Der er nu noget hyggeligt ved foreninger. Folk med fælles interesse og fælles mål går sammen om at løfte i flok og i samarbejde opnå resultater til glæde for alle. Sådan er det i princippet også med investeringsforeninger. De består af medlemmer, der lægger deres penge i en fælles fond og vælger en bestyrelse, som så arbejder for at få pengene til at yngle.
Det er teorien. I virkeligheden er de fleste investeringsforeninger etableret af banker og finansielle koncerner med det formål at have de rigtige produkter på hylderne og helst også tjene på dem. De udbyder et produkt, som det er op til den enkelte investor at købe eller lade være. På stort set samme måde, som bankerne også udbyder alt fra lønkonti til billån.
Det er der hverken noget mærkeligt eller odiøst i. Modellen er den samme over hele verden, selv om sproget er anderledes. Hvor vi her i landet melder os ind i foreninger, taler man andre steder om at købe andele i en fond. Fondsandele bliver solgt til investorer, der er glade, fordi de får adgang til finansmarkederne. Og udbyderne er glade, fordi de får en del af kagen undervejs.
En indtægtskilde
At det i virkeligheden også er sådan i forenings-Danmark, kunne man læse i den omkostningsundersøgelse, som Finanstilsynet offentliggjorde tidligere i år. I den står der blandt andet, at undersøgelsen giver et overordnet billede af, at der fortsat er potentiale i at fokusere på at nedbringe omkostningerne for investorerne. Danske investorer betaler via danske investeringsforeninger årligt mere end 3 milliarder kroner i såkaldt markedsføringsprovision til primært bankerne. Tallet udgør cirka halvdelen af foreningernes samlede omkostninger.
Det er penge, som banker og andre distributører får, simpelthen fordi deres kunder har penge investeret i de investeringsforeninger, der som regel er etableret af bankerne selv. De får dem år efter år, så længe investeringen fortsætter. Det er ikke betaling for selve arbejdet med at forvalte formuen. De udgifter betales nemlig særskilt.
Finanstilsynets undersøgelse fremhævede også, at bestyrelserne fremadrettet bør sikre, at gevinsten ved en forøget formue ikke udelukkende tilfalder distributørerne, men i højere grad også kommer investorerne til gavn. Bestyrelserne er nemlig forpligtet til udelukkende at handle i investorernes interesser – og ingen andres.
Godt produkt
Bankerne tjener altså gode penge på, at deres kunder har penge i investeringsforeningerne. Men det er langtfra det samme som, at investorerne havde været bedre tjent med at holde sig væk.
Tværtimod er investeringsforeninger – eller fonde – et godt produkt. Også selv om der er omkostninger forbundet med dem. At investere på egen hånd er bestemt heller ikke gratis. Og for de fleste er fonde det eneste realistiske værktøj til at opnå et fornuftigt afkast uden for stor risiko.
Det er alt for risikabelt at satse opsparingen på en enkelt eller nogle få aktier, man selv har udvalgt. Også selv om man er god til at analysere, hvilke virksomheder, der er et godt papir. Selv de dygtigste analytikere bliver regelmæssigt overraskede. Ud fra ens risikovillighed skal man opbygge en ordentlig portefølje omkring en kerne af bredt sammensatte investeringer i aktier og obligationer. Bredden bør gå på tværs af aktivklasser, sektorer, regioner m.m. i en grad, så enkelte begivenheder og markedsstemninger ikke kan slå bunden ud af porteføljen.
Til det formål er en sammensætning af investeringsforeningers fonde uovertruffen. Vel at mærke de fonde, der netop investerer bredt. Der er ikke smart, hvis kernen i ens portefølje er en fond udelukkende med aktier i sundhedsbranchen eller med danske aktier. Selv om de fonde måske har aktier i mange forskellige selskaber, vil kurserne ofte bevæge sig i samme retning.
Man kan supplere sin grundportefølje med noget, der kan give ekstra variation og mulighed for lidt mere afkast. Det er fx investeringer i nicheprægede markeder, som blot bør udgøre en beskeden andel af den samlede portefølje. Hvis fonde med aktier i store selskaber dominerer porteføljen, kan man for eksempel inkludere en fond med aktier fra mindre selskaber. Men også her er spredning afgørende.
Men vi hører jo alle sammen om de fantastiske muligheder, der er for afkast i aktier fra Indien, Indonesien, frontier-markederne eller hvad det nu måtte være. Skal man ikke satse på fremtidens vindere?
Nej, man skal ikke satse alle sparepengene på noget så snævert, for i realiteten kan ingen vide, om det faktisk er dem, der er vinderne. Man kan krydre sin portefølje med en lille placering i den slags niche-investeringer. Men selv i så fald er investeringsforeninger med den type målsætninger den bedste måde at investere på.
Se dig for
Virkeligheden er, at kun investorer med en stor formue, god tid og solid indsigt selv vil kunne sammensætte en portefølje med noget, der bare kommer i nærheden af den risikospredning, som investeringsforeningerne tilbyder.
Foreningernes fonde er en god og nyttig vare. Men der er stor forskel i de enkelte fondes kvalitet, hvad angår afkast, risiko og omkostninger, som man let kan forvisse sig om på www.morningstar.dk - hvor der også er flere råd om at opbygge en portefølje.
Derfor er man som investor man nødt til at undersøge, om den fond, man er ved at købe, nu også er den, hvor man får mest for pengene. Nøjagtig, som når man køber alt muligt andet.
:quality(80)/cloudfront-us-east-1.images.arcpublishing.com/morningstar/AGAGH4NDF5FCRKXQANXPYS6TBQ.png)
.jpg)
