Danske Bank dropper gebyrer på Mobilepay

Eksternt forfatter 17/11/2014
Facebook Twitter LinkedIn

Danskerne kan også fremover bruge Danske Banks populære betalingsapp Mobilepay helt gratis.

Det har ellers været planen, at der fra 2016 skulle indføres et gebyr på 10 øre per overførsel, men den plan er nu permanent droppet.

Det skriver Berlingske Business.

Det er en alvorlig skærpelse i kampen om mobilbetalingskunderne, der får Danske Bank til at droppe planerne om gebyrer.

Hovedkonkurrenten til Mobilepay, Swipp, der er baseret på et samarbejde mellem 81 banker, har netop annonceret et offensivt modtræk til Mobilepay i form af blandt andet en storstilet TV-kampagne og hævede beløbsgrænser.

Danske Banks Mobilepay sidder i dag solidt på tronen som danskernes foretrukne betalingsapp, og den position vil banken ikke give fra sig uden kamp.

"Vi er overvældede over, at så mange danskere har taget mobilbetaling til sig. I det halvandet år, vi har været i gang, har vi fået knap 1,8 mio. brugere og månedlige overførsler for en milliard kroner, og vi tror på, at mobilbetaling vil vokse markant over de kommende år. Den udvikling ønsker vi at understøtte, da det for os er vigtigt, at Mobilepay fortsætter med at være en succes," udtaler Mark Wraa-Hansen, chef for Danske Banks Mobilepay-division, til Berlingske Business.

Danske Bank overvejede oprindeligt at indføre gebyrer på Mobilepay allerede fra 2013, men de planer blev efterfølgende udskudt til 2016 og er altså nu blevet helt droppet.

/ritzau/FINANS

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Eksternt forfatter  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser