Risiko og afkast følges ad, lyder den normale hovedregel på finansmarkederne. Jo større risiko man er villig til at løbe, des større afkast vil man i gennemsnit få. Men det er en regel med en vigtig undtagelse. Ved at sprede investeringerne kan man nemlig mindske sin risiko uden at mindske det forventede, langsigtede afkast.
Tænk for eksempel på aktier i to forskellige virksomheder. Investerer man kun i den ene, er man helt prisgivet kurssvingerne i den, og i fare for at miste alt, hvis virksomheden går nedenom om hjem. Investerer man i begge, skal man være meget uheldig for at opleve det. Men det forventede afkast over længere tid vil være det samme, når der ikke på forhånd er nogen speciel grund til at tro, at den ene virksomhed vil klare sig bedre end den anden.
Det er netop en vigtig del af tankegangen bag investeringsforeninger. Ved at samle penge fra mange investorer er det muligt at sprede investeringerne over et langt større antal aktier, end den enkelte investor ville kunne på egen hånd.
Ikke nok med forskellige aktier
Problemet er blot, at markederne ofte marcherer i takt. Når eksempelvis en medicinalaktie falder i kurs, er det meget ofte, at alle andre medicinalaktier går samme vej samtidig. Derfor giver det en betydeligt bedre risikospredning at investere ikke bare i forskellige selskaber, men også forskellige brancher – og, på samme måde, i forskellige lande, virksomhedsstørrelser og stilarter (vækst- og valueaktier).
God spredning er altså en måde at nedbringe sin risiko uden at reducere det forventede afkast. Men i teorien kan det gøres endnu bedre. For hvad nu, hvis man kunne investere en del af sin formue i én slags aktier – og en anden del i noget, der altid steg i værdi, når aktierne faldt? I så fald ville man jo nærmest helt kunne fjerne risikoen, og stadig beholde det gode afkast.
Derfor leder mange investorer med lys og lygte efter aktiver, der har netop den egenskab. Især er det interessant at finde dem, der bevæger sig modsat af aktiemarkedet som helhed. Nogle gange rammes aktiemarkedet over en bred kam af tilbagegang, og efter perioder med fortsatte stigninger og tilsvarende højere værdiansættelser, som vi oplever for tiden, øges risikoen for en korrektion.
Råvarer, guld, ejendomme og andre alternative investeringer har traditionelt bevæget sig modsat aktier, og derfor tiltrukket investorer i stor stil.
Sammenhænge varer ikke ved
Men den slags statistiske sammenhænge er ikke konstante. I takt med, at alle disse investeringsobjekter har tiltrukket stadig flere almindelige aktieinvestorer, er de også begyndt at opføre sig anderledes. Den fortsatte tilstrømning af investorer til sådanne aktivklasser betyder, at de bliver mere modtagelige og følsomme over for ændringer i markedets risikoaversion. Mønstret vil derfor kunne minde mere om bevægelserne fra aktiemarkedet end dem man tidligere har observeret.
Det efterlader investorer med den mest klassiske form for gardering mod fald i aktiekurser – nemlig obligationer. Ikke alene er de relativt sikre. De vil oftest også ligefrem stige i værdi, når aktierne gør det modsatte.
Traditionelle obligationer har den store ulempe, at afkastet fra dem er lavt. Derfor søger mange mod obligationstyper med bedre afkast, og det vil især sige obligationer udstedt af lande og virksomheder med lav kreditværdighed. Også herhjemme er der stor interesse for investeringsforeninger med den type højrenteobligationer.
Almindelige obligationer virker
Det giver bare ikke den samme risikospredning i forhold til aktieinvesteringer. Vi har set nærmere på sammenhængen mellem alle de forskellige obligationsfonde i Morningstars database og det generelle aktiemarked. Konklusionen er ganske klar, nemlig at både højrentelande og højrente-virksomhedsobligationer har en betydelig tendens til at bevæge sig samme vej som aktiemarkedet generelt. Denne tendens forstærkes endda i perioder med finansiel turbulens. Derimod har fonde med traditionelle stats- og realkreditobligationer haft en klar tendens til det modsatte. De er med et teknisk udtryk negativt korrelerede.
Heller ikke denne statistiske sammenhæng er nødvendigvis konstant. Historisk har der været perioder, hvor traditionelle obligationer og aktier har haft tendens til at gå samme vej. Men set over en længere periode er der ingen tvivl om, at fonde med ”gammeldags” obligationer giver en meget betydelig risikospredning i en portefølje af aktieafdelinger. Og nok også mere risikospredning, end man typisk vil opnå alene med alternative investeringer i hedge fonde, fast ejendom eller hvad det nu ellers måtte være.
