Afkast kan lokke i unåde

Når man står foran en investeringsbeslutning er det vigtigt, at man ikke bare blindt ser på afkastene historisk. De fonde der har været afkast-vindere det ene år kan nemlig være taberne det næste år.

Facebook Twitter LinkedIn

Når man i disse tider løber de forskellig afkast-tal igennem i aviserne er det nemt at blive forblændet af nogle af de høje afkast, som diverse investeringer har givet i den seneste tid.

Det gælder sådan set hvad enten der er tale om investeringer i enkelt-aktier eller om der er tale om investeringer i fonde.

Ser man på diverse enkelt-aktier er der flere, der vil springe i øjnene. Nogle aktier har givet afkast på langt over 100 procent, og hvis man har været investor i disse selskaber er det selvfølgeligt svært at få armene ned.

Og står man som investor, og måske eller måske ikke har overvejet rent faktisk at investere i disse aktier, men alligevel ikke har gjort det, vil man til gengæld ærgre sig gul og blå fordi man har gået glip af nogle af disse høje afkast.

Det samme kan i meget vid udstrækning gøre sig gældende når man kigger på afkastene fra fonde. For selv om de fleste fonde har en langt lavere risiko fordi investeringerne er spredt og investeringen dermed ikke er afhængigt af de selskabsspecifikke nyheder, har mange fonde med snævre investeringsstrategier vist imponerende afkast i den seneste tid.


Mulighed for tilbagefald

Men nøjagtigt som investeringerne kan storme op, kan de også falde stort set lige så brat igen bagefter. Ser man på enkeltaktier skal man ikke uden for landets grænser for at se eksempler på dette.

I den seneste uge har der således været meget fokus på ejendomsudviklingsselskabet TK Development efter at Bagmandspolitiet ransagede hovedsædet i Aalborg i tirsdags i sidste uge.

Ransagningen kommer efter at man har en formodning om, at der er blevet pyntet på regnskaberne i fire år.

Ser man alene på kursudviklingen, kunne man ellers inden dette tidspunkt være tilbøjelig til at investere i selskabet. Aktierne var inden tirsdag steget med mere end 200 procent i indeværende år, - en kursudvikling som man måske gerne ville forsøge at hoppe med på.

Men efter ransagningen er den samlede værdi af selskabet faldet med mere end en fjerdedel. Investorer, der er ”hoppet med på vognen” på et sent tidspunkt på baggrund af kursudviklingen, står altså i øjeblikket tilbage med en noget lang næse, - ser man på de seneste afkast.

På samme måde kan man opleve det med mange fonde, der det seneste år har skudt i vejret. Går man ind på Morningstar.dk og ser på hele det danske fondsunivers, er der flere fonde, som har givet mere end 50 procent i afkast til investorerne vurderet over det seneste år.

Sorterer man efter afkast på tværs af samtlige fonde, uanset deres investeringsstrategi, kan man se, at det faktisk er en fond, som investerer i danske aktier, som har skabt det absolut bedste afkast.

Det drejer sig om BankInvest Danske Small Cap aktier, der har skabt et afkast det seneste år på mere end 75 procent.


Eksotiske markeder

Men også mange fonde, der investerer i mere eksotiske markeder, som for eksempel østeuropæiske eller latinamerikanske aktier, har vist rigtigt gode afkast det seneste år.

Men igen er det vigtigt at understrege, at udviklingen er præget af meget usikkerhed og derfor bør gode afkast ikke gøre mulige investorer blinde over for de risici, der kan være i investeringerne.

Ikke at folk bør holde sig fra at investere i disse fonde. Tværtimod kan de være et godt supplement til at justere den overordnede risiko i den samlede portefølje efter investorernes egen risikoprofil.

Ligeledes er det udmærket til at justere det overordnede afkast-potentiale i porteføljen. Det samlede afkast og risikoen ved investering følges i denne henseende ad langt hen af vejen. Jo højere risiko man påtager sig, jo mere bør man ud fra et rent teoretisk synspunkt også belønnes i form af højere afkast.

Udgangspunktet bør imidlertid være et noget andet når man skal investere sine penge og opbygge en portefølje. I stedet for at jagte kortsigtede afkast, hvor man kan komme til at investere lige på toppen, handler det om at opbygge den bedst mulige portefølje, der kan optimere den investere formue på noget længere sigt.


Omvendt tankegang

Hvis porteføljen indeholder nogle af de fonde, som er steget meget, bør man faktisk have en noget bagvendt tanke. I så tilfælde kan det faktisk være, at man bør sælge noget af beholdningen til fordel for fortsat at have en velbalanceret sammensætning i porteføljen. Det er kedeligt at stå med armene højt løftet i glæde over stigninger i porteføljen og måske have sat privatforbruget op uden at have realiseret gevinsten, - kun for at investeringerne måske falder i værdi måneden efter.

Derfor er det meget vigtigt, at man dels ikke jagter kortsigtede afkast, selv om det kan være spændende. Dels er det vigtigt, at man jævnligt checker om der er sket store forskydninger i porteføljesammensætning.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Ricky Steen Rasmussen  Ricky Steen Rasmussen

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser