bundproppen stadig udgøres af den Iberiske Halvø.

Der er også konsekvens i det ringe udbud af offshore-afdelinger, der typisk kun med fordel kan købes af danskere bosat i udlandet – på grund af skatten. Både Luxembourg-afdelingerne og Dublin-fondene er under det europæiske gennemsnit med henholdsvis 2,90 og 2,77 stjerner.

Tyskland ligger lige akkurat på gennemsnittet for Europa, der matematisk er bestemt til at være tre stjerner, mens Sverige ligger under det europæiske gennemsnit.

Landenes gennemsnit i Morningstar Rating™
Land Snit - juli Snit - juni Forskel
Finland 3,38 3,38 0,00
Danmark 3,25 3,23 0,02
Norge 3,19 3,17 0,02
England 3,15 3,16 -0,01
Holland 3,09 3,21 -0,12
Belgien 3,09 3,09 0,00
Schweiz 3,07 3,02 0,04
Frankrig 3,06 3,10 -0,04
Tyskland 3,00 2,98 0,02
Sverige 2,96 2,99 -0,03
Italien 2,92 2,83 0,09
Luxembourg 2,90 2,90 0,00
Dublin 2,77 2,75 0,02
Spanien 2,69 2,63 0,06




13.000 afdelinger i Morningstar Rating™

Morningstar bedømmer de europæiske afdelinger i mere end 80 forskellige kategorier eller investeringsuniverser. Ikke færre end 32.000 europæiske afdelinger er fordelt på disse kategorier, mens næsten 13.000 opfylder kravene til at indgå i Morningstar Rating™. Fra Danmark er der tale om 207 afdelinger i juli 2002.



En kompetent rating – et kompetent værktøj

Morningstar Rating™ er et enkelt og letforståeligt billede af de enkelte afdelingers præstationer. Med stjernerne signaleres den enkelte afdelings præstationer, afkastet set i forhold til risikoen og emissionstillægget, hurtigt og simpelt i forhold til andre afdelinger i samme kategori eller investeringsunivers.

Netop Morningstar Kategorier™, som hver i sær udgør mere end 80 forskellige investeringsuniverser, er en stor del af styrken i Morningstar Rating™. Ved at sortere de enkelte afdelinger på baggrund af investeringsmålsætning og reelle portefølje i kategorier med ensartede afdelinger sikrer Morningstar, at Morningstar Rating™ ikke favoriserer afdelinger, der ligger i et markedssegment i stor fremgang. Det sker, da Morningstar Rating™ foretages i hver af kategorierne – individuelt.

En klassisk svaghed ved mange andre rating-systemer er, at de bedømmer afdelingerne i klasser – aktieafdelinger, blandede afdelinger og obligationsafdelinger. Dette medfører, at eksempelvis særlige geografiske eller sektorbaserede afdelinger ofte opnår højere karakterer, da de investerer i områder eller brancher i fremgang, mens andre afdelinger ligger i sure markeder. Sådanne rating-metodikker favoriserer altså forskellige ”market territories”.

Det er ikke tilfældet med Morningstar Rating™. Ensartede afdelinger sammenlignes med hinanden på deres præstationer, og dermed fremgår den enkelte afdelings investeringsevner klarere.

Har man som investor derfor allerede besluttet sig for, hvordan man ønsker at allokere sin opsparing eller investeringer i forskellige investeringsuniverser, er Morningstar Rating™ et fremragende sted at starte sin udvælgelse af de enkelte afdelinger inden for de pågældende kategorier eller investeringsuniverser. Igen er Morningstar Kategorier™ et godt redskab, da de hurtigt giver investor det overblik over den enkelte afdelings investeringer, som skal til for at skabe en portefølje på baggrund af den ønskede allokering.

Morningstar Rating™ gennemføres til forskel fra andre bedømmelser hver måned og benytter ikke den problematiske Sharpe Ratio, der giver svært forståelige rankings i tilfælde af negative afkast, men beregnes derimod efter Morningstars egen-udviklede nyttefunktion, MRAR.



Om Morningstar Rating™

Ratingen viser hvor god eller dårlig en investeringsafdeling gennem de seneste tre år har været til at skabe så højt risiko- og omkostningsjusteret afkast som muligt – målt i forhold til tilsvarende afdelinger inden for samme kategori i hele Europa. Morningstar opdeler de mange europæiske afdelinger i mere end 80 kategorier, hvoraf over 30 har deltagelse af danske afdelinger, således at sammenligningen bliver mere homogen, ensartet og korrekt.

Morningstar Rating™ bedømmer afdelingerne i deres europæiske kategori med en til fem stjerner, hvor fem stjerner er det bedste. Fordelingen af stjernerne foregår efter følgende fordelingsnøgle:


Top 10 pct. i Morningstar Kategorien™
Næste 22,5 pct. i Morningstar Kategorien™
Middel 35 pct. i Morningstar Kategorien™
Næste 22,5 pct. i Morningstar Kategorien™
Bund 10 pct. i Morningstar Kategorien™

Morningstar Rating™ er ikke et udtryk for Morningstars forventninger til afdelingernes fremtidige præstationer, men er alene en vurdering af deres historiske.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser