Brevkasse: De nye PAL-afdelinger

Brevkassen har modtaget spørgsmål om indholdet af den seneste tid presseomtale for så vidt angår de såkaldte PAL-foreninger. Her forklares skattekonsekvenserne af de seneste lovændringer

Kjeld Bergenfelt 22/01/2002
Facebook Twitter LinkedIn

Med virkning fra den 1. januar 2001 blev der åbnet mulighed for, at investeringsforeninger kunne etablere særlige afdelinger til pensionskunder – i det daglige omtalt som ”PAL-afdelinger” (PAL står for pensionsafkastbeskatningsloven). Beviser i sådanne afdelinger er udelukkende forbeholdt pensionskunder, herunder livsforsikringsselskaber og pensionskasser.

Selve PAL-afdelingen er skattefri. Det er således kun værditilvæksten på beviserne som beskattes. Skatten udgør 15%.

PAL-afdelinger adskiller sig fra de kendte, udloddende afdelinger ved, at afdelingerne ikke er forpligtet til løbende at udlodde det overskud, som afdelingen har opsparet i det forrige regnskabsår. Afdelingen er heller ikke forpligtet til at placere formuen i ganske bestemte aktiver – f.eks. aktier – men kan (inden for investeringsforeningslovens rammer) fuldstændig frit sammensætte porteføljen.

Ved en lovændring i december 2001 blev der åbnet mulighed for, at pengeinstitutter gerne må have en handelsbeholdning af PAL-beviser, men det blev samtidig præciseret, at pengeinstituttet skal være meget omhyggeligt med hensyn til, hvem beviserne sælges til. Pengeinstitutterne må således ikke sælge beviser til f.eks. personer, som ikke er omfattet af PAL.

Hvis pengeinstituttet ved en fejl kommer til at sælge PAL-beviser til en person, uden om dennes pensionsordning, er det den almindelige opfattelse, at de nye regler skal fortolkes på den måde, at PAL-afdelingen skifter skattemæssig status, og ikke længere er skattefri, men skal beskattes som et aktieselskab. Ændringen i skattestatus rammer alle medlemmerne af PAL-afdelingen, selvom hverken medlemmerne eller foreningen er skyld i, at pengeinstituttet fejlagtigt har solgt beviser til en ikke-pensionskunde!

Overgang til beskatning som aktieselskab medfører, at afkastet først beskattes med 30% i afdelingen og dernæst fortsat med 15% hos medlemmerne. Den samlede skat kommer hermed op på 40,5% - mod PAL-skattesatsen på 15%. Indtjener afdelingen f.eks. 100.000 kr., betales først 30.000 kr. i selskabsskat. Af resten, 70.000 kr., betales 15% - i alt en samlet skat på 40.500 kr.

De ubehagelige konsekvenser, som omtalt ovenfor, er næppe realistiske i praksis. Det medfører imidlertid ikke, at man kan se bort fra problemet, og efter vores opfattelse bør reglerne ændres. Vi er bekendt med, at Skatteministeriet for øjeblikket arbejder på en løsningsmulighed, og medlemmer af PAL-foreninger kan derfor – forhåbentlig – se frem til en snarlig løsning af problemet.

John Ladekarl (statsautoriseret revisor) & Kjeld Bergenfelt (skattekonsulent og cand. jur)

Læs Deloitte & Touches brev til skatteministeren.

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Kjeld Bergenfelt  Kjeld Bergenfelt

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser