Hvor sjælden var decembers aktienedtur?

Selvom kun 11 måneder gav et tab på mindst 9 procent, har der dog været yderligere 7 tilfælde med tab mellem 8 og 9 procent. Her er de 18 tilfælde:

De største fald

Kun tre gange i den 50-årige periode faldt S&P 500 mere end 12 procent i en given måned: oktober 1987, august 1998 og oktober 2008. Først- og sidstnævnte blev skrevet ned i historiebøgerne – den ene som ”Sorte mandag” og den anden som Finanskrisens centrum. Derimod er der knap så mange, der husker nedgangen i august 1998.

Faktisk kunne jeg slet ikke huske den. Da jeg først så datoen tænkte jeg for mig selv; ”Aha! Asienkrisen” – hvor børshandlere pressede adskillige lande i Asien til at devaluere deres valutaer, hvilket ledte til et massivt aktiesalg i disse lande med bølgeskvulp som konsekvens i resten af verden. Forkert. Det fandt sted året før, i 1997. Årsagen til problemerne i august 1998 var en anden.

På overfladen var der en klar forklaring. Rusland devaluerede sin valuta og den gigantiske amerikanske hedge-fond, Long-Term Capital Management, gik kaput. Det var dog mindre indlysende, hvorfor disse begivenheder tog så hårdt på de amerikanske aktier. Rusland var en isoleret økonomi, og Long-Term Capital Management var en enkelt investeringsfond. Disse sommerfugle slog med deres vinger men påvirkede ikke i høj grad vejret globalt.

Som konsekvens kom de amerikanske aktier straks tilbage – og mere til. S&P 500 vandt 6 procent i september 1998, endnu 8 procent i oktober, 6 procent i november og endnu engang 6 procent i december. Det gik hurtigt, før dét der generede investorerne gevaldigt i august, overhovedet ikke generede dem længere. Det er svært ikke at nå til den konklusion, at udsalget i august 1998 var en fin købsmulighed. Aktionærerne overreagerede.

Se fremad

Dette leder til anden halvdel af denne artikel. Når der bliver solgt voldsomt ud af aktier, hvad er så deres efterfølgende afkast? Er pludselige tab typisk et varsel om fremtidige problemer, såsom oktober 2008 (der blev fulgt af fire blodrøde måneder mere), eller vil aktierne, som de gjorde Sorte Mandag og i sommeren 1998, hurtigt komme tilbage?

Disse spørgsmål adresseres af de sidste to kolonner i ovenstående grafik, som viser: 1) antallet af yderligere måneder, før aktierne genoptog opturen og 2) de akkumulerede yderligere tab i S&P 500 for de måneder, der ikke umiddelbart blev efterfulgt af stigende aktiekurser.

Det meste af tiden havde man tjent penge på at købe efter store tab. Ser vi bort fra december 2018, hvor vi selvfølgelig ikke kender det endelige udfald, faldt S&P 500 med mindst 8 procent 17 gange. Seks gange steg aktierne straks derefter. I fem andre tilfælde fandt opsvinget ikke sted før endnu en måned eller to senere, men de ekstra tab var beskedne omkring 5-10 procent. At holde fast i sine investeringer ville have været den rigtige beslutning.

De dårlige nyheder

De resterende seks tilfælde er dog bekymrende.

1) November 1973

Aktierne var gået nedad hele året og faldt derefter endnu 11 procent alene i november. Det var ikke en købsmulighed. De, som havde sat deres penge i arbejde ved månedens slutning, fordi de så en billig handel, skulle næsten vente et helt år, før aktierne begyndte at rette snuden opad – og væsentligt længere før investeringen gik i nul. At inflationen dengang var stigende, og dermed trak ned i de reale afkast, gjorde kun historien endnu værre.

2) Februar 2001

Denne nedgangsperiode var et helt år langt. Det var fristende at tænkte på februars fald på 9 procent som IT-krisens sidste vers. Men det var ikke tilfældet. Dette var blot én af mange dårlige måneder. Før alt var sagt og gjort, ville en portefølje udelukkende i S&P 500 indekset have tabt yderligere 33 procent af sin værdi, og opturen ville ikke være begyndt før sent i 2002. Av!

3) September 2001

Endnu en falsk alarm. Bunden var ikke nået før 12 måneder senere.

4) Juni 2008

I sommeren 2008 havde det amerikanske boligmarked haft det svært i et stykke tid med et stigende antal konkurser fra subprime boliglån. Selvom disse problemer ved lejlighed havde udfordret aktiemarkedet, havde skaden ikke været stor, fordi boligmarkedets elendighed primært sås som et isoleret problem. Dette synspunkt begyndte at ændre sig i juni, hvilket viste sig at være korrekt. Aktiemarkedets tab var det direkte modsatte af et købssignal. Det var i stedet en advarsel.

5) september 2008

Se ovenfor. Boligmarkedet fortsatte ned. Månedens aktieudsalg var en forløber for endnu mere dårligdom.

6) Oktober 2008

Endnu en gang midt i suppedasen. Efter oktober kunne man argumentere for, at aktiernes tab havde skabt en egentlig købsmulighed. Aktierne havde det fortsat svært i de næste fire måneder og tabte yderligere 23 procent, før de rettede sig, men hvis man ser på det store billede, ville disse tab vise sig at være minimale sammenlignet med aktiernes kæmpe optur fra foråret 2009 til efteråret 2018. Men hvem ser så stort et billede? Få investorer havde haft humøret oppe i den lange, lange vinter i 2008.

Afslutning

Samlet set har der kun været tre langvarige bear-markeder i det sidste halve århundrede: 1) 1973 til 1974, 2) 2000 til 2002 og 3) 2008. Hver gang oplevede aktierne mindst ét dybt fald i nedgangsperiodens første måneder. Selvom en købsstrategi efter aktierne har taget stor skade i en måned for det meste har vist sig at være profitabel, har strategien ikke været skudsikker. Omkring en tredjedel af gangene ville det have forårsaget betydelig ærgrelse – i hvert fald på kort sigt.