Fondsinvestorernes vilkår på global plan

Formålet med rapporten er at fremme en global dialog om best practice. Morningstar har mange holdninger til, hvad der i en helhed skaber rammerne for en god oplevelse for fondsinvestorerne. Helt overordnet er Morningstar tilhænger af aktiv regulering af investeringsforeninger, gunstige skatteforhold for investorerne, høj grad af gennemsigtighed, attraktive omkostninger, en åben arkitektur i distributionsleddet og medier med fokus på det langsigtede investeringsperspektiv.

GFIE rapporten omfatter offentligt tilgængelige investeringsforeninger. Det vil sige fonde, som ikke er børsnoteret, dog med undtagelse af danske investeringsforeninger, der for manges vedkommende er noteret på den lokale børs. Investeringsobjekter som hedge fonde, closed-end fonde, venture capital fonde, private equity fonde og ETF’ere m.m. er ikke en del af rapporten.

Samlet score

I hver af de fire kategorier kategorier 1) Regulering og Skat (vægter 20 pct. af samlet score) 2) Information & Gennemsigtighed (vægter 30 pct.) 3) Omkostninger (vægter 25 pct.) og 4) Salg og Medier (vægter 25 pct.) tildeles hvert land en score fra A til F. Topkarakteren er A mens F gives som dårligste karakter. Derudover tildeles hvert land en samlet score beregnet ud fra de angivne vægte i parentes.

USA og Sydkorea er rapportens højest scorende lande og er tildelt karakteren A. For USA trækkes resultatet op af bl.a. lave omkostninger, høj grad af gennemsigtighed og transparens, mens Korea udmærker sig ved solide positioner i alle fire kategorier og med en positiv tendens indenfor Regulering og Skat.

Danmark opnår en samlet score på B-, hvilket er samme score som i forrige rapport. Dermed ligger Danmark på linje med Norge, Finland, Schweiz og Australien, der også opnår score B-.  Niveauet over B- er bl.a. Sverige, Storbritannien, Holland og Taiwan.

Både Storbritannien og Holland avancerer i forhold til forrige rapport og Holland er nu tildelt scoren A-, hvilket er højeste score blandt rapportens europæiske lande. De to lande drager fordel af, at deres landes respektive tilsyn har forbudt den praksis, hvor investeringsrådgivere, typisk bankerne og uafhængige finansielle rådgivere, modtager betaling for deres arbejde via investeringsforeningerne.

Nu skal investorerne i stedet betale rådgiverne direkte for det udførte arbejde. Det er mere gennemsigtigt, hvor investorerne er bevidste om, hvor meget de reelt betaler for rådgivningen. Forbuddet har ligeledes ført til større variation i, hvilke produkter der anbefales til investorerne. Fokus på den samlede pris for investorerne er steget og billige indeksfonde anbefales hyppigere nu end tidligere.

De fleste europæiske lande er tildelt score i intervallet B- til C. Det skyldes bl.a. landene er underlagt samme lovgivning som sikrer en minimumsregulering, men med mulighed for at de enkelte kan skærpe investorbeskyttelsen.

Kina, Italien og Japan scorer lavest i analysen. For Kinas vedkommende er scoren trukket ned af høje omkostninger, ingen pligt til at informere om interessekonflikter og aggressive incitamentsstrukturer i distributionsleddet. Italien og Japan er ligeledes negativ påvirket af høje omkostninger og relativ lav grad gennemsigtighed og transparens.

Den danske score

Af de fire kategorier scorer Danmark højest i Information & Gennemsigtighed samt Omkostninger. Derefter følger Regulering & Skat og laveste score får Danmark i kategorien Salg & Medier.

Overordnet afspejler informationsniveauet fra investeringsforeningerne i Danmark i høj grad den øvrige standard i Europa, men med pil op. Selvom det ikke er et krav fra Finanstilsynet vælger langt hovedparten af danske investeringsforeninger at offentliggøre porteføljebeholdninger på månedsbasis. Der er heller ikke krav fra Finanstilsynet om, at foreningerne skal offentliggøre navne på fondenes porteføljeforvalter. Trods det informerer mange danske investeringsforeninger alligevel om hvem eller hvilke personer, som forvalter fondene.

Derimod oplyses der ikke om, porteføljerådgivernes eventuelle ejerskab af investeringsfondene. Det samme gælder porteføljeforvalternes kompensation, ligesom der ikke er krav om at der skal oplyses et relevant benchmark.

Danske investeringsforeninger er konkurrencedygtige på prisen i forhold til den typiske europæiske fond. Dansk domicilerede fonde er typisk billigere end udenlandske fonde registreret til salg i Danmark, som dermed potentielt kan markedsføres over for danske investorer. Nordea Invest, landets næststørste investeringsforening, sløjfede tidligere i år tegningsprovision og et yderligere mindre tillæg i emissionstillægget, hvilket har gjort fondene mere attraktive i købsøjeblikket. Siden er flere fulgt trop med tilsvarende reduktioner – enten midlertidige eller permanente i dele af fondsudbuddet. Vi hilser tiltagene velkommen, men hvis investorerne vitterlig skal opnå gavn af stordriftsfordelene i fondsindustrien, kan det ske mere effektivt ved reduktion af fondenes løbende omkostninger.

Af rapportens 25 lande har danske investorer det tredjehøjeste skattetryk på investeringsafkast. Kun Norge og Finland døjer med højere skattetryk. Investorerne i Singapore og Hong Kong er helt fritaget for skat, mens Thailand påskønner langsigtet (5 år) investering via et skattefradrag, der mere end opvejer løbende betalt skat af investeringsafkast.

Danmark scorer lavest på Salg & Medier. Herhjemme er det fortrinsvis bankerne som varetager distributionen af danske investeringsforeninger.  Foreningerne outsourcer rådgivningen af investorerne til bankerne, hvorfor størstedelen af distributionen sker her. Derfor vil det typisk kun være investeringsforeninger, hvorfra bankerne modtager formidlingsprovision, der anbefales til investorerne.

Der er kun et mindre antal uafhængige investeringsrådgivere herhjemme, og det er vores skøn, at et beskedent antal private investorer gør brug af rådgivere, som ikke på den ene eller anden facon er tilknyttet bankerne.  Samlet skønner vi, at det er en mindre del af fondssalget i Danmark, der sker igennem en egentlig åben arkitektur. Hovedparten af investorerne er afhængige af, hvilke fonde deres bank eller pengeinstitut, indgår formidlingsaftale med. Selvom investorerne handler på egen hånd og uden brug af rådgivning vil de skulle betale for rådgivning – og dermed for en ydelse de ikke har modtaget.